Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Amerika er på mange måder som fremmedlegionen. I den berømte legion, som Frankrig bruger til at rydde op, hvor det ser behov, kan enhver udlænding melde sig til tjeneste og blive glemt. Efter et vist antal år kan man få fransk statsborgerskab og det navn, man måtte ønske.
Amerika var den fri verdens leder, fordi, som Ronald Reagan sagde det: du kan aldrig rejse til Italien og blive italiener. Du kan aldrig tage til Frankrig og blive fransk. Men du kan altid tage til Amerika og blive amerikaner.
Det har taget mange år for den venstreorienterede opinion at forstå, hvor stor en præsident han var. Men han havde ret. Også når det kommer til, at det tager længere tid i de europæiske lande at blive integrereret. Danmark er for eksempel ikke et indvandringsland.
Hvor det i Amerika generelt er anerkendt, at indvandring er en af årsagerne til den økonomiske succes i landet, ses indvandring i Danmark mere som en gestus over for dem, der kommer igennem nåleøjet. Deraf også nogle af de integrationsproblemer, vi ser en række steder, og som vi til hudløshed har diskuteret og råbt ad hinanden mere eller mindre højt siden 2001.
Bringer hadet, mørket og racismen tilbage
I den forgangne uge gjorde Trump Amerika til et land som alle andre lande. Først angreb han fire farvede navngivne medlemmer af den amerikanske kongres - alle amerikanske statsborgere - og tilføjede, at de burde rejse hjem, hvor de kom fra. De tre af dem var født i Amerika. Det fjerde medlem var sluppet ud af det somaliske helvede og var som barn blevet naturaliseret i Amerika. Det er selvsagt en betingelse for at være medlem af Kongressen, at man er amerikansk statsborger.
Trump og allierede har siden brugt den taktik at fremhæve, at disse fire er meget venstreorienterede efter amerikanske normer. Det gælder nu også efter borgerlige europæiske. Men sagen er, at det intet har med sagen at gøre. Det er et slet skjult skalkeskjul for at anvende oprindelse og hudfarve i den valgkamp mod præsidentembedet, der fremstår mere og mere uhæmmet og beskidt.
Den uhyggelige kulmination indtraf ved et offentligt møde med Trump i delstaten North Carolina, hvor forsamlingen på flere tusinde begyndte at råbe i kor: »Send hende tilbage, send hende tilbage«. Og den amerikanske præsident havde fremprovokeret det! Han tog det ind, i mange sekunder, mens hans tavs lyttede til forsamlingen. Det var frygteligt at se. For os, der kun har hørt Martin Luther Kings taler og set de sort-hvide billeder fra dengang – hvor ekkoet fra »Jeg har en drøm« og »jeg har været på bjergets top« runger – er det uhyggeligt at se, hvordan mange år i få sætninger kan forsvinde og bringe hadet, mørket og ja, racismen tilbage iblandt os.
Det er en gift, når man ser farven før mennesket. Når man ser etnicitet før mennesket. Afstamningen, som det hedder i Danmarks Riges Grundlov. Og da vi alle er syndere for Vor Herre ved enhver også, at det kan falde svært. Men så må man bekæmpe det med hver en knogle, man har i sin krop. Det er kravet, der følger idealet. Ikke at gøre selve hadet til idealet. Menneske først.
Appellerer til de laveste mekanismer
Den vestlige verden var det første sted, hvor man opbyggede retsgarantier, der hævdede menneskets ukrænkelighed. Det kostede blod, revolution og frygtelige konflikter. Den franske revolution. Den amerikanske uafhængighedskrig. Den amerikanske borgerkrig. Og ultimativt Anden Verdenskrig.
Disse konflikter berørte alle en opfattelse af det enkelte menneskes ret til at være sig selv. Uanset afstamning. Uanset religion. Om det var det franske borgerskabs krav på at blive hørt, de amerikanske kolonisters krav på repræsentation, de sorte i Sydstaterne eller jøderne, sigøjnerne og de handicappede, der blev placeret i de nazistiske udryddelseslejre.
At se den amerikanske præsident appellere til de laveste mekanismer i os er forstemmende. For de af os, der har set Amerika som et ideal, er det værre. Den fakkel, John F. Kennedy talte om, hvor han bekræftede Amerikas lederskab af Vesten som frihedens forsvarer og demokratiets arsenal, brænder ikke længere.
Man kan håbe, at Demokraterne finder en kandidat, der kan slå og overvinde dette mørke. Men Europa må tage bestik af situationen. Kan man tro, at Amerika kan vende tilbage til de idealer, der gjorde Vesten til noget enestående i 250 år? Kan Europa selv sige sig fri for giften?
Rundt omkring ser man valg, der opmuntrer til at tro det. Det skete for eksempel i Danmark. Vælgerne samlede sig omkring midten mod ekstremismen. Det er også sket i andre lande. Grækenland for eksempel, og med valget i Istanbul.
Men det er svært at se, at dette ideal kan opretholdes uden det lederskab, som Amerika har øvet de sidste 100 år. Et lederskab, der tog sin baggrund i netop det syn, Reagan havde om, at det enkelte menneske udgjorde en enorm ressource, der rigtigt sat kunne blomstre og vokse. I disse år består en eksistenskamp, hvor bestemte grupperinger i angst for forandringen vil holde fast i den forfaldne fortid.
Man må aldrig glemme sin fortid. Men man må heller aldrig lade den stå i vejen for fremtiden.
