Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Robin Hood-metoden

Kathrine Lilleør: »Det største problem er de mennesker fra Nordsjælland, der kommer kørende ind til byen i bil.« Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen var helt klar i mælet, da hun sad i DRs valgudsendelse.

Kathrine Lilleør, sognepræst, ph.D Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt ondt kommer fra Nordsjælland. Der skal være betalingsring om København nu, for de rige nordsjællændere bliver ikke bare hjemme i deres Trip-Trap-stole, men de kører nok så frækt på arbejde i København. Det skal koste dem dyrt, for som hun tilføjede: »Der er penge nok, hvis bare vi deler mere retfærdigt«. En mere retfærdig fordeling er, ifølge Enhedslisten, at de, der tjener over en million, skal betale 10 procent yderligere i skat.

Socialdemokraterne og SF er gjort af mildere stof, de vil nøjes med 6 procent af al indtjening over en million. At det kun vil give statskassen små tre milliarder, er S-SF-Ø tydeligvis fuldstændig ligeglade med. Millionærskat er nemlig ren signalpolitik. Et misundelseskort der trækkes, så kassedamen føler, at man passer på hende. Ved festlige valgmøder svinger de tre partiers kandidater grønne Robin Hood-hatte. Robin Hood’er, der ridderligt lover omfordeling, guld og mere grøn skov. Elegant dækkes der over, at den hårde skatteopkræver dengang som nu er statsmagten. Robin Hood tog fra »de rige«, det vil sige repræsentanter for den kongemagt, der pålagde sine borgere et ekstremt skattetryk.

Den virkelige Robin Hood i denne valgkamp er Liberal Alliance, der som det eneste parti forsøger at støde sin lanse i den altomfattende statsmagt. De høster imidlertid kun forargelse fra stort set alle kanter, selvom ingen for alvor kan argumentere imod partiets forslag om, at private såvel som virksomheder skal have lov at beholde hovedparten af det, de selv tjener, så vi fortsat kan hjælpe dem, der intet tjener. Enhedslistens jantelovs-synspunkter har ikke tidligere fået megen spalteplads i denne avis, men det er altså deres Ecco-sko, en rød regering inklusive de Radikale skal være i, kommer rød blok til magten. Hvordan man fusionerer Enhedslisten med de Radikale i konservativ-light-udgaven, kræver lige så megen fantasi som at forestille sig en hund med øjne så store som Rundetårn.

Margrethe Vestager så da også meget glad ud, da hun gav de Konservative hånden. Forståeligt nok, for her var et håndslag, der også er politisk dækning for. De Radikale har langt mere til fælles med de Konservative end med Social-­demokraterne iført-SF-og-Enhedslisten. Når sådanne R-K-håndslag ikke er blevet givet i stor stil de seneste ti år, har det intet med politik at gøre.

Over år er der oparbejdet en personlig modsætning mellem de førende Venstre-folk og DF-gruppen på den ene side og den radikale folketingsgruppe på den anden. Venstres og DFs iskolde nedladenhed over for de Radikale har sendt frostvinde gennem Christiansborg, og de Radikale har omvendt holdt sig for næsen, når der var en DFer i sigte. Så voldsomme er de personlige modsætninger, at de Radikale nu risikerer at skulle mase sig ned i Enhedsliste-format. Det bliver som kamelen, der vil gennem nøglehullet, lodret umuligt.

Vinder rød blok den 15. september, kan man lige så godt lade valgplakaterne blive hængende. De skal alligevel snart op igen.