Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Så bliv dog voksen Trier

Lisbeth Knudsen: Der må være grænser for, hvad selv et kunstnerisk geni og en verdenskrukke som Lars von Trier kan tillade sig af dumheder i provokationens og ekshibitionismens hellige og ukrænkelige navn. Den mand bliver båret frem af medierne og et sædvanligvis dygtigt Zentropa PR-arbejde, som under ledelse af Peter Aalbæk plejer, gøder og passer mediernes omtaler af geniets mysterielle iscenesættelse inklusive historierne om hans fobier, utilregnelighed og særheder.

Lisbeth Knudsen ansv, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den film, som han rejste til Cannes for at markedsføre overfor et internationalt publikum, er støttet med 7,9 mio. skatteyderkroner fra Filminstituttet og 600.000 euro fra Europarådets Eurimagepulje. Med sin afsporede joke om forståelse for Hitler og nazisme-sympati skød von Trier ikke alene sig selv ud af konkurrencen om de gyldne palmer. Han misbrugte også sin ytringsfrihed til en tåbelig provokation og Cannes filmfestivalens talerstol til en ualmindelig dårlig reklame for både Danmark og hans egen film. Det kan selv hans kunstneriske berømmelse, anerkendelse og originalitet ikke reparere på.

Nu er Trier nok nogenlunde ligeglad med det med, at han også repræsenterer dansk filmkunst og Danmark ved sådan en lejlighed. Han synes at søge og dyrke provokationen i sig selv. Det er trist, at han ikke bruger sin begavelse til at give filmdebatten mere intellekt.

Det forekommer utænkeligt, at hans Hitler-indslag og hans lovprisning af den tyske nazi-arkitekt Speer ikke var bevidst. Hans beklagelse af udtalelserne suppleres med, at han nærmest er ked af, at det netop er hans nazi-sympatitilkendegivelser, som gør ham til persona non grata, når han nu alligevel ikke mente dem. Det er jo en udtalelse helt ude i hegnet. Har kunstneriske genier et ansvar for andet end dem selv? Ja. Selv Lars von Trier har et ansvar. Han er rollemodel for en generation af originale filmskabere, selv om han sikkert vil hade det ansvar. Hans meget usædvanlige film bryder grænser inden for filmkunsten og går ofte til ydergrænserne for den menneskelige fantasi og udfordrer tilskuerne til det ekstreme. En smuk historie om verdens undergang kalder han selv sin nyeste film »Melancholia«, som nu ser ud til at blive også Triers melankoli, og vi kommer utvivlsomt til at høre endeløse baner om det misforståede geni, der afprøvede en syg variant af nordisk humor af på franskmændene og fejlede.

Ikke alene benyttede Lars von Trier en dårlig lejlighed til en dårlig provokation. Han trådte rundt i sin tilsyneladende helt særlige fobi i forhold til jøder i almindelighed og instruktørkollegaen Susanne Bier i særdeleshed.

»Først troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde«, sagde Trier på pressemødet og tilføjede at han ikke »var imod jøderne – ikke engang Susanne Bier« for derefter at beskylde Israel for at være »a pain in the ass«.

Trier selv foreslog efter det fatale pressemøde forleden, at hans makker Peter Aalbæk måske for eftertiden skulle bringe ham rundt til den type arrangementer iført et stort stykke Gaffa-tape for munden. Det lyder som en god løsning for hans fremtidige karriere, hvis han ikke vil gøre sig selv til en joke, fordi provokationen bliver så grov og talentløs, at den stjæler billedet fra hans kunst.