Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Retur til Blekingegade

Anders-Peter Mathiasen: Jurister og dommere kulegraver nu gåden om Danmarks største forbryderbande, som ikke blev stoppet selvom flere og flere afdelinger af politiet kom til at kende dem. Hvorfor, lyder spørgsmålet?

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I juli 1980 blev den 66-årige bankdirektør Poul Würtzen og hans familie i Glostrup udsat for noget forfærdeligt. Ud af den blå luft dukkede pludselig en håndfuld forklædte mænd op og trængte ind i deres private hjem. De slog det ældre ægtepar i gulvet, bandt Ellen Würtzen og hendes barnebarn Mette på otte år til radiatorer nede i kælderen og tvang bankdirektøren til at køre til Forstædernes Bank for at åbne bankens boks. Ellers ville de skære halsen over på hans kone og barnebarn. Boksen kunne ikke åbnes, kuppet mislykkedes, men sagen blev et de mest voldsomme kidnapningsforsøg, der har fundet sted i Danmark. Det var tæt på at koste fru Würtzen livet.

Officielt er denne kidnapning aldrig blevet opklaret. Men kun officielt! For sagen blev formentlig afdækket allerede kort tid efter af nogle dybt professionelle efterforskere fra Rigspolitiets Rejsehold. De ville have de mistænkte anholdt og afhørt, men Rejseholdets ønsker blev aldrig gennemført. Og Glostrup Politi kom aldrig nogen vegne med efterforskningen, skønt hele opklaringen blev præsenteret for dem på et sølvfad i en 25-sider lang rapport fra Rejseholdet.

Hvorfor? Dette spørgsmål - og mange flere - er nogle af gåderne fra den nyere tids danmarkshistorie, der handler om Blekingegadebanden.

Hvis de to pensionerede ledere fra Rigspolitiets Rejseafdeling, fhv. kriminalkommissær Ernst Søndergaard og fhv. kriminalinspektør Arne Siezing havde behov for det, kunne de i dag stille sig op og prale med, at de afslørede alle medlemmer af Blekingegadebanden, allerede otte år før banden skød en ung betjent i Købmagergade. Men de gamle efterforskere praler ikke med denne sag. For det er en forfærdelig historie, en tragedie, der har kostet menneskeliv. Og dengang blev deres arbejde ikke værdsat, men stoppet. Andre efterforskere har samme kedelige oplevelse: hvis de bare havde fået lov, kunne de have stoppet banden. Men de måtte ikke.

En undersøgelseskommission sidder netop nu i Østre Landsret og prøver at finde ud af, hvad der egentlig skete i affæren om røverbanden, der i 1970erne begyndte at røve penge til den palæstinensiske krig mod Israel, og som mere og mere professionelt plyndrede pengetransporter og stjal millioner af kroner. Med blodet sprøjtende efter sig.

Et element af historien kommer her i kort form: Rigspolitiets Rejsehold blev kaldt til Aarhus i 1980, fordi der fandt sabotageaktioner og brandattentater sted. Både elektronikgiganten IBM, politimesterens private hjem samt det britiske og tyske konsulat blev udsat for brandattentater. Her startede PET og Rejseholdet et unikt og i Danmark sjældent set samarbejde, fordi det hemmelige politi, PET, næsten aldrig arbejdede sammen med det almindelige. Men med udgangspunkt i Aarhus lykkedes det denne særlige efterretningsenhed at finde kontakter mellem danskere og væbnede oprørere fra den irske undergrundsbevægelse IRA, mellem Aarhus og den baskiske separatistbevægelse ETA og til Rote Armé Fraktion i Vesttyskland. Alt sammen med udgangspunkt i Østjylland.

Og via Aarhus fandt politiet også frem til hele Blekingegadebanden, der blev fotograferet og overvåget. Og man fandt frem til toppersoner fra den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP, som dyrkede Blekingegadefolket.

Rejseholdet deltog blandt andet i en hemmelig ransagning mod bandens kernemedlem Niels Jørgensen, hvor de medbragte en af politiets fingeraftrykseksperter.

Men der var ikke et eneste brugbart fingeraftryk fra manden i hele Jørgensens lejlighed. Han gik rundt med handsker i sit eget hjem for ikke at efterlade spor.

Samarbejdet i Aarhus sluttede brat efter seks måneder i sommeren 1981, fordi PET og Rejseholdet blev uenige. Rejseholdet og det åbne politi ville anholde alle de mistænkte og prøve at få dem fængslet. PET ville overhovedet ikke anholde nogen, men fortsætte med at observere de mistænkte. Rejseholdet ville med andre ord fastnagle Blekingegadebandens medlemmer helt tilbage i 1980/81, men de blev sat skakmat af PET. Samarbejdet blev opløst - og ude i Glostrup skete der ingenting i sagen om kidnapning af bankdirektør Würtzen.

