Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rigtige mænd overlever ikke

En tough guy viser typisk ikke sårbarhed, går ikke til lægen eller søger krisehjælp. Men gør en ende på det hele, når smerten bliver uudholdelig.

Flest kvinder forsøger selvmord som et råb om hjælp, men flest mænd dør ved selvmord. I 2011 stod mænd for 74 pct. af det samlede antal selvmord. En tough guy viser typisk ikke sårbarhed, går ikke til lægen eller søger krisehjælp. Men gør en ende på det hele, når smerten bliver uudholdelig. Og samfundet opretholder dette kedelige fænomen ved at negligere mandens psykosociale og genetiske udfordringer og vedligeholder forældede forventninger til, hvordan en rigtig mand er.

Jeg glemmer ikke reaktionerne på nyheden om, at den 38-årige forfatter, debattør og forhenværende folketingskandidat for de Konservative, Mads Holger, havde taget sit eget liv. De sociale medier blev »breaket« med opdateringer, der begræd hans død og glorificerede hans liv som et geni, en kriger og en veltalende gentleman med et harem af glamourøse kvinder i Gatsby-party-stil i baggrunden. Men ikke en eneste kunne fortælle offentligheden, hvilke udfordringer han ellers kæmpede med. Var det en affekthandling uden konsekvensberegning, eller havde han planlagt sin afgang og kalkuleret med en eftertids opgradering til legendestatus?

Han skulle jo huskes som »mageløs«, og sådan blev han også omtalt i eftertiden. Der var ikke plads til at beskrive ham som en ganske almindelig fyr, der besøgte sin bedstemor næsten hver dag, som tog ansvar i en tidlig alder og stod på egne ben på trods af en suicidal far, som kæmpede for at finde sin hylde i et hierarki-løst samfund og insisterede på at flygte til en forsvunden tids illusoriske paradis, for at søge væk fra nutidens realismehelvede.

På den måde var han ligeså enestående som den sygeplejerske, der på trods af pressede arbejdsvilkår leverer patientomsorg. Moren til en svær autist, der skaffer sønnen en tålelig hverdag og et socialt netværk. Den nyresyge, der går igennem mange langtrukne timer i dialyse hver anden dag og jobber i mellemtiden. Fabriks-arbejderen, der hver dag i 40 år møder op for at lave monotont arbejde og kommer stolt hjem sidst på måneden med lønsedlen.

Det er problematisk, at vi i vores sociale dynamik dyrker polerede facader uden at have nærmere indsigt i hinandens egentlige udfordringer. At man mest kan mærke sin eksistens i yderpolerne og ikke i hverdagens kompromissøgende ekstremer. At sårbarhed opfattes som en svaghed, der skal overkompenseres, i stedet for at være en styrke, der skal eksponeres. Og at ensomhedsfølelsens vakuum ofte udfyldes af fest, alkohol, ekstravagante vaner og referencer til store tænkere i stedet for jagten på, hvad der gør én inderligt lykkelig. Når hver tredje af os rammes af psykisk sygdom, og der er højere selvmordsrater blandt mænd, er det en samfundsmæssig opgave at sikre lige ad- gang til hjælpeforanstaltninger, og ophæve den psykologiske kønsdiskrimination, så en mands nødråb ikke føles som et maskulint nederlag. Men som en ansvarsbevidst præstation, når han er mest menneskelig.