Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rusland er ikke Danmarks ven

Foto: ALEXEI DRUZHININ. Fold sammen
Læs mere

For nylig mødte jeg efter et foredrag på et gymnasium en ung mand i en T-shirt med den kyrilliske forkortelse for Sovjetunionen, CCCP, på. Jeg måtte venligt forklare ham, at jeg håbede, at hans tøjvalg var et udtryk for en afgrundsdyb uvidenhed frem for noget andet.

Sovjetunionen og dets proselytter i Warszawa-pagten er trods alt de eneste nogensinde, der har haft en plan for Danmarks totale udslettelse – også selvom denne plan heldigvis ikke længere findes.

Danmark har historisk set haft nogle besværlige naboer. Peter d. 3. af Rusland planlagde i 1762, at Danmark skulle ophøre med at være en nation. Det var han desværre ikke ene om at mene.

Hitler og en håndfuld svenske konger har arbejdet for, at Danmark ophørte med at være en selvstændig nation. Det gør de glædeligvis ikke længere.

Islamisk Stats planer for Danmark er i skrivende stund lettere uklare, men de færreste forventer, at de vil os noget godt. Meget tyder på, at truslen herfra fortsat vil bestå af de tabere, der vil begå terror mod os for at fremme det døende Kalifat. Det vil sikkert fortsætte, så længe ortodoks islam har tilhængere.

Gennem hele Fædrelandets historie har vi med blandet held forsøgt at orientere os i en verden, hvor ydre og indre fjender har virket mod os. Sverige og Tyskland har vi opnået et permanent godt samarbejde med, hvilket er en af hovedårsagerne til, at vi stadig eksisterer som nation. Hvis man kunne vise vores nuværende forhold til vores naboer til danske regenter fra 1500-tallet og frem, ville de sikkert have rigtig svært ved helt at tro det.

Rædselsregimet Sovjetunionen, der blev et produkt af Den Russiske Revolution i 1917, har Vesten og Danmark været på kollisionskurs med især gennem Den Kolde Krig. Russernes eksterne trussel i perioden er den, man ofte fokuserer mest på, men man må aldrig glemme, at man fra Moskva støttede kræfter på vores egen venstrefløj, der agerede som en forpost for Sovjetunionens interesser blandt os.

Med Sovjetunionens kollaps, efter at have trukket det mest blodige spor nogensinde i verdenshistorien efter sig, kunne tanken om, at vi nu også har et godt forhold til vores lidt fjernere nabo i øst foranlediges. Men det er både dumt og farligt at tænke sådan. Rusland er stadig en modpart.

Lytter man til det, der siges mod øst, er det tydeligt, at Rusland stadig opfatter sig selv som vores fjende. Det interessante er, at det ikke længere kun er den yderste venstrefløj, der påstår dette, men at dette synspunkt også har vundet indpas på den populistiske del af højrefløjen, hvor man er begyndt at opfatte Putin som en kristen halvgud, der forsvarer værdier, vi andre for længst har ofret på det kulturradikale alter.

Men man går samme ærinde som venstreorienterede påvirkningsagenter gjorde det under Den Kolde Krig, når man forsøger at tale truslen fra øst ned og opfordrer til samarbejde.

Der siges ofte det samme: at Rusland er for økonomisk svækket til at udgøre en trussel, og at vi i øvrigt har et værdifællesskab med hinanden. Det er nogle barokke argumenter. Rusland har altid været økonomisk svækket, både i sin nuværende form og tidligere, da de var kommunister.

Rusland har altid været dysfunktionelt. Det er russernes vilje til at bruge magt, der gør dem så farlige, ikke deres ringe evner til at opbygge et velfungerende samfund. Og det er aldeles absurd at hævde, at en nation, der aktivt søger at destabilisere allierede, og som har annekteret land i Ukraine og Georgien ved brug af rå magt, er ufarlig.

Der findes ikke venskaber i Ruslands interessesfære, kun interesser, og så længe Ruslands og Vestens interesser er forskellige, må vi fastholde vores bestræbelser på at tøjle Rusland.

Mads Fuglede er USA-analytiker og MF (V).