Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rend mig i sammenhængskraften

Arne Melchior: Ordet sammenhængskraft bruges især af personer, der taler meget om integration, men som i virkeligheden mener assimilation. At overholde lovene og tage hensyn til næstens fred - det er integration. At følge andre menneskers skikke - det er assimilation. Det sidste er for meget forlangt - og både hensigts- og meningsløst.

Hvor stor en trussel kan signaler fra de knap nok 4 procent af befolkningen, som muslimer udgør i Danmark, mon være for vores ’sammenhængskraft’, hvis vi i øvrigt selv er opmærksomme på og nænsomme over for vore egne skikke og værdier? Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er dukket et nyt ord op i vort sprog. Det hedder: ’sammenhængskraft’. Hvordan hænger det nu sammen? Det er et meget specielt sammensat ord. At det er nyt fremgår af, at det slet ikke optræder i Nudansk Ordbogs udgave fra 2008.

Man møder dette ord stadig oftere i den livlige debat om relationerne mellem forskellige grupper af borgere i Danmark. Det benyttes næsten udelukkende af debattører, der lægger stor vægt på, at herboende mennesker bør tænke, handle og opføre sig ens, så de hænger godt sammen. Altså den højt besungne danske homogenitet.

Disse mennesker taler meget om integrering, men de mener faktisk assimilering. At integrere betyder at tilpasse, hvorimod assimilere betyder at blive ens ( = ligesom). Personer fra andre lande og/eller kulturer kræves at opføre sig præcis som vikingernes direkte efterfølgere. Ikke noget med, at »forandring fryder«.

»Lov er lov, og lov skal holdes«, javel. Det skriver jeg under på. Men jeg skriver ikke under på: »Skik følge eller land fly«. Dette er nok et gammelt udtryk for det nævnte, moderne begreb ’sammenhængskraft’. Der ligger sandelig ikke nogen sammenhængende kraft i at underkaste sig andre menneskers skikke.
Hvis jeg holder landets love, såvel de vedtagne og nedskrevne som de uskrevne love, så bør samfundet ikke kunne stille større krav til mig. At overholde lovene og tage hensyn til næstens fred – det er integration. Men at følge andre menneskers skikke – det er assimilation. Det er for meget forlangt, og det er både hensigtsløst og meningsløst. Det er ikke til fordel for den enkelte eller for samfundet. Hvad man vil spise, hvordan man går klædt, hvilke sange man synger, om man dyrker fitness, dyrker den ene eller den anden slags sport eller slet ingen, om man vil lade sig fotografere fuldt- eller halvt- eller slet ikke påklædt, om man holder sin helligdag på en fredag, lørdag eller søndag, eller man slet ingen helligdag holder, osv. osv. – det skal intet flertal og ingen myndighed blande sig i. Det hører ind under Grundlovens § 71: »Den personlige frihed er ukrænkelig«. Den skylder man ikke sine medmennesker regnskab for.

I USA, som er blandt vor klodes mest opblandede nationer, bor der 300 millioner mennesker. Blandt alle disse amerikanere forholder italienere, spaniere, irere, danskere og svenskere, kinesere, indere og argentinere, muslimer, katolikker, protestanter, jøder, mormoner og hinduer osv. sig i massevis af forhold selvstændigt og individuelt. De følger divergerende skikke og adfærd, uden at det på nogen ubehagelig endsige skadelig måde går ud over den såkaldte ’sammenhængskraft’. Uanset at de praktiserer og værner om et mangefold af nedarvede holdninger og daglige regelsæt, hænger de faktisk udmærket sammen i al deres herlige forskellighed.

Lige børn leger bedst i en række sammenhænge. Men meget ofte er det kontrasterne, der mødes, og den slags møder frembringer i allerhøjeste grad fornyelser og forbedringer.
Modstandere af friheder med hensyn til skik og brug befinder sig på hjørnet af grundlovsbrud. De forklarer, at de frygter ’fremmede signaler’. I Berlingske Tidende skriver Pia Kjærsgaard den 17. februar, at »kulturel samhørighed er en forudsætning for integrationen«, og at uden den »ender vi jo uforvarende i et islamiseret samfund«.

Himmel og Hav! Hvad taler vi om? Jo, der er skoler, hvor man ved hjælp af nogle billige forhæng kan undgå at lade sig se nøgen. Hvem skader det mon? Ligeså er der skoler, hvor et antal elever ikke spiser svinekød. Jamen hvad så med de elever, der er vegetarianere. De spiser jo slet ikke kød. Er det mon forbudt?
Vi har i dette land ca. 2.800 grund- og gymnasieskoler. Hvis der på højt regnet 200 af disse findes børn, der er sky for at vise sig nøgne for hinanden og ikke ønsker at spise kød, tager danskhedens værdier så skade derved?

Muslimernes antal udgør herhjemme ca. 4 procent, og disse følger langtfra alle sammen islamiske regler. Det står altså omkring 96–4 i ikke-islamisk favør. Hvor stor en trussel kan signaler fra de knap nok 4 procent mon være for vores ’sammenhængskraft’, hvis vi i øvrigt selv er opmærksomme på og nænsomme over for vore egne skikke og værdier?

Da jeg gik i skole i 1930erne, var der 6 ugentlige skoledage. Men jødiske elever havde intet besvær med at holde fri på samtlige lørdage og på øvrige jødiske helligdage. Samme personer kunne som værnepligtige fritages for tjeneste på de nævnte dage. Har nogen i vort land mon taget skade af disse ’signaler’? Ikke en dyt.

Inge & Sten Hegeler havde i mange år en avisbrevkasse om seksuelle forhold. Som fast slogan stod der altid øverst på siden: »Lykken er at vide, hvad der er normalt«.

Efter nogle år tilføjede de: »– Og det normale har vide grænser«. Godt sagt.

Lad os værne om normalitetens rummelighed. Vi vil ikke uniformeres hverken i det ydre eller i det indre. Vor egen dejlige kulturarv har heldigvis rigelig plads til at tilstå hinanden retten til at være anderledes.