Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rum til udfoldelse og kreativitet

Manu Sareen: Jeg har med meget stor interesse fulgt debatten om børn og kønsroller, som i tirsdags startede på forsiden af Berlingske.

Foto: Malte Kristiansen. Herbert på treethalvt er tosset med kjoler. Og hans mor og far giver ham lov til at tage kjole på i børnehaven, hvis han har lyst til det. Foto: Malte Kristiansen
Læs mere
Fold sammen

Min mest påtrængende reaktion på debatten er; hvor er det skønt, at en treårig dreng sætter gang i en tiltrængt debat, om de roller og rammer vi hver dag sætter vores børn og hinanden ind i. På den mest naturlige måde udfordrer han os alle sammen. Tak for det.

For det handler om meget mere end en lille dreng i blå kjole. Det handler om de begrænsninger, vi hver dag bevidst - og i nok så høj grad ubevidst - lægger ned over vores børn. Vi kommer med forventninger til, hvad der er en rigtig dreng eller en rigtig pige. Med vores forventninger risikerer vi at begrænse deres måde at møde verden på.

Det står på mange måder i skærende kontrast til, at vi i nutidens samfund taler om, at vi skal leve af kreativitet, nytænkning og innovation. Det giver stof til eftertanke, at vi allerede fra børn er helt små, sætter rammer for dem, som netop handler om at få dem ind i en normalitet, der er nedgroet - fastgroet - og tilgroet. Det er ikke tidssvarende, at vi hænger fast i gamle normer for kønnenes normalitet.

Og det handler ikke bare om det lille barn - om kjole eller ikke kjole. Det handler om, at rammerne for kønnene følger os i livet, ind i uddannelsesvalget og videre ind i de job, vi vælger som henholdsvis mand eller kvinde. Det betyder, at vi i Danmark, hvor vi normalt bryster os af at have ligestilling, stadig har et meget kønsopdelt uddannelsesvalg og et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Det er ikke kun et problem, fordi det giver et meget ufleksibelt arbejdsmarked. Det er faktisk også den vigtigste årsag til, at mænd i gennemsnit tjener markant mere end kvinder.

Det kan ingen være tjent med. Og vi er som samfund ikke tjent med, at vi sætter snærende rammer for noget af det, vi netop siger og mener, vi skal leve af i fremtiden - udvikling og nytænkning. Derfor skal vi turde sætte vores børn fri og lade dem udfolde sig frit. Vi skal give dem frihed og lige muligheder til at udvikle sig til de mennesker, de har lyst til at være.

Jeg tror, at vi så f.eks. ville få flere kvindelige ingeniører og mandlige sygeplejersker, flere fædre på barsel og flere kvinder i ledelse. I dag er billedet, at blot ca. seks procent af de sygeplejestuderende er mænd, og blot ca. 19 procent af de ingeniørstuderende er kvinder. Mænd tager i gennemsnits 7,7 procent af den samlede orlov, og kvinder udgør 6,5 procent af topledelsen. Når piger og drenge, kvinder og mænd i dag meget ofte træffer nogle helt forskellige valg både på uddannelsesfronten, karrierefronten og familiefronten - skyldes det uden tvivl mange gange, at vi gør det, der forventes af os, og det, vi er opdraget til.

Men hvordan sætter vi børnene fri? Vi har alle sammen et ansvar for at tænke over, hvordan vi møder vores børn. Jeg vil som ligestillingsminister også gøre mit til, at personalet i f.eks. daginstitutioner og skoler i højere grad får den viden, og de redskaber, der skal til. Og så kræver det en løbende debat og udfordring af, hvordan vi møder drenge og piger - kvinder og mænd. Den debat har Herbert og hans familie sat i gang på bedste vis.