Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Reimer Bo Christensen: Foran en kvinde der SMSer – bagfra en med ringeklokke

»Det farligste i den hektiske myldretid på de københavnske stier er hotelcykler med turister, som ikke har lært at cykle som børn.«

Cyklister med mobil. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

Som bekendt kan man drukne i succes. Og det er ved at ske for cyklismen i København. Vi er nu så mange, og der køres så råddent i myldretiden, at man kører med livet i hænderne. Ja, jeg har ikke cyklet med mine to yngste i trafikken i over et år, fordi ingen respekterer nogen. Og da slet ikke børn.

»Kom væk. Jeg har travlt.«

Med to børn er det klogt at ligge bag dem og skærme dem. Men så udløser man en kakofoni af ringeklokker.

Foran ligger en kvinde og SMSer, så pigerne kan ikke overhale.

Bagfra en anden kvinde med en overdimensioneret ringeklokke, som kan vække et helt sogn. Arketype: Den alene boende kvinde med elevationsseng. Kun en enkeltseng, for hun skræmmer mænd væk med sin selvretfærdighed.

Eller også bliver der råbt »bagfra«. Noget, infantile motionister har indført.

En ægte cykelrytter vil aldrig bruge mund, men håndtegn til de bagfra kørende. Pas på til venstre. Pas på bump. Og han vil sno sig rundt om forhindringer foran med Peter Sagansk elegance. Arketype: Chef i niveau to, som er vant til, at sekretærer rydder vejen for dem og stiller klokken efter, hvornår de ankommer. For en chef kommer jo ikke for sent. Giv plads!

Lad mig indrømme, at næste år har jeg været motionist på skiftende racercykler i 40 år. Så jeg tilhører den forkætrede gruppe, som jævnligt hænges ud af selvretfærdigheden på sociale medier som mænd i lycra.

Men de, jeg kører med, har i årevis haft reglen: På vej ud af byen lægger vi os roligt bag alle andre. Børn, Christianiacykler med hunde, pensionister med indkøbsposer på styret.

Vi kalder det opvarmning. Det samme, når vi når bygrænsen: Så hedder det afrulning. Ja, vi kan være så forsigtige, som jeg var i weekenden i skoven. Jeg kørte på min crosscykel. På vej op ad en stejl bakke med nedfaldne blade gik en ældre dame. Jeg sneg mig langsomt ind på hende. Og overhalede tyst.

Hun blev en smule forskrækket og råbte efter mig: »Du kunne ha’ ringet på klokken!« »Det bestemmer jeg vel selv,« svarede jeg. Og det bekræftede hun, så vidt jeg kunne høre, smilende.

Det farligste i den hektiske myldretid på de københavnske stier er hotelcykler med turister, som ikke har lært at cykle som børn, ikke kender reglerne, men har læst, at København er cyklernes by. De stopper pludseligt op. Kigger sig ikke tilbage og ved ikke, at man kan række hånden ud.

Og så er der el-cyklerne, som river fru Knudsen op i Le Mans-fart. De hører efter min mening ikke hjemme i byen. Og sig mig: Hvorfor skal de københavnske bycykler være el-cykler? Så får vi den sprængfarlige kombination: Uøvet turist med ild i røven uden kendskab til regler og fornuft.

Jeg bor midt i København og har solgt min bil. Den skulle jeg alligevel til Ballerup for at parkere i dagtimerne, hvis jeg ikke ville betale kommunen to gange.

Jeg cykler rundt, og jeg er glad for, at jeg har lært en del cykelryttertricks som at bruge albuer og tyngdekraft for at holde de værste myldretidssprintere stangen.

Lad mig skynde mig at understrege, at Dansk Cyklistforbund og dets vitale direktør, Klaus Bondam, er særdeles aktive i bestræbelserne på at skabe sikker cykeltrafik. Også cyklisterne indbyrdes.

Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til, at Metroens cityring er færdig. Og til, at der kommer flere særlige cykelkorridorer gennem byen. Gerne med en sprinterbane. Og et SMS-vigespor.

Til den tid er mine yngste døtre nok voksne.

Og må klare sig med de cykelryttertricks, de har lært af deres far.

  • Reimer Bo Christensen er journalist og rådgiver.