Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Reimer Bo: Hvorfor respekterer I ikke fædre?

»Mænd kan være fædre og have fælles forældremyndighed. Men vi er ikke lige i samfundets bureaukratiske slalom.«

Reimer Bo Christensen Fold sammen
Læs mere

Ingen tvivl om, at mænd stadig dominerer i magtens både synlige og usynlige kredse. Og ingen tvivl om, at det bør ændres ved, at ligestillingen fremmes. Her i landet har vi valgt, at ligestillingen skal udvikles med frivillighed. Det betyder, at mine børns oldebørn kan glæde sig over, at begge køn har lige mulighed for sæde og indflydelse overalt. Men sandheden er jo, at hvis politikerne turde. Og aktionærer og medlemmer af foreninger gjorde det, kunne sagen være på plads, inden Lars Løkkes 2025-plan kommer i søen.

Mit ærinde i dag er dog ikke at forsøge at score points som feministisk mand, selv om jeg ser, det lykkes for mange i Sverige, hvor hun og han som bekendt er blevet til hen. Næ, jeg vil benytte lejligheden til at slå et slag for ligestilling på et af de få områder, hvor mænd endnu diskrimineres.

Mænd kan være fædre og have fælles forældremyndighed. Men vi er ikke lige i samfundets bureaukratiske slalom. Så jeg vil forsøge at råbe Kvinfo op. Da de jo ikke længere er et feministisk organ for kvinders berettigede kamp for ligestilling. Nu har institutionen ved hjælp af dygtig bogstavleg formuleret sit navn, så KVINFO betyder: Køn, Viden, INformation og FOrskning. De arbejder for både mænd og kvinder. Til gavn for samfundet, børn og progressive sjæle. Og kun ros herfor!

Som de fleste andre henter jeg eksemplet fra egen baghave. Mine to yngste er nu 10 og 12 år. Deres begavede og livsglade mor og jeg valgte for nogle år siden at blive skilt. I ro og fordragelighed. Og faktisk har vi et velfungerende liv sammen med vore børn, synes vi. Alt kører. Den yngste synger ret godt og har usædvanlige rytmer i kroppen. Derfor skulle hun skifte skole og dermed fritidshjem.

I vores familie er det efter fælles aftale faderen, der fører den slags administration. Fritidshjem, skoleintra og rejsekort. Jeg ringede til pladsanvisningen og forelagde det enkle spørgsmål: Kan vores datter komme på det fritidshjem, der ligger lige ved siden af den nye skole? »Ja, der er i hvert fald plads. Men er det dig, der har forældremyndigheden?«

»Ja, vi har fælles forældremyndighed.«

»Jo, det kan godt være, men er du betalingsadresse?«

»Det ved jeg ikke, hvad er.«

»Får du børnechecken?«

»Nej, det gør moderen.«

»Jamen, så må hun gå ind via NemID og meddele ønsket om nyt fritidshjem.«

»Jeg er ikke helt sikker på, at hun er på NemID.«

»Så må du bede hende om at komme det. Det skal alle jo være i dag.«

»Arh, den forpligtelse mener jeg er udløbet med skilsmissen?«

»Jamen, vil du så overtage betalingsadressen?«

»Nej, for helvede. Den går ikke. Det kan vel ikke være nødvendigt. Det er bare en fritidshjemsplads?«

Løsningen blev, at jeg bad pladsanvisningen skrive via den forseglede e-post og tilbyde pladsen på fritidshjemmet til barnets mor. En e-post, hun aldrig kom til at læse. Og man accepterede venligt, at hun kunne svare på en almindelig mail. Jeg ventede i otte dage og bad derefter den gode mor sende en mail, der kort sagt bare var en varm og begejstret tak for, at vi kunne få pladsen.

Samme cirkus udspillede sig, da jeg skulle have udstedt blå sygesikringsbevis til de i øvrigt raske og friske piger. Men sig mig lige en ting, Samfundet Danmark, i den hellige ligestillings ukrænkelige navn:

Hvorfor respekterer I ikke fædre? Hvorfor kan vi ikke have reelt delt forældremyndighed? Hvorfor kan fraskilte forældre ikke selv tilrettelægge, hvem der fermenterer brunchbakker og importerer argentinske efterårsfrakker, og hvem der nørder med NemID, pladsanvisning, pasfornyelser og blå sygesikringsbevis?

  • Reimer Bo Christensen er journalist og rådgiver.