Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regnvandssuppe blev førstedamens iskolde hævn ved spisebordet

Man skal ikke lede længe efter anretninger, der kan få selv den mest livsglade ældre til at overveje at skyde sig en tørstegt frikadelle for panden. Hvis de da ellers kan nå ind til den grå substans under vakuum-pakken.

Tegning: Rasmus Meisler Fold sammen
Læs mere

Man kan ikke fortænke det holdmedlem fra den amerikanske football-klub Clemson Tigers, der kom til at udtale til pressen, at han troede det var en practical joke, da han blev vist ind i de fine stuer på Capitol Hill. Det er ikke hver dag man bliver inviteret til middag i Det Hvide Hus for at fejre, at klubben har vundet det årlige College-mesterskab. Men det er, trods alt mere sjældent, at troppe op og blive mødt af gravalvorligt personale, der tilbyder burgere på sølvtallerkener og takeaway-pommes frites serveret med dip i små sølvskåle, der har set både bedre dage og indhold.

Selv om rygtet om den amerikanske præsident går, at han sjældent sætter tænderne i andet end burgere fra  McDonald's til daglig, var det ikke Trumps personlige smag, der alene havde dikteret traktementet. Hårdknuden i de amerikanske budgetforhandlinger betød, at der ikke blev udbetalt løn i den offentlige administration, herunder også køkkenpersonalet i Det Hvide Hus.

Lone Theils Fold sammen
Læs mere

Det er muligt, at der har siddet en chefkok og krympet sig, mens han så billederne af halvlunkne hamburgere gå Jorden rundt og blive grint ad på diverse talkshows. Men næsten uanset hvor slemt kokken har følt det, kunne han trøste sig ved, at menuen langtfra er det allerværste måltid, der nogensinde er blevet serveret i Det Hvide Hus.

Alt tyder på, at det formentlig er daværende præsidentfrue Eleanor Roosevelt, der har rekorden for at servere de mest afskyelige måltider, der nogensinde er blevet sat på bordet foran gæster på USAs fornemste adresse.

Historien, om hvor katastrofalt køkkenet var på Mrs. Roosevelts tid, kan man læse i den madkulturhistoriske bog »What She Ate«, skrevet af den amerikanske forfatter Laura Shapiro. I et kapitel forklarer hun, hvordan præsident Franklin D. Roosevelts kone fik ry for at servere den dårligste mad, der formentlig nogen sinde er blevet sat på et bord i Det Hvide Hus. I bedste fald var retterne smagløse og halvkolde, i andre tilfælde direkte bizarre. Som eksempelvis »mexicanske æg«, serveret som forret til en frokost i 1933 og bød gæsterne smagskombinationen af æg fyldt med hårdkogte æggeblommer most med revet rå løg og overhældt med en tynd tomatsauce.

Forfatter Ernest Hemingway var på besøg i den periode, hvor Eleanor Roosevelt regerede i køkkenet, og beskrev uden forbehold den middag han spiste med præsidenten som det værste måltid, han nogensinde havde sat tænderne i.

»Vi fik regnvandssuppe, efterfulgt af en gummiagtig due med vissen salat og senere en kage, som en beundrer havde doneret. En entusiastisk, men ikke specielt dygtig beundrer,« skrev Hemingway senere om menuen.

»Hvad er egentlig forskellen på at servere billige burgere og at bespise ældre med den absolut billigste mad, der kan leveres for pengene uden at skele til smag, glæde og den generøsitet, der bør være over et godt måltid?«


Det var en kendt sag, at hvis man var inviteret til middag i Det Hvide Hus, var det smart at have spist hjemmefra. Spørgsmålet rejser sig om præsidentfruen decideret manglede smag eller hadede god mad. Og her bliver udredningen interessant. Ifølge Shapiro spiste Eleanor Roosevelt ganske fremragende mad, når hun var ude med sine veninder og viste alle tegn på at nyde den. Den dårlige mad var i stedet en slags gastronomisk hævn mod Franklin D. Roosevelt, der havde tvunget hende ind i en rolle som førstedame, som hun egentlig ikke havde ønsket sig. Der var også lige den detalje, at præsidenten havde taget sig en ung elskerinde. Og Eleanor, hvis sanktionsmuligheder var begrænset af samtiden, valgte at tage sin hævn i bordhøjde.

Glæde og gæstfrihed

I Danmark har vi i årevis sagt til hinanden, at vi bliver, hvad vi spiser. Men hvad nu hvis vi tænker på det, vi serverer for andre mennesker, som en refleksion af os selv? Er det noget med at lægge svinekødet i marinade flere døgn før, eller ringer vi lige efter en pizza, når de vælter ind af døren? Det handler ikke nødvendigvis om tid eller pengepung. Sætter vi maden på bordet med glæde og gæstfrihed, er det ikke vigtigt, om stegen er lidt brændt, eller om der var råd til økologisk pesto.

Måske derfor er det interessant at se på, hvordan vi serverer maden for vores ældre i Danmark. Man skal ikke lede længe efter anretninger, der kan få selv den mest livsglade ældre til at overveje at skyde sig en tørstegt frikadelle for panden. Hvis de da ellers kan nå ind til den grå substans under vakuum-pakken.

Som samfund kan vi nemt grine ad Trumps burgermiddag og sportskommentatoren, der siger om holdene i Super Bowl, at de spiller så dårligt, at man skulle tro, de tænker på, at vinderen inviteres til middag i Det Hvide Hus.

Men hvad er egentlig forskellen på at servere billige burgere og at bespise ældre med den absolut billigste mad, der kan leveres for pengene uden at skele til smag, glæde og den generøsitet, der bør være over et godt måltid? Eleanor Roosevelt havde i det mindste en undskyldning for at servere regnvandssuppe: Hævn. Men det er vel ikke det, vi vil udsætte sårbare borgere for, eller hvad? Velbekomme.