Revisorerne er igen blevet skydeskiver. 27/11 bragte DR Søndag et indslag i Nyhedsmagasinet, hvoraf det fremgik, at revisionen ikke havde taget forbehold i et antal krakkede bankers årsregnskaber umiddelbart inden de finansielle sammenbrud. Hvordan kunne det gå til? Og hvad kan man overhovedet bruge en revisorpåtegning til? Disse meget væsentlige spørgsmål blev i Berlingske forsøgt besvaret af to fremtrædende revisorer 4/12.

Man tog sig kritikken nær, for der blev sat spørgsmålstegn ved værdien af revisors arbejde og i det hele taget revisors rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant. TV-journalisterne fik at vide, at deres grundlag for kritikken var ufuldstændigt, og udsendelsen blev sarkastisk betegnet som en »unuanceret herlighed serveret i prime time«. To forskere fra Handelshøjskolen CBS blev betegnet som »til lejligheden indkaldte sandhedsvidner«.

Revisorernes argumenter var, at man skal forstå, at et årsregnskab er et øjebliksbillede, og at pludselige og uforudsete begivenheder kan ændre situationen markant. Revisor ser på, hvad der er sket i fortiden og råder ikke over »en krystalkugle« til forudsigelse. Desuden er en blank påtegning på regnskabet ikke nogen købsanbefaling. Årsregnskabet er ledelsens redegørelse for virksomhedens økonomiske sundhedstilstand. Revisor vil helst ikke udsættes for bebrejdelser for ikke at have taget forbehold i påtegningen, for et forbehold er »i praksis det samme som at lukke banken«.

Revisorerne slutter med at opfordre til en diskussion om ændring af reglerne, så det bliver mere trygt at være investor. Men da den førnævnte krystalkugle, hvori fremtiden kan beskues, ikke er at finde i revisors arsenal, og da man ikke tør tage forbehold af angst for at lukke banken, er der kun to muligheder: Enten erkender revisionen sin afmagt, eller også indrømmes det, at der må nye tanker til.

Er det første gang vi ser uventede sammenbrud med store tab og efterfølgende stærk kritik af revisionen? Nej, desværre. Vi så ganske det samme billede i 1980erne. Lad mig nævne nogle af dem: Lindinger, Rovsing, Kronebanken, 6. Juli Banken, Silver Gruppen, C&G Banken, Jydekompagniet, Nordisk Fjer, Accumulator Invest, Hafnia, Baltica, Commercial Leasing, Varde Bank, Himmerlandsbanken og Statens Konfektion.

Disse og mange andre virksomheder, som efter deres regnskaber forekom solide, forsvandt fra dag til dag og efterlod medarbejderne uden job, og kreditorer og aktionærer med meget store tab. Der blev gjort forsøg på at placere ansvaret. Men råd efter skaden er som lægedom efter døden. Problemet er ikke nyt. Og det kan ikke manes bort med mærkelige ord.

Lad os nu udføre et lille tankeeksperiment. Vi tænker os tre begavede og veluddannede professionelle: En astronom, en læge og en regnskabsspecialist. Vi stiller dem efter tur det samme spørgsmål: Er der i løbet af de seneste par hundrede år sket noget særligt i dit fags måde at beskrive virkeligheden på? Astronomen vil forundret spørge, om spørgsmålet er alvorligt ment og derefter begejstret berette om rummets udforskning, Hubble-teleskopet, sorte huller osv. Lægen vil også undre sig, og vil derefter fortælle om lægevidenskabens triumfer i bekæmpelsen af farlige sygdomme. Men regnskabsspecialisten vil sige: Næh, dybest set er der ikke sket noget særligt. Vi har ganske vist fået informationsteknologien, så det med at behandle tallene går hurtigere og sikrere end før. Men vi bruger stadigvæk alle sammen den samme metode, som er mere end 500 år gammel. Vi kalder den det dobbelte bogholderi med debet og kredit. Så kan vi altid sige, at regnskabet stemmer, og så kan vi fortælle om den økonomiske stilling i en balance, som vi rituelt kalder det retvisende billede med aktiver, gæld og egenkapital.

Vi ved godt, at man ikke kan købe noget og betale med egenkapitalen. Det er der måske nogle journalister der tror, men det er deres problem. Slut på tankeeksperimentet.

I den nordiske mytologi optræder en meget ondskabsfuld og farlig trold, som alle er bange for. Man kan kun besejre ham ved at nævne hans navn. Så mister han sin magt. Nu om dage vil man sige, at hvis man kan formulere et problem, så kan problemet miste sin magt og i stedet blive til en opgave.

Så hvad er troldens navn? Det er ’Insolvens’. Hvis en virksomhed eller en bank bliver insolvent, er tabene ikke til at undgå. Men hvis traditionens regnskab kun viser den såkaldte egenkapital, som man ikke kan betale noget med, og hvis det altafgørende billede af solvensen ikke kan læses i balancen, ville det så ikke være en overvejelse værd at bede den ansvarlige ledelse om at føre et regnskab, der til enhver tid viser, om en virksomhed eller en bank er solvent? Og som giver et tidligt varsel, hvis det begynder at knibe, så man i det mindste kan begrænse tabene? Jeg er sikker på, at de fleste kan huske A.P. Møllers læresætning: Intet tab bør ramme os, som kan undgås med rettidig omhu.

Det er ikke revisionens, men ledelsens ansvar at føre og aflægge regnskabet. Derfor kan dette indlæg på en vis måde læses som et forsvar for revisionen.

Tilliden til revisorstanden har fået alvorlige skrammer, og de er ikke af nyere dato. Men hvis man tør nævne troldens navn, er der også en mulighed for at besejre ham. Er det virkelig for meget at bede om et regnskabsbillede, som forståeligt og klart viser, om butikken kan betale sine regninger?

I Danmark bruger vi det mærkelige udtryk »retvisende billede« som leder tanken hen på en terrænløber med sit kompas. Den tyske regnskabslov er derimod klar. På dansk kunne det hedde: »Regnskabet skal stedse føres, så det giver et til de faktiske forhold svarende indtryk af virksomhedens solvens, dens likviditet og dens økonomiske resultater.«

Hvordan skal vi bære os ad med at virkeliggøre det troværdige regnskab? Svaret er, at det er en meget omfattende opgave, som det vil tage flere år at løse. Men selv den længste vandring begynder med de første skridt. I det mindste er troldens navn blevet nævnt.