Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rose – den ensomme frontkæmper

Flemming Rose blev frataget sin ret til at skrive og sige det, han tænkte, endda under dække af at tilhøre et organ, der ser sig selv som ytringsfrihedens frontkæmper par exellence

Halime Oguz. Fold sammen
Læs mere

Jyllands-Posten har siden Muhammed-tegningerne gjort sig til bannerfører for ytringsfriheden, bl.a ved indstiftelsen af ytringsfrihedsprisen, men det viser sig nu, at offentligheden er blevet ført bag lyset. Virkeligheden bag kulisserne var en anden. Daværende kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, der stod bag Muhammed-tegningerne, blev, for at forebygge terrortruslen, holdt i korte tøjler af formand for koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, bl.a. med trusler om fyring. Flemming Rose vedgår sig, at terrortruslen var reel, men han betegner ledelsens reaktion som for vidtgående og hyklerisk. På den ene side slog den sig op på at gå ind for ubetinget ytringsfrihed, på den anden side underkastede den en medarbejder, Rose selv, et strengt censurdiktat.

Som nævnt ofte før, har jeg aldrig været vild med Muhammed-tegningerne. Men for mig kom de ikke til at handle om sårede følelser, derimod om ytringsfriheden som et afgørende princip. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, om de ikke havde bund i virkeligheden. Der går jo ikke røg af en brand, uden at der er ild i den – hvilket være sagt med ALLE de skjulte referencer, der gemmer sig i metaforen brand i denne sag. Det er da således klart, at en kritisk og karikerende presse med rod i oplysningstiden går hårdt til profeten, når hans navn gang på gang misbruges til at begå terror. Muslimerne har åbenlyst et problem dér!

At føje magten er moralsk at praktisere en såkaldt ketman. Begrebet går tilbage til arabisk og betyder hemmelighed, nemlig i den forstand, at man taler magten efter munden, mens man fastholder sin indre opposition. Begrebet optræder i den polske forfatter Czeslaw Milosz’ bog »The Captive Mind« (Det trælbundne sind) og betegner den forstillelse, mange intellektuelle i de tidligere østbloklande udviste for at behage magten (Jvf. Eriksen/Stjernfelt, »De anstændige«). Begrebet begrænser sig ikke til disse autoritære og totalitære regimer, men kan sagtens omfatte den såkaldt frie verden, hvor man tillige kan lyve og spille skuespil for at indynde sig hos magten. Jyllands-Posten plæderede således i realiteten for at praktisere en ketman, idet Flemming Rose i offentligheden skulle finde en bestemt grimasse, der kunne passe.

Man kan på den baggrund spørge, om der er ytringsfrihed i Danmark. Det kan lyde som et ret bombastisk spørgsmål, når man tænker på alt det, man KAN og MÅ skrive og sige her, men spørgsmålet henfører til det dobbeltspil, som Jørgen Ejbøl førte, dels som indstifter af ytringsfrihedsprisen, dels som censurerende indpisker i forhold til Flemming Rose. Flemming Rose blev frataget sin ret til at skrive og sige det, han tænkte, endda under dække af at tilhøre et organ, der ser sig selv som ytringsfrihedens frontkæmper par exellence samtidig med, at den satte mundkurv på sine medarbejdere, og avisen lod i stedet for i praksis voldsmandens veto herske.