Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Socialdemokraternes gruppeformand og chefstrateg, Henrik Sass Larsen, slår i Berlingske 26. november til lyd for mindre union. Uagtet at vi som lille land tværtimod har brug for mere union.
Sass Larsen fremhæver, at Bruxelles burde »skamme sig« over, at EU ikke har evnet at løse flygtninge-/indvandrerspørgsmålet. Og glemmer, at det er medlemslandene, der har svigtet, og ikke mindst Danmark. Socialdemokratiet afviser fortsat en fælles europæisk politik med en kvoteordning for en fordeling af flygtningene, som er den eneste holdbare løsning. Det retlige forbehold forhindrer endog, at Danmark overhovedet deltager i diskussionen om en fælles politik.
»EU er løsningen og ikke problemet, Henrik Sass«
Sass Larsen nedgør EU-Parlamentet – »det kværner« – og EU-Kommissionen – den »befinder sig på Månen« – uden tanke for, at disse institutioner er de mindre landes bedste allierede. Begge institutioner favoriserer de mindre lande på bekostning af de store, og EU-Parlamentet har betydet, at EU er blevet det mest demokratiske internationale samarbejde. Unionens »demokratiske underskud« består i, at det er så svært at få truffet bindende beslutninger for alle. Men her er det Danmark, der er problemet på grund af vore EU-forbehold.
Socialdemokrater vil være EU-skeptiske: »Det er helt på Månen«
Sass Larsen skal have ros for sit forslag om en minimumsløn til alle i Europa og fælles mindstestandarder, så landene ikke udkonkurrerer hinanden på dårlige arbejdsforhold. Men med forslaget blæser gruppeformanden højt og flot på den danske model, hvorefter arbejdsmarkedets parter har stor indflydelse på sådanne spørgsmål. Samtidig er det tilsyneladende gået helt over hovedet på ham, at disse initiativer vil forudsætte mere – ikke mindre – union.
Socialdemokratiets negative EU-kurs er ikke af helt ny dato. Efter nej’et til dansk deltagelse i dele af EUs retspolitik sidste år lød partiets formand nærmest som et opkog af Dansk Folkeparti. Partiet flirtede endda en overgang med Storbritanniens flagrende EU-kurs. Socialdemokratiet står sig bedst ved at fastholde 45 års positiv EF-/EU-politik. Fra Krag over Lykketoft og Nyrup Rasmussen til Thorning har Socialdemokratiet arbejdet for, at Danmark kom så tæt på kernen af det europæiske samarbejde som muligt og betonet, at vejen til dansk indflydelse i verden går via EU.
Stine Bosse om Sass Larsen: »Jeg bliver træt af, at det igen er EUs skyld«
Vist var Thorning som statsminister ikke den store principrytter. Men netop i Europapolitikken stod hun faktisk fast, også når det ikke var populært.
Socialdemokratiet i dag kan lære af, hvorledes Thorning ikke lod sig slå omkuld af Dansk Folkepartis og Enhedslistens opportunistiske, romantiske og nationalchauvinistiske kampagne.
Kampen om dansk Europapolitik er en kamp om Socialdemokratiets sjæl. I den selvransagelse, som på et tidspunkt må komme i partiet efter valgnederlaget sidste år, bør udviklingen af en positiv og aktiv socialdemokratisk Europapolitik stå højt på dagsordenen.