Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

RetfærdigeJohanne

Sørine Gotfredsen: Her cirka to måneder efter regeringsskiftet står det klart, hvor vigtigt det er at kende til en politikers menneskesyn. Ikke mindst fordi vi for tiden har en politiker iblandt os, der fremstår så styret af sin tro, at hun måske end ikke selv kan gennemskue sin dogmatik.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Generelt ligger visse træk fast angående politisk tænkning og menneskesyn. Man kan som udgangspunkt gå ud fra, at den konservative tankegang grunder i en vis skepsis over for menneskenaturen, idet den iboende selviskhed ses som et givent vilkår. Alt imens den mere humanistisk kaldede tilgang repræsenterer troen på, at mennesket i de rette rammer glad vil give til fællesskabet.

Siden magtskiftet har vi oplevet en kvinde, der som en humanistisk frelserskikkelse præger billedet. Når Johanne Schmidt-Nielsen træder frem med sin hvide skjorte og klare blik, udgør hun arketypen på en politiker, der ved, hvad det gode er. Hun har hurtigt tillagt sig en næsten from attitude båret af en konstant ulmende indignation og et klart ønske om at skabe retfærdighed på jord.

Enhedslistens bannerfører er på moralsk mission, og den, der er det, har ekstra pligt til at indvie omverdenen i sit syn på det menneskelige. Hvordan man for eksempel opfatter begreber som selvopholdelsesdrift og kynisme. Sandsynligvis vil Schmidt-Nielsen udnævne kapitalister og bankdirektører som bærere af det destruktive, men vi beder ikke her om en beskrivelse af samfundsklasser. Men derimod af individer.

Vi beder hende overveje, om ikke enhver har mulighed for at falde og udnytte andre. Hvor svært netop dette er for hende blev synligt, da hun forleden blev konfronteret med en drabelig kurve, der viser, at mange afholder sig fra at arbejde i netop den tid, dagpengene varer. Hvorved Schmidt-Nielsens ønskede forlængelse af dagpengeperioden jo kan betyde, at nogle blot lader sig forsørge endnu længere. En sådan statistik udfordrer stærkt Johanne Schmidt-Nielsens livssyn og behov for at se det svage menneske som basalt set godt. For uden den tro på uskylden i det definerede offer, vil Schmidt-Nielsens mission falde til jorden. Der skal være nogen at redde, og de skal være værd at redde.

Johanne Schmidt-Nielsen er vokset til et slående eksempel på nødvendigheden af at kende til politikernes tanker om det menneskelige, der løber som en strøm gennem deres holdninger. Hvad man dog ikke kan vide - og slet ikke med en politiker så ung som Schmidt-Nielsen - er, om hun selv forstår tilstanden. Om hun er sig bevidst, hvor meget hun dyrker det udnævnte offer som rent og uselvisk, mens de egoistiske træk mere tilregnes den, der fremstår stærk og selvstændig. Og hvor meget hun på den måde næsten skematisk kan skelne mellem gode og slette mennesker. Men med tanke på morgendagens evangelietekst om verdensdommen og fårene og bukkene, aner man, at den, der kommer tættest på rollen som himmelsk overdommer i dansk politik, er kvinden i den hvide skjorte.

Hende, der stiller den svage og renhjertede i modsætning til bankdirektøren, der må ses som prædestineret som den største synder. Hende, der på retfærdighedens mission må fastholde en virkelighed, hvor de, der skal reddes, ikke kan mistænkes for at være blandt dem, der skraber skruppelløst til sig. Selv om al erfaring viser, at til dem hører vi alle.