Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regionerne og deres politikere er nyttige idioter

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regionalpolitikere er et masochistisk folkefærd. De får smæk af borgerne, når forholdene på sygehusene ikke lever op til borgernes forventninger, når sygehuse nedlægges og når personalet offentligt klager over manglende tid til at tage sig af patienterne. De får også kritik for dårlig ledelse af folketing og regering, når de ikke kan få pengene til at slå til. Selv fra deres egne partikammerater får de smæk. Man må undre sig over, at regionalpolitikere ikke nedlægger arbejdet og nægter at stille op igen til endnu fire års smæk.

Regionalpolitikere er næppe mere dumme og onde end andre politikere og mennesker i det hele taget. Nej, det er selve strukturen, den er gal med. Regionerne er et strukturelt misfoster, fordi der ikke er overensstemmelse mellem ansvar og kompetence, som det anbefales i lærebøgerne. Regionerne har ikke kompetence til at udskrive skatter svarende til de ambitioner, som regionspolitikerne og borgerne har for sygehuse, transport, m.v. Derimod har regionerne ansvaret over for borgerne og det erindrer folketingspolitikere om hver gang, en eller anden kedelig sag popper op i medierne – senest klinikchefer, der sagde op.

Denne fejl i konstruktionen gjorde hele opposition meget tydeligt opmærksom på, da strukturreformen blev vedtaget med V, C og DFs stemmer for 12 år siden.

Regionerne fik opgaver ifølge loven, men regionerne fik ikke ligesom amterne før dem mulighed for at opkræve skatter. Pengene kommer fra staten, og regeringen bestemmer hvor mange. Men Socialdemokratiet, de Radikale, SF og Enhedslisten rettede desværre ikke fejlen, da de fik mulighed for det efter valget i 2011.

Idioter

Ikke nok med, at regionalpolitikere ikke kan udskrive skat. Hvert år skal politikerne også finde to pct. besparelser. Og det gør de så. Selv i mit eget parti, Enhedslisten, gik man i hovedstadsregionen igen i år med i forhandlingerne og indgik forlig, som man mener, er blevet mere tålelige, end hvis man ikke var gået med. Nyttige idioter er de. Og det samme gælder i øvrigt kommunalpolitikere under det nuværende midlertidige (?) loft over skatteopkrævning og et straffesystem, hvis loftet overskrides.

På denne måde har Folketinget, som er ansvarlig for de upopulære rammer, skabt en fremskudt hær af lavstatus-politikere. Dem, der tager tæskene fra borgerne.

Her burde jeg nok oplyse, at ifølge lærebøgerne kan man ikke have en masse myndigheder til at udskrive skat, for så mister regering og folketing den overordnede kontrol med nationens økonomiske politik. Altså, hvis hver region og hver kommune kan fastsætte sine indtægter ved at udskrive skatter og afgifter, er der risiko for at de tilsammen bruger så mange penge til personale, investeringer og isenkram, at hele samfundsøkonomien bliver overophedet, hvorefter det kan blive svært at skaffe arbejdskraft til andre sektorer, eksporten falder, inflationen stiger, osv.

Økonomisk uansvarligt

Det er argumentet for, at en nations økonomiske politik fastsættes øverst i magthierarkiet, som herefter bevilger økonomiske rammer, laver budgetlove osv. til de decentrale niveauer. Men i praksis kan regering og folketing lige så vel handle økonomisk uansvarligt. Det så vi bl.a. i 2002-2008, hvor boligskattestoppet og afdragsfrie lån fik boligmarkedet til at eksplodere med enorm gældsætning hos boligejere, tvangsauktioner, landmænd der gik konkurs og arbejdsløshed.

Og vi ser det nu, hvor en ny overophedning er i gang - generelt i økonomien og specifikt på boligmarkedet i Kbh. og Nordsjælland – efterhånden som boligskatteforlig og andre skattelettelser presser priserne op. Det er beviset på, at folketingspolitikere ikke er dygtigere end de politikere, der skal forvalte velfærdsinstitutionerne og drage omsorg for de mest udsatte borgere.

Dermed bortfaldt argumentet for den nuværende udemokratiske struktur, hvor der reelt ikke er et regionalt og kommunalt selvstyre. Regionerne og kommunerne bør igen have mulighed for at opkræve skatter, der svarer til borgernes ønsker til behandling på sygehusene, pasning og pleje af børn og gamle, samt skoler m.m.m. Dét vil skabe liv i den regionale og kommunale valgkamp og give borgerne mulighed for at vælge mellem velfærd og skattelettelser.