Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Religionsforskrækkelse

Den ateistiske videnskabsdyrkelse, der opfatter sig som den sande frigørende avantgarde, viser sig at være en indskrænket, totalitær reaktion.

Esben Lunde Larsen, der er blevet videnskabsminister, svarede nej på spørgsmålet om, hvorvidt der for ham var nogen modsætning mellem videnskab og tro. Det har fået et kor af kritikere til at frakende ham al egnethed som videnskabsminister. Efter disse kritikeres mening udelukker religion og videnskab nemlig hinanden.

Tankegangen er langtfra ny. Der er en sekularis­tisk religionsfjendtlighed, der kun kan se religion som tåbelig og uvidende, som en svøbe for verden. Til gengæld anser den den oplyste videnskab for at være den sande velsignelse og videnskabsmændene og -kvinderne for det sande præsteskab. Denne holdning florerede i det gamle DDR. I 1957 hed det i en officiel DDR-tekst – i al sin totale indbildskhed: »Vi tror på menneskehedens udvikling, på at menneskeheden kan og vil kunne erkende alt, og at menneskeheden i sin udvikling kan skabe alt, hvad der er nødvendigt for menneskehedens udvikling. Denne tro på menneskeheden er det, vi har sat i stedet for troen på en Gud«.

Sådan lød det i det ateistiske og »fredselskende« kommunistiske DDR, hvor mange unge også her fra landet drog på sommerlejr for bl.a. at lære politik og religionskritik i de glade 70ere. Religion blev opfattet som et symptom på en sygdom, der skulle behandles, eller et undertrykkelsessystem, der skulle bekæmpes. Mennesket kunne med statens og videnskabens hjælp frelse sig selv og løse alle problemer. Men mens der efter Murens fald har været diskussion om DDRs manglende markedsøkonomi og demokrati, har der aldrig været en tilsvarende diskussion om DDRs syn på religionen og på mennesket. Måske fordi synet i øst og i vest har lignet hinanden for meget på det punkt.

»Verden vil formodentlig engang gøre naturvidenskaben til sin religion«, skrev Søren Kierkegaard for over 150 år siden. Hvilke spørgsmål rejser en sådan udvikling?

Darwin kommer med en antydning. I sin selvbiografi skriver han:

»Indtil 30 års-alderen havde jeg en hel del glæde af poesi, Milton, Byron, Wordsworth og andre, men i mange år har jeg nu ikke mere kunnet udholde at læse blot en enkelt verselinje. Allerede som dreng dyrkede jeg Shakespeare, navnlig hans historiske skuespil, men da jeg for ikke længe siden igen prøvede at læse Shakespeare, fandt jeg ham så utålelig kedsommelig. Jeg har bevaret lidt af min sans for smukke landskaber, men den giver mig ikke mere den udsøgte glæde, som den gjorde engang.« Og han fortsætter: »Min ånd synes at være blevet et maskineri, der kværner almengyldige love ud af store ophobninger af kendsgerninger. Men hvorfor det har bevirket svind i den del af hjernen, der er forudsætningen for de højere inter­esser, kan jeg ikke begribe.«

Darwin taler ikke om, at han har fået en højere bevidsthed, som nogle videnskabstilbedere roser sig af, men han taler om et svind. Hvad er det for et svind, der er tale om? Det er det, der er spørgsmålet.

Vi får ustandselig at vide, at det, vi har brug for, er videnskabelig oplysning, viden baseret på forskning, forskningsbaseret viden. Den kan religionen ikke give os, det kan kun naturvidenskaben, hedder det. Men er det sandheden?

Opstår al forståelse med videnskaberne, eller er der også en før-videnskabelig forståelse? Det mente K.E. Løgstrup. Og der var for ham ingen strid mellem videnskabelig information og det, han kaldte religiøs tydning af en før-videnskabelig forståelse af elementære træk og fænomener i vor tilværelse.

Det var oplysningstidens store fejl at opfatte religion som en måde at forklare og beherske verden på. Gud skulle forklare det uforklarlige. Bevares, det var en uudviklet, primitiv og uduelig måde at gøre det på, som for længst er overhalet af den rigtige videnskab, der nu har overflødiggjort al religion.

Det er denne religionsopfattelse, der er blevet gængs i store dele af offentligheden og har medført en indskrænket opfattelse af religion, hvilket tydeligt fremgår af kommentarerne, som interviewet har affødt. Den ateistiske videnskabsdyrkelse, der opfatter sig som den sande frigørende avantgarde, viser sig at være en indskrænket, totalitær reaktion.

For gudstro er ikke en form for uudviklet, udue­lig og primitiv videnskab. Gudstro er en tro på Guds allestedsnærvær i naturen og i historien. Gud er i det, vi forstår, og i det, vi ikke forstår, i det kendte og i det ukendte som magten til at være til i det, der er til.

Gudstro lever derfor heller ikke i en stadig frygt for videnskabens nye landvindinger inden for f.eks. hjerne- og genforskning eller forskning i liv andre steder i universet, som om de skulle kunne umuliggøre al religion. I den forstand er der ikke konflikt mellem videnskab og religion, men nok mellem fundamentalister af religiøs eller videnskabelig art.