Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Retssikkerhed og frihed ryger ned ad glidebanen

Vi ser nu politikere, der ellers i skåltaler hylder retssamfundet, undergrave det. Man indfører love med tilbagevirkende kraft. Og man overlader det til den udøvende magt (regeringen) at afgøre, hvorvidt den anklagede er skyldig og straffer vedkommende, uden at det forelægges for den dømmende magt.

Det oprindelige »burkaforbud« blev i ligestillingens navn udstrakt til et »beklædningsforbud« - og dårligt var det vedtaget, før nogle begyndte at advokere, at »næste stop« måtte være et forbud imod hovedtørklæder. Sådan går det næsten altid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Rettelse 7. november 2019 kl. 12:00. Denne kommentar indeholdt i første udgave en hypotetisk formulering om, hvordan man skulle reagere, hvis »Zenia Stampe en dag vil fjerne korset fra Dannebrog«. Sætningen kunne læses som en insinuering af, at Zenia Stampe skulle pønse på en sådan plan, også fordi ordet »en« foran Zenia Stampes navn ved en redigeringsfejl var fjernet. Berlingske beklager formuleringen, og kommentaren er nu rettet, så Zenia Stampes navn ikke længere fremgår.

Mindre magtdeling. Love med tilbagevirkende kraft. Skyldig uden dom. Regulering af handlinger uden ofre. Der sker daglige skred i, hvor langt danske politikere er villige til at behandle borgernes frihed og retssikkerhed.

De fleste mennesker indprenter på et tidspunkt deres små børn en simpel, universel regel: Du skal ikke gøre noget imod andre, som du ikke selv vil udsættes for.

Filosoffer har kaldt det for »sølvreglen«, og det burde for de fleste børn og voksne være et let princip at efterleve - meget enklere end at skulle behandle alle, som man gerne selv vil behandles. Det første kræver nemlig blot, at man lægger bånd på sig selv og lader være.

Det er også et sundt princip: Levede alle efter det, ville børnene ikke slås i skolegården, eller tage hinandens ting, eller behandle deres kæreste skidt. Samfund, der efterlever princippet, er generelt mere civiliserede, mere fredelige og mere velstående.

Det gennemførte, logiske alternativ, hvor alle behandler alle andre alene som midler, var den situation, filosoffen Thomas Hobbes beskrev i »Leviathan« (1651): En »naturtilstand« karakteriseret ved at være alles kamp mod alle.

Netop derfor har princippet også, eksplicit eller implicit, været en slags rettesnor i den grundlovstænkning, der i århundreder har domineret de fleste liberale demokratier i Vesten. De klassiske frihedsrettigheder: Retten til ikke at blive dræbt eller frataget sin ejendom, ytrings-, tros- og forsamlingsfrihed. Retssikkerhed forstået som en grundlæggende ret til at blive behandlet lige for loven, at loven ikke håndhæves vilkårligt, og at retshåndhævelsen sker med udgangspunkt i klar og forståelig lovgivning. At lovgivning skal være så generel og så lidt indgribende som muligt. Magtdeling hvor det ikke er de samme, der bestemmer, hvad loven er, håndhæver den, og fælder dom om, hvem der er skyldige i at bryde den.

Men på den front er der de senere år sket et voldsomt skred herhjemme. Vi ser nu politikere, der ellers i skåltaler hylder retssamfundet, undergrave det. Man indfører love med tilbagevirkende kraft - hvor man straffer mennesker for noget, der ikke var ulovligt på gerningstidspunktet, eller hvor straffen var en helt anden.

Man overlader det til den udøvende magt (regeringen) at afgøre, hvorvidt den anklagede er skyldig og straffer vedkommende, uden at det forelægges for den dømmende magt. Dermed bryder man princippet om magtdeling og ånden i grundloven.

»Vil man fjerne religiøse symboler fra »det offentlige rum«, kan man dårligt være principfast, hvis andre en dag vil fjerne korset fra Dannebrog.«


Tilmed hastes megen lovgivning igennem, også på så fundamentalt et spørgsmål som statsborgerskab. I modstrid med normal praksis - og i strid med princippet om, at alle bør kunne lære et lovforslag at kende og kommentere det.

Og oveni alt det, går der ikke en måned, hvor hegnspælene ikke flyttes for i hvor stor detailrigdom, politikerne regulerer borgernes liv - fra hvad de spiser til hvordan de går klædt.

Alle - til højre og venstre - burde imidlertid stille sig selv dette spørgsmål, når man fremsætter et forslag om at begrænse nogens frihed eller indskrænke retssikkerheden: Ville jeg også uden videre acceptere, at mine værste politiske modstandere brugte samme logik og samme redskaber mod mig? Det bliver uvilkårligt svært at argumentere overbevisende og principielt for, at andre ikke må det, man selv synes er en acceptabel praksis.

Så de, der f.eks. vil detailregulere menneskers påklædning i det offentlige rum, har nu spillet sig et kort af hånden den dag, hvor f.eks. radikale muslimer marcherer med krav om, at kvinder skal være tækkeligt påklædt. Vil man fjerne religiøse symboler fra »det offentlige rum«, kan man dårligt være principfast, hvis andre en dag vil fjerne korset fra Dannebrog.

Ligeledes med hastelove, administrative domme, love med tilbagevirkende kraft o.s.v. Hvis børnehavebørn kan praktisere »sølvreglen«, burde man også forvente det af politikerne.

Læg dertil glidebanen: At et indgreb på ét område sætter præcedens og muliggør andre eller mere drakoniske indgreb senere. Da politikerne i 1976 - mod Radikale og borgerlige protester - gjorde sikkerhedssele lovpligtigt for bilister, tog man et stort skridt ud over den kant, der hedder at detailstyre folks liv »for deres egen skyld«. Derfor gik der ikke mange år, inden de samme partier, der havde været imod, udvidede kravet, og siden er det brugt som argument for regulering af alt mellem himmel og jord.

Det gælder også nu. Det oprindelige »burkaforbud« blev i ligestillingens navn udstrakt til et »beklædningsforbud« - og dårligt var det vedtaget, før nogle begyndte at advokere for, at »næste stop« måtte være et forbud imod hovedtørklæder. Sådan går det næsten altid.

Undtagelser bliver til hverdag, og en abstrakt »Rigets sikkerhed« misbruges som et tryllegreb til at trumfe ethvert andet hensyn.