Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Retsgaranti og »rene« atleter

»Giver vi ikke atleter adgang til idrættens fornemste stævne, hvis de overholder reglerne, begår vi et overgreb.«

26DEBCHRISTIANW-LARSEN-1520.jpg
Christian W. Larsen Fold sammen
Læs mere

Berlingskes sportsredaktør Morten Crone Sejersbøl har kasseret IOCs beslutning. »IOC har i handling, om end ikke i ord, blåstemplet statsorganiseret doping i et af verdens største lande.«

Det drejer sig om, at IOC, der som bekendt ejer De Olympiske Lege, lader de enkelte internationale specialforbund afgøre, om russiske idrætsudøvere må deltage i OL i Rio medio august.

Er det nu så klogt af redaktøren? Han er i hvert fald i strid med den retspraksis, vi hylder, og som også er en del af det Fair Play-begreb, som IOC er og bør være garant for.

Kollektiv straf er, uanset hvor stærkt McLaren-rapporten dokumenterer den russiske stats dopingpraksis, det absolut alvorligste og sidste skridt, oplyste og civiliserede samfund bør gribe til. Det krænker enhver form for tro på, at man er uskyldig til det modsatte er bevist.

Hvis der er små 400 russiske atleter, som er kvalificeret til Rio, er det indlysende, at ikke alle er en del af det russiske dopingprogram. Nogle er endvidere testet af internationale laboratorier, som vi burde have tillid til. Giver vi ikke atleter adgang til idrættens fornemste stævne, hvis de overholder reglerne, begår vi et overgreb, der torpederer det retssamfund, vi bygger »ordentlige« samfund op omkring.

Det er også det, IOC-præsidenten siger, og det udlægges som ansvarsforflygtigelse og det, der er værre. »IOC viser frygt, svaghed og afmagt« ved ikke at udelukke de russiske atleter kollektivt, skriver Morten Crone Sejersbøl. Motivforskning siger ofte mere om forskeren end det, han påstår at adressere. Men hvis ikke, man tror på IOC-præsidentens forsvar for retsgarantier, er der rigeligt med andre hensyn, der er valide.

Juraen eksempelvis. Hvis atleter følger deres specialforbunds krav, lader sig teste af internationalt anerkendte laboratorier og fremstår som »rene«, er en IOC-udelukkelse let at vinde i en retssal.

Samtidig vil en kollektiv udelukkelse smadre hele det antidoping-arbejde, som IOC’s specialforbund, WADA og sportsdomstolen CAS, er i gang med. Hvis ikke man tror på, at internationale laboratorier er i stand til at teste atleter objektivt, falder antidoping-arbejdet fra hinanden.

Nu er McLaren-rapporten et frygtindgydende dokument, og naturligvis skal den sætte sig spor – læs have konsekvenser. Men mine over 35 år inden for journalistik får alligevel mine alarmklokker til at bimle.

Hvorfor offentliggøres den så sent, at stort set alt andet end en IOC-sanktion forekommer illusorisk? Rapporten er næppe blevet færdig og offentliggjort, så snart sidste punktum er sat. »Systemet« må have kendt til rapporten i månedsvis, når det er en WADA-mand, der står i spidsen for rapporten.

Men også den slags spekulationer er motivforskning og derfor uinteressante. Tilbage står, at vi skal værne om de retsgarantier, der sikrer, at rene atleter får adgang til De Olympiske Lege.

At vi hele tiden skal skærpe opsynet, kontrollerne og udvikle arbejdet for en ren sport er noget helt andet. IOCs system er langt fra perfekt, men indtil IOC-præsident Thomas Bach afsløres som fedtet ind i miseren, bør hans foreløbige arbejde for at rydde op i IOC nyde respekt.

Det betyder ikke, at vi skal sætte kikkerten for det blinde øje. Det betyder, at vi anvender de retsgarantier, vi tror på, over for alle mistænkte. Om de kommer fra Rusland, Nordkorea eller andre lande, som vi per automatik lægger for had, spiller ingen rolle.