Sammen med pensioneret kriminalinspektør Jørn Moos og min kollega, journalist Jeppe Facius, gik jeg for få år siden tilbage i denne sag og interviewede blandt andre en lang række ældre medarbejdere fra kriminalpolitiet - herunder de nævnte efterforskere, Ernst Søndergaard og Arne Siezing fra Rejseholdet. Det blev til bogen »Politiets Hemmeligheder« fra forlaget People’s Press i 2009. Bogen er nu blevet et officielt retsdokument og det var en usædvanlig oplevelse at lave den.

Det er sjældent, man oplever, at dét man hører er lige ved at få ens ører til at falde af. Vi har ganske vist alle vores ører endnu, men nogle oplysninger var faktisk så voldsomme, at vi havde svært ved at tro på dem. Beretningerne fulgte et helt fast mønster: Den ene kriminalbetjent efter den anden kunne fortælle, hvordan de fik mistanke og kendskab til Blekingegadebandens medlemmer efterhånden som de plyndrede og røvede sig op gennem 1980erne. Stadig flere politifolk i og omkring hovedstaden vidste efterhånden hvem Niels Jørgensen, Jan Weimann, Thorkild Lauesen, Peter Døllner o.s.v. var. Altså alle Blekingegadebandens centrale medlemmer. Men røverne blev aldrig anholdt. De blev heller ikke afhørt.

Flere politifolk fortæller, at de søgte hjælp hos PET, men at de ingen hjælp fik. Danmarks største røverbande var ellers i særdeleshed kendt af PET. Men PET gav ikke mange oplysninger fra sig før i november 1988, hvor sagen havde kostet en ung politimand livet. Dette sidder politifolk lige nu og fortæller til kommissionen inde i Østre Landsret.

Noget af det mest gribende ved vores journalistiske møder var, da to granvoksne kriminalfolk med tårer i øjnene fortalte os, hvordan de var blevet truet med fyring fra deres job, da de prøvede at opklare et af bandens røverier, et millionkup der i 1982 fandt sted mod Den Danske Bank i Lyngby og som dengang var det endnu største røveri i Danmark.

»Det er slut, drenge. Vi er blevet ringet op af Justitsministeriet. Og hvis I fortsætter, bliver I fyret,« lød det fra deres overordnede på politistationen.

At politiet blev stoppet af embedsfolk i Justitsministeriet, bliver dokumenteret af samtidige interne skrivelser fra ledelsen i Lyngby Politi.

Noget mere af det meget underlige er, at PET i 1986 vidste at Blekingegadebanden planlagde en stor aktion og at banden derfor var under overvågning, da den i julen 1986 plyndrede Daells Varehus midt i København. Men PET kendte officielt intet til Daells Varehus, da det almindelige politi forgæves søgte at opklare røveriet, der også havde været voldsomt og meget blodigt.

Noget andet gådefuldt er historien om, hvordan det centrale og nu afdøde bandemedlem Niels Jørgensen også i 1986 blev løsladt efter at have deltaget i et avanceret biltyveri på Lobeliavej på Amager. Det var PET, som krævede storforbryderen løsladt.

Disse oplysninger er ikke elementer i en konspirationsteori. Det er hårde, objektive kendsgerninger om underlige ting, der er foregået, når dansk politi prøvede at opklare nogle af de største forbrydelser i efterkrigstiden. Tingene er sket, men hvorfor de er sket, ved vi ikke. Vi mangler forklaringer.

Pensioneret kriminalinspektør Jørn Moos troede, at han vidste det hele. Det ved han i dag, at han ikke gør. Og han trak sig for nogle år siden i protest som næstformand fra det hæderkronede Politihistorisk Selskab, da han havde hørt, hvordan to ledende jurister fra den øverste ledelse af politiet roste hinanden for, at de havde fået brændt mange dokumenter inde fra Justitsministeriet »i tide«. Og det er sandt - hele sagsmapper om ministeriets behandling af Blekingegadebanden er blevet makuleret. Folk, der dengang var unge embedsmænd og sagsbehandlere i ministeriet, er siden avanceret til tunge poster i det danske retsvæsen: landsdommere, en højesteretsdommer, en rigspolitichef, en rigsadvokat.

Ifølge PETs tidligere operative leder Per Larsen er der intet at undersøge, og mange vil nok give ham ret og så er det jo sket for så mange år siden. Men der er også vidner, der nu har besluttet sig for at fortælle, hvad de rent faktisk oplevede. Vi mangler forklaringer. Det er spændende, om Blekingegadekommissionen kan komme med dem.

Lykkes det, vil danmarkshistorien blive skrevet om.