Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Religion er ikke ét fedt

Olav Lilleør, pastor Emeritus. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Når religion i den offentlige debat, bliver gjort til et ’stridens æble’, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for både at elske sin nabo og yde omsorg for ham eller hende. At argumentere for det modsatte er at gå imod både Torahen, Bibelen og Koranens ord, og at gøre det med en af de hellige tekster i hånden, er direkte misrepræsentation.« Citat slut.

Det er et tankevækkende udsagn, som de tre prædikanter Gadegaard, Lexner og Baig her kommer med i en kronik (Berlingske 16. december).

Hele tre verdensreligioner bliver slået sammen og gjort til ét fedt her tæt op mod den kristne jul.

Hvorfor?

Fordi der er »visse« uden navns nævnelse, der i den offentlige debat forsøger »at benægte, nogle endda modarbejde, at Danmark gøres til et multietnisk samfund«.

Det er tydeligt, at de tre prædikanter i kor med alle engle hilser det multietniske velkommen, men det er lige så tydeligt, at hvis det skal lykkes, skal de religiøse konflikter rundt om i verden nedtones.

Det er altså misrepræsentation, kan man forstå på de tre prædikanter, hvis Torahen, Bibelen og Koranen f.eks. drages ind i kampen mellem israelere og muslimer i Mellemøsten. Skønt bosætterne på Jordanflodens Vestbred uophørligt påberåber sig retten til landet, fordi det er givet til dem af Gud. Det Forjættede land.

Er det misrepræsentation, hvis islam nævnes i forbindelse med angrebet på World Trade Center? Skønt alle 21 unge mænd var af saudiarabisk oprindelse og inspireret af Koranen?

Det var misrepræsentation, da den uheldige øksemorder ikke fik slået Kurt Westergaard ihjel, eller da det fummelfingrede postbud ikke fik ram på Lars Hedegaard, skønt begge gerningsmænd, uafhængig af hinanden, må man formode, var inspireret af sharia?

Det, vi skal forstå, ifølge de tre prædikanter, er, at jødedom, kristendom og islam vil det samme, nemlig, at vi skal elske vores næste og være gode ved hinanden.

Det forekommer mig for let, for ikke at sige letkøbt, at kalde det misrepræsentation at dømme muslimske terrorister ude. Som om de har fejllæst Koranen.

Det er selvfølgelig et godt politisk greb at forsøge at udjævne alle religiøse forskelle, hvis man ønsker at fremme det multikulturelle.

Vi kan godt blive enige om, at forskellen ikke går på jøder, kristne og muslimer. Vi er alle mennesker. Men at tilsløre, at der er forskel på jødedom, kristendom og islam, er direkte uhæderligt.

Til sidst blot et enkelt eksempel på, hvad en lovreligiøs, jødisk/muslimsk fortolkning af et enkelt Jesusord kan føre med sig:

»Den, der er ren, skal kaste den første sten,« sagde Jesus til en flok mænd, der stod klar med hver sin sten i hånden. Efter ordlyden ligner det en lovbestemmelse eller anvisning på, hvordan man skal stene utugtige kvinder. Altså ren sharia.

Men det var vist ikke, hvad Jesus mente.

Er det også misrepræsentation at bringe et sådan eksempel frem til belysning af forskellen mellem kristendom på den ene side og lovreligionerne jødedom og islam på den anden side?