Danmark går i brechen for ytringsfrihed i verden. Ja, vi er endda i krig for at fremme bl.a. ytringsfriheden i Afghanistan. Normalt står vore hjemlige politikere i kø for at bakke op om ytringsfrihed i alle dens tænkelige former. Men når det kommer til krænkelsen af en offentlig ansats ytringsfrihed, er der larmende tavst fra politikerne.

Det er ellers sjældent, at politikere forholder sig tavst til noget som helst. Men det er foruroligende, at ingen har kommenteret fyringen af kommunaldirektøren, der i sidste uge blev gået for at sige sin mening. For der er vel ingen, der er i tvivl om, at det var årsagen til kommunaldirektørens fyring. Den udeblevne reaktion kan måske skyldes, at sagen ikke lige lægger op til et hurtigt forbud, eller en mulighed for en ny lovpakke med et fængende navn.

At blive fyret for at sige sin mening er der jo ikke noget nyt i. Overlæge Niels Høiby har sammen med andre gode kolleger sågar skrevet en hel bog om ledende overlæger, der er blevet fyret for at sige deres mening. Bogens noget larmende titel er »Råb op og sig stop!«. Denne opfordring er ikke mindst møntet på hans yngre kolleger.

Med Niels Høibys opfordring i frisk mente satte jeg mig til tastaturet for at skrive et indlæg om visse forhold på de sygehuse, jeg selv som yngre læge har arbejdet på i snart fire år. På sygehusene findes der et udtryk, der beskriver de beslutningstagere, der har stor indflydelse på vores hverdag, men som vi aldrig møder, og som vi aldrig ser i vores hverdag.
Vi kalder dem »Romerne«.

Da jeg sad og skrev mit indlæg, blev jeg pludselig grebet af panik. Hvis en mand som Ingemann Olsen kunne blive fyret for at tale dårligt om almindelige gulvarbejdere i det offentlige, hvad kunne der så ikke blive af min fremtidige karriere, hvis jeg skrev min mening om emner, der måske kunne støde »Romerne«. Nu var det ikke ligefrem paladsrevolutionsstof, mit indlæg var gjort af, men ikke desto mindre blev mine håndflader svedige. Indlægget ville til evig tid ligge på nettet, og en simpel googling af mit navn ville få det til at poppe op i ansigtet på sygehusets »Romere«. Og måske ville det føre til at min ansøgning røg om i bunden af bunken.

Paranoidt? Ja, måske. Men når selv de mest skingre forkæmpere for ytringsfriheden havde forholdt sig tavse i sagen om Ingemann Olsen, hvordan ville de så forholde sig til en stille forbigåelse af en anonym yngre læge?

Jeg endte med at droppe indlægget.