Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Reintofts svigt

Tom Jensen: Hanne Reintoft føler, at hun har svigtet. Hun, der nok i de fleste danskeres hukommelse mindre huskes som venstrefløjspolitiker end som radiobrevkasseredaktør, der under titlen Hvad er min ret og hvad er min pligt rådgav mennesker med sociale problemer.

Tom Jensen, Chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor denne følelse af svigt? Jo, sagde Reintoft i et stort interview i Jyllands-Posten søndag, samfundsudviklingen har været den stik modsatte af den, hun altid har kæmpet for: »Jeg er fuldstændig forpint over den måde, man taler om de dårligt stillede og over den foragt, der i det hele taget er kommet over for de fattige. ... Jeg synes det er så pinefuldt, at vi er tilbage til at tale om fattigdom som noget selvforskyldt. Vi er faktisk tilbage til den måde, man behandlede de dårligt stillede på i 1800-tallet. Selv i den mørke middelalder blev de behandlet bedre.«

Somme ville mene, at Hanne Reintoft her skulle spise lidt brød til. Samfundets svageste har det objektivt set langt bedre i dag, end de nogensinde før har haft det - i hvert fald, hvis man ser på de materielle vilkår for dem, der har mindst at gøre med. Men det er næppe ydelsernes størrelse, Reintoft sigter til i sin beklagelse over behandlingen af de svage. Det er formentlig den samfundsdagsorden, som er sat gennem de seneste år og i forstærket grad i 2011 og 2012, hvor 50 års entydig socialpolitisk fokus på nyderne - dem der modtager sociale ydelser fra fællesskabet - i nogen grad er blevet afløst af en forståelse for, at der er nogen, der skal yde, før andre kan nyde. Og at passiv samfundsforsørgelse aldrig må være noget selvstændigt mål med socialpolitikken. Jeg behøver end ikke nævne kontanthjælpsmodtageren Carina. Reintoft har på den ene side ret i sin analyse: Noget har ændret sig i samfundsdebatten. Men har hun ret i, at der nu er konsensus om, at fattigdom, social nød og elendighed pr. definition er og må være den enkeltes skyld?

Jeg vil medgive hende, at hvis det når dertil, så har vi et problem. Det gælder også de borgerlige, der har ført an i værdikampen om velfærdsstaten. For hvis det billede står tilbage, at mennesker, der kommer i vanskeligheder, må sejle deres egen sø, eftersom ingen andre kan lastes for deres situation andre end de selv, er også de borgerlige gået galt i byen. Mere galt end de måske selv forestiller sig. For hvor Reintoft nok har spottet en ændret samfundsdebat, så mangler både hun og hendes borgerlige modstandere nogle gange erkendelsen af, at også højrefløjens velfærdsanalyse langt hen ad vejen anerkender samfundets rolle i forhold til det enkelte menneskes situation. Tag eksempelvis en absolut liberal stemme som LAs folketingsmedlem Ole Birk Olesen, hvis bog Taberfabrikken fra 2007 vel i sin inderste kerne bærer det budskab, at det er velfærdssamfundets indretning med umyndiggørelse og klientgørelse, som bærer hovedskylden for ulykkerne i dag, hvor næsten en million lever på passiv offentlig forsørgelse. I virkeligheden er Hanne Reintoft og Ole Birk Olesen enige: Det er også samfundets skyld. I stedet for et enten/eller burde den kølige analyse af velfærdsstatens udfordringer nå frem til, at de udgøres af en kompleksitet af forhold, som systemet har afstedkommet, men naturligvis ultimativt også det enkelte menneskes personlige ansvar for sig selv. Og for det samfund, det er en del af og kan påvirke. Det er vel et mere perspektivrigt udgangspunkt end det ene eller det andet svigt.