Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rød regering, blå familiepolitik

Søren Hviid Pedersen: Lad os derfor håbe, at borgerlig politik i fremtiden tager sig udgangspunkt i det mest naturlige fællesskab af dem alle, nemlig familien. Det skulle jo nødigt være sådan, at det er den politiske venstrefløj, der skal have patent på at tage vare på kernefamilien!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal altid glæde sig over forbedringer og gode tiltag når de kommer, også selvom det er fra en uventet kant. I dette tilfælde har regeringen reformeret de sociale ydelser således at par, der ikke er gift, men samboende, har en gensidig forsørgerpligt. Dette er et skridt i den rigtige retning. Det er et udtryk for en grundlæggende konservativ indstilling til socialpolitikken. Det er det, fordi det understreger et personligt ansvar for hinanden forstået således, at når man har valgt at bo sammen, så er det et forpligtende fællesskab. Et fællesskab der forpligter, fordi det er indbygget i ægteskabet og ægteskabslignende forhold, at man tager vare på hinanden. Også når man bliver udsat for trængsler og har muligheden for at understøtte hinanden, når der er behov.

Fremtidens borgerlige socialpolitik bør tage sit udgangspunkt i familien, og hvad familien kan gøre for sine medlemmer. Og når det ikke kan lykkes, fordi man af sociale og økonomiske grunde ikke kan gøre det, så er det civilsamfundet, der skal tage over, og kun i sidste instans bør det være staten.

Samfundets urcelle er familien. Familien er det vigtigste fællesskab, det opdrager og kultiverer mennesker til at være sociale og kapable til at leve i fællesskab med andre. Her lærer man de helt fundamentale færdigheder, der, hvis vi var disse foruden, ville betyde, at vi ikke kunne opretholde et godt og sammenhængskraftigt samfund. Civilsamfundet og staten er den naturlige forlængelse af familien, og både civilsamfund og stat ville ikke kunne opretholdes, såfremt vi ikke har velfungerende og understøttende kernefamilier. Hvis kernefamilien skal have en fremtid, bliver vi nødt til at revitalisere denne. En af måderne er at gøre familien mere vigtig i tilvejebringelsen af velfærd.

Den danske kernefamilie skal have sine funktioner og indhold tilbage igen. Vi skal trække velfærdsstaten tilbage fra de familier, der har ressourcer til at passe på sig og sine og i stedet fokusere vores energi og ressourcer på de familier,der ikke kan hjælpe sig selv. Så når vores nærmeste kommer i en situation, hvor de behøver hjælp og familiemedlemmerne har ressourcer til at hjælpe, så er det kernen i borgerlig socialpolitik. Når man myndiggør familien, skaber det forudsætningerne for et godt frit civilsamfund og en stærk stat, der kan beskytte os alle. Det var, hvad den engelske konservative Edmund Burke mente, når han talte om de små platforme, the little platoons, som et samfund består af. Et samfund består nemlig ikke af rodløse individer, eller sociale klasser, der fuldstændig har opslugt det enkelte menneske, nej, et sundt samfund består fundamentalt set af kernefamilier og har som sit udgangspunkt, og sit mål, en bevarelse af kernefamilien. Og dette skal selvfølgelig også afspejles i socialpolitikken og for den sags skyld i andre politikområder. Lad os derfor håbe, at borgerlig politik i fremtiden tager sig udgangspunkt i det mest naturlige fællesskab af dem alle, nemlig familien. Det skulle jo nødigt være sådan, at det er den politiske venstrefløj, der skal have patent på at tage vare på kernefamilien!