Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Retsopgør om udlændinge er en bombe i den danske EU-debat

En aktivistisk domstol undergraver dansk udlændingepolitik med hjælp fra politisk korrekte eurokrater. Det kan blive historien om en kommende EU-dom.

Pierre Collignon Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Sagen handler om et tyrkisk ægtepar, der må være forbundet af dyb kærlighed, af skæbnen...eller af noget mindre romantisk.

Det sidste vender vi tilbage til. Først skal vi forstå, hvorfor de to tyrkeres kærlighedsliv har sat Christiansborg i alarmtilstand. Deres sag er på vej til afgørelse ved EU-Domstolen, og hvis de vinder, vil det reelt betyde, at Danmark har givet ulovligt afslag på familiesammenføring i op mod 8.000 sager om herboende tyrkere.

Dermed vil sagen også virke som en bombe i den politiske debat, måske lige op til et folketingsvalg.

Vi har i løbet af de seneste to år set opbakningen til EU stige, men sagen om de tyrkiske familiesammenføringer kan vække gamle traumer i den danske Europa-debat ved at sætte et følsomt spørgsmål på spidsen: Hvor meget kan Danmark selv styre indvandringen til landet?

Når så mange danskere er glade for, at Danmark har et retsforbehold i EU, handler det i høj grad om, at de vil have lov til at føre en mere selvstændig kurs på udlændingeområdet. Striden om tyrkiske familiesammenføringer er imidlertid ikke omfattet af forbeholdet, da den er opstået på grund af den associeringsaftale, som siden 1963 har reguleret forholdet mellem EU og Tyrkiet.

Associeringsaftalen sikrer tyrkiske statsborgere rettigheder, som kan minde om EU-borgeres, og i 1980 slog en tillægsaftale fast, at tyrkiske arbejdstagere ikke måtte få forringet deres vilkår på arbejdsmarkedet i europæiske lande. Den såkaldte »stand still«-klausul er centrum for striden: Hvor mange rettigheder kan den sikre tyrkiske arbejdstagere i EU?

Da de første klagesager nåede domstolen i Luxembourg, lød fortolkningen, at »stand still«-klausulen kun omfattede forhold, som direkte havde med arbejdsmarkedet at gøre. Men i løbet af de næste 20 år nåede Domstolen i flere domme frem til, at tyrkiske arbejdstagere også skulle have deres ret til familiesammenføring beskyttet af »stand still-klausulen«.

Den ændrede praksis er hovedårsagen til, at juridiske eksperter spår, at Danmark er på vej mod et nederlag. Politisk vil den også få betydning: EU-kritikere vil kunne pege på, at EU-Domstolen har ændret retstilstanden gennem en dynamisk fortolkningspraksis, og så er spørgsmålet: Er det demokratisk og legitimt?

Den danske regering har i sagen forsøgt at argumentere for, at de danske regler om familiesammenføringer var nødvendige for at sikre bedre integration. Afslaget til det tyrkiske ægtepar blev givet med henvisning til det tilknytningskrav, som var en hjørnesten i dansk udlændingepolitik fra 2003 til 2017.

Den danske regering har fremført, at det var i orden at indføre tilknytningskravet, selv om det stred imod ånden i »stand still«-klausulen, fordi det var begrundet i et »tvingende alment hensyn«, nemlig integration.

»Hvis Danmark taber sagen, vil danske EU-tilhængere få svære forklaringsproblemer. «


Her kunne man så have håbet, at EU-Kommissionen ville hjælpe et medlemsland i nød, men der er sket lige det modsatte. Kommissionen har kastet sig ind i sagen på klagernes side med det argument, at begrænsninger i retten til familiesammenføring slet ikke kan siges at hjælpe på integration. Tværtimod vil en tyrker bosat i Danmark falde hurtigere til, hvis han eller hun får lov til at nyde et retten til familieliv i Danmark.

Den logik strider mod den forståelse af integration, som de fleste danske politikere i dag er enige om. Herhjemme er der bred konsensus om, at det kan være en forhindring for en vellykket integration, hvis indvandrere generation efter generation bliver ved med at hente ægtefæller i deres oprindelige hjemland.

Nogle vil sige, at Kommissionen her er fanget i en politisk korrekt anakronisme om integration, som er overhalet af den politiske virkelighed i mange medlemslande, men det ændrer ikke på, at Kommissionens vurderinger kan veje ind i sagen – og gøre et dansk nederlag mere sandsynligt.

Gift, skilt, gift igen

Så alt i alt: Hvis Danmark taber sagen, vil danske EU-tilhængere få svære forklaringsproblemer. Man vil med rette kunne spørge: Hvorfor de ikke gennem årene har været mere kritiske over for EUs aftaler med Tyrkiet? Og hvorfor har de ikke været bedre til at sætte grænser for EU-Domstolens aktivistiske linje?

Den debat bliver ikke let. Slet ikke, når man går i ind i substansen af den konkrete sag. Historien er, at det tyrkiske par blev gift første gang i Tyrkiet i 1983. Efter at have fået fire børn, blev de skilt i 1998. Manden giftede sig så med en anden kvinde bosat i Danmark og fik selv ophold her. Da han havde fået bragt sine fire børn fra det første ægteskab til Danmark og også selv opnået varig opholdstilladelse i kongeriget, blev han i juni 2009 skilt – og to måneder senere gift igen. Med sin første tyrkiske kone, som han så forsøgte at få familiesammenført til Danmark.

Dette »gift, skilt, gift igen«-mønster kan genfindes i 22 ud af 25 tyrkiske klagesager, som Udlændinge- og Integrationsministeriet modtog i perioden 2014-2017. Det kan ligne en finte for at omgå danske udlændingeregler, men skal man tro parrets advokater, bør det ikke diskvalificere dem fra retten til familiesammenføring.

»Hvis denne kæde af begivenheder faktisk har været tilsigtet,« skriver advokaterne i et svar til EU-Domstolen, viser det netop, at parret gennem mange år har »kæmpet for en dag at kunne flytte sammen til Danmark,« og at de derfor må være topmotiveret for at blive integreret.

En særpræget logik, som næppe vil vinde stor politisk opbakning i Danmark. Mit bud vil være, at mange danskere tværtimod vil se den mulige finte som en kilde til yderligere utilfredshed over en dom, der går Danmark imod.