Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rend mig i speltheden

Eva Selsing: Kampen om moderskabet står mellem karrierekvinder og deres tankespind. Det er et symptom på tidens selvrealiserende narcissisme - hvem er bedst, og hvem er mest tydeligt noget for sine børn? Ingen spørger, hvad der er bedst for børnene.

Et afgørende element er helt fraværende i debatten: hvad med ungerne? Hvad har de godt af? Er vi helt og aldeles sikre på, at lange dage væk fra hjemmet helt ned fra 6-månedersalderen, er ubestridt godt? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg må, som hjemmegående mor - jeg kan ikke gennemskue, om jeg er i spelt-kategorien eller ej - give Nørmark ret. Ethvert synspunkt, der anfægter selvrealiseringsnormen mødes med lige dele afsky, nedladende undren og anklager om alt fra kødgrydepasning til manglende søsterskab og kvindeundertrykkelse. Det er stadig et stort tabu at betvivle det udelt gode i karrierefamiliens helligste køer: selvrealisering og børneinstitutioner.

Blandt de mange karrierekvinder, der høres i medierne, er Mette Mølbak, som 27. januar er opbragt over Nørmarks kronik. Mølbak er i sit svar tilsyneladende træt af, at debatten er fordrejet, og ærgrer sig over alt det, den kunne handle om - »i stedet for at kaste med dårlig samvittighed og prøve at afgøre, hvem der har retten til at kalde sig en god mor.«

Mette Mølbak har - formentlig uden helt at vide hvordan - ret i sin iagttagelse: debatten om familieliv, karriere og institutioner handler i dag primært om moderskabet som identitetsgiver. Børn indtræder på lige fod med en række andre jeg-markører, herunder særligt karriere og, for nogle, anti-spelthed. Det er vigtigt at være mor på den rigtige måde, og her bliver speltmonsteret relevant: Karrierekvinderne peger fingre af den imaginære fjende, som repræsenterer en forkert eller reaktionær måde at være mor på. Og som truer med at udradere den anden primære jeg-faktor, nemlig karrieren.

Det handler, med andre ord, om mødrenes selvforståelse. Om deres selvværd og livsvalg. Hvilket jo ikke er ringe sager at beskæftige sig med. Men i en bredere familie- og samfundsmæssig kontekst fremstår det næsten pinligt narcissistisk. I hvert fald eet afgørende element er helt fraværende i debatten: hvad med ungerne? Hvad har de godt af? Er vi helt og aldeles sikre på, at lange dage væk fra hjemmet helt ned fra 6-månedersalderen, er ubestridt godt? I dag fremhæves det ofte, at det er for børnenes egen skyld, at de sættes i institution. De skal ’socialiseres,’ så de ikke bliver mærkelige enspændere. Hvilket, når man tænker over det, virker utroligt. Har et etårigt barn virkelig brug for at ’socialisere’? Har det mere brug for at sidde i en larmende institution end at være hjemme i trygge omgivelser, med ro og nærhed?

Man skal da heller ikke grave særlig længe i institutionernes historie for at finde ud af, at det slet ikke var for børnenes skyld, at de blev oprettet. Det var for at få mor ud på arbejdsmarkedet. Børnenes interesser blev trumfet af et bredere samfundsmæssigt behov. Et behov, som på godt og ondt er blevet dækket. Det gode er naturligvis, at så mange flere kvinder har flere og bedre muligheder, end de havde før. Det mindre gode er, at hverdagen for de fleste familier er meget svær at få til at hænge sammen. Fordi både mor og far har arbejde, som skal passes. Hvilket vil sige, at børnene tilbringer megen tid udenfor hjemmet - selv i de helt små år. Med alt hvad dertil hører for den enkelte familie i form af stress, logistik og mangel på tid, ro og nærhed. Nogle løser dette på en måde, der virker for dem, men det kan ikke undgå at påvirke langt de fleste - både barn, voksen og familie som helhed.

Og når det nu har så stor betydning for såvel børn som forældre, hvorfor er det så karrieremødrenes - og spelt-dittoerne, så vidt de overhovedet findes - identitetsfølelse, deres moderskabsstatus, vi bliver ved med at diskutere? Hvorfor taler ingen om konsekvenserne for barn og familie af forældrenes valg? Hvorfor denne navlebeskuende tilgang til et så vigtigt emne?

Måske fordi barnets vilkår er et af de få tilbageværende tabuer i den evige tomgangsmaskine, vi kalder kønsdebatten. Det er ikke mærkeligt, eftersom en del af feministernes erklærede mål var at opløse kernefamilien og lade børnene opdrage efter feministisk korrekte, pædagogiske principper. Barnet er her blot et redskab til at nå et større samfundsmæssigt mål. Det er dog noget tid siden, at disse røster var dominerende (selvom de stadig hvisler i ny og næ): i dag er det ikke de tunge, ideologiske overvejelser, der præger moderskabsdebatten. Det er snarere en udløber af senmodernitetens individualistiske selvrealiseringsshow: man vil være både mor, karrierekvinde på fuldt drøn og have samfundets anerkendelse for at gøre begge dele fremragende. Hvilket sådan set ikke er uforståeligt. Det er bare ikke særlig realistisk. Problemerne med at få hverdagen til at hænge sammen, oveni den dårlige samvittighed over at være væk fra børnene, viser, at mange mødre kører sig selv trætte i forsøget på at få alle tre ting.

Og det er vitterlig ikke særlig kompliceret, hvis man tænker over det: alt andet lige er det bedre for det helt lille barn at være hjemme med mor end ikke. Alt andet lige er det bedre for den helt lille at have en overskuelig hverdag med få, kendte kontaktpersoner, end det modsatte. Alt andet lige er mor og far de bedste til at opdrage og elske deres barn - også i dagtimerne mandag til fredag. Er det så kontroversielt at erkende?

Mens alle identitetsmødrene fro diskuterer, hvordan de gerne vil opfattes og anerkendes af samfundet, er der ingen, der spørger til børnene. Det skulle alle parter i debatten, reelle som fantasibårne, tage at forholde sig til.