Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

S er gået i politisk skjul

I disse tider, hvor politikerleden er på sit højeste, ville det godt nok være rart, hvis Socialdemokratiet ville komme frit frem, løfte hovedet og sige: Det her mener vi, og sådan vil vi lede landet, hvis vi får chancen.

Amalie Lyhne.
Læs mere
Fold sammen

Når modstanderne skændes indbyrdes, klodset og skingert, er det klogt at holde lav profil, for så virker man automatisk voksen og fornuftig.

Det synes at være Mette Frederiksens analyse i øjeblikket. Og hun har da muligvis ret i, at strategien betaler sig. Men særligt fair over for vælgerne er det altså ikke.

Vi står i en situation, som meget vel kan ende med et folketingsvalg og et magtskifte. Må vi ikke nok få at vide, hvad vi i så fald har i vente?

I sidste uge fremlagde Socialdemokratiet godt nok sit eget bud på en 2025-plan, men planen er så intetsigende, at det mest af alt virker som om, at den er lavet for at lukke munden på de kritikere, der efterlyste den – ikke fordi partiet rent faktisk har noget på hjerte. Der er da heller ingen, der taler om planens politiske indhold længere. Nu handler diskussionen udelukkende om regnemetoder.

Da Clement Kjersgaard for nylig forsøgte at holde styr på gemytterne i årets vel nok mest omtalte omgang Debatten på DR2 – om udlændinge og danskhed – glimrede sosserne ved deres fravær. De var naturligvis inviteret, men ønskede ikke at deltage.

Det er næppe tilfældigt, at lige netop dét emne åbenbart ikke interesserer landets største parti. Socialdemokraterne balancerer mellem at beholde støtten fra sine venstreorienterede vælgere og samtidig ikke skubbe sine udlændingekritiske vælgere over i favnen på de blå. Og det er en svær øvelse. Et enkelt skridt for meget i den ene eller den anden retning kan være fatalt. Så er det alligevel sikrest ikke at sige for meget.

Ethvert parti må naturligvis være optaget af at beholde sine vælgere og tiltrække nye vælgere. Det er der ikke noget ondt i. Men denne optagethed af strategi og magt skal helst ikke overskygge det politiske indhold og ambitionerne på landets vegne.

Det er desværre det, der er tilfældet for Socialdemokratiet lige nu.

Vi ser det også i debatten om kontanthjælp, hvor Mette Frederiksen længe har kritiseret regeringens kontanthjælpsloft i meget skarpe vendinger. Alligevel har hun ikke rigtig lyst til at svare på, om hun vil fjerne loftet igen, hvis hun selv bliver statsminister. Hun lurepasser, fordi det er bekvemt. Det føles dejligt at kritisere regeringen, og det giver stemmer og ros fra baglandet. Men på den anden side er de penge, som kontanthjælpsloftet indbringer, også meget rare at have, når der skal uddeles velfærdsløfter.

Det er korrekt, at socialdemokrater er uansvarlige i opposition og ansvarlige i regering. Som borgerlig må man simpelthen erkende, at nogle af de økonomisk mest ansvarlige reformer er blevet til under socialdemokratisk ledede regeringer. Så landet skal nok stå endnu, selvom magten skulle skifte.

Men i disse tider, hvor politikerleden er på sit højeste, ville det godt nok være rart, hvis Socialdemokratiet ville komme frit frem, løfte hovedet og sige: Det her mener vi, og sådan vil vi lede landet, hvis vi får chancen.