Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Retssag for skatteborgernes skyld

Thomas Ilsøe Andersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en kommentar i Berlingske 14. maj fortsætter Peer Kølendorf sin personlige vendetta mod Kammeradvokaten. Metoden er til stadighed at fremsætte urigtige påstande om forløbet i en erstatningssag, som Kammeradvokaten på vegne af Skat førte mod Peer Kølendorf.

Kølendorfs påstand bliver ikke rigtig af at blive gentaget. Men for ikke at skabe tvivl om borgernes retssikkerhed skal påstandene ikke stå uimodsagt.

Kølendorf var direktør, bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i virksomheden Comitel, der i perioden november 2003 til november 2004 var en aktiv deltager i – og en forudsætning for – danmarkshistoriens største momskarrusel, kaldet »Gul Feber«. Statskassen led et tab på 144 millioner kroner, da Comitel fik et uberettiget momsfradrag som led i svindelen. Og Kølendorfs højre hånd i selskabet fik en ubetinget fængselsstraf på fem år.

Det var Skats og Kammeradvokatens opfattelse, at man ikke kan sidde som direktør i en lille virksomhed med kun fem ansatte, der forvolder så stort et tab, uden at der burde være alarmklokker, som ringede om, at momssvindelen foregik. Alternativt havde man i hvert fald forsømt sin pligt til at organisere selskabet forsvarligt.

Peer Kølendorf har fremført, at sagen blev anlagt for at ruinere ham. Men det er åbenlyst for enhver, at sagen blev anlagt for at få kompensation for det betydelige milliontab som Skat – og dermed skatteborgerne – led i forbindelse med »Gul Feber«.

At sagen blev tabt for Højesteret er ikke det samme som, at der ikke var grundlag for at føre sagen for derved at få en retlig vurdering af, om Peer Kølendorf havde levet op til sine pligter som direktør og bestyrelsesmedlem. Skat vinder 80-90 procent af sine sager, men kan og skal ikke vinde dem alle.

At en ankesag kan få et andet udfald end i førsteinstansen er heller ikke usædvanligt. Det seneste eksempel er sagen om Andelsboligforeningen Duegården, hvor Højesteret nåede til et andet resultat end Østre Landsret.

Kølendorf-sagen blev tabt, fordi Højesteret ikke fandt beviserne stærke nok. Men der er ingen støtte for Kølendorfs kritik i hverken Landsrettens eller Højesterets domme

Kammeradvokaten har aldrig rådgivet Skat til ikke at få sat en stopper for momstabet i forbindelse med svindelen. Men vi har rådet Skat til, at man ikke kan tilbageholde negativ moms fra lovlige handler uden sammenhæng med svindlen.

Kammeradvokaten har heller aldrig benægtet eksistensen af interne mødereferater hos Skat. Den slags eksisterer selvsagt i en sag af denne størrelse, men skal kun fremlægges, hvis en dommer bestemmer det. Det kunne Peer Kølendorf have bedt retten om, men det skete ikke.

Det har naturligvis været belastende for Peer Kølendorf at være genstand for en langvarig retssag. Det har vi forståelse for. Men læserne har krav på en mere nuanceret fremstilling af sagen og en forvisning om, at borgernes retssikkerhed ikke bliver krænket.

Og så har de ikke mindst krav på, at staten naturligvis ikke lægger sig fladt på maven, når den snydes for 144 millioner kroner.