Mette Frederiksen & co. vil påbyde, at prædikener skal »gøres tilgængelige« på dansk. Det er en tankegang, der er i strid med religionsfrihedens ånd, og som i praksis vil medføre problemer og absurditeter.
Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
S-regeringen er på vej med et forslag, der vil forbyde trossamfund at have prædikener, der ikke er tilgængelige på dansk. Så de skal enten afholdes eller på anden vis offentliggøres på dansk. Hovedargumentet er, at det skal gøre det lettere at overvåge radikale imamers opfordringer til terror eller lignende. Et senere, sekundært argument synes at være at mindske mulighederne for »parallelsamfund«.
Man kommer let til at tænke på det gamle udsagn om, at hvis ens eneste redskab er en hammer, vil man uvilkårligt se samfundet som en samling af søm – men verden består jo ikke af søm alene, og en hammer kan derfor være et ret uegnet værktøj.
Forslaget, der er blevet kraftigt kritiseret af folkekirkens biskopper i et fælles brev, er – naturligvis – primært rettet mod islamiske trossamfund, hvor prædikener ofte foregår på arabisk eller andre mellemøstlige sprog. Men det burde være let at se, at der også vil være betydelige, konkrete problemer, som tilsammen langt vil overstige de relativt spekulative fordele.
Ét fundamentalt problem er, at forslaget også vil ramme trossamfund, hvor der slet ingen problemer er. Der er eksempelvis alene blandt kristne trosretninger i Danmark blandt andet anglikanske, tysk-reformerte, fransk-reformerte og engelsksprogede katolske kirker, hvor prædikenerne foregår på andet end dansk. Der er også det tyske mindretal i Sønderjylland, hvis mindretalsrettigheder Danmark har lovet at respektere på samme vis, som det sker for det danske mindretal syd for grænsen, og hvor man er underlagt internationale aftaler. Man kan også forestille sig ortodokse jødiske menigheder, der vil ønske at have prædikener på hebraisk. Så her skyder man altså med spredehagl.
Helt absurd bliver det, når et påbud også vil ramme kirker i rigsfællesskabet med prædikener på færøsk eller grønlandsk. Hvis politikerne leder efter en sag, der i den grad vil kunne øge ønskerne dér om at bryde rigsfællesskabet op, har man virkeligt fundet den.
Et relateret problem er, at flere af disse trossamfund i Danmark uvilkårligt vil få forkyndere hertil, som ikke er dansktalende, og hvis menigheder består af midlertidige tilflyttere.
Det vil betyde, at for eksempel en tysk præst skal have sin prædiken oversat fra tysk til dansk, hvilket i sig selv vil være en udgift. Eventuelt skal præsten dernæst holde en prædiken på et sprog, vedkommende ikke selv mestrer overfor en menighed, der for manges vedkommende heller ikke vil kunne forstå det.
Man ser for sig en næsten Monty Pythonsk parodi på før-reformationens kirkegængere, hvor præster, der dårligt selv kunne latin, skulle prædike på sproget til en almue, der slet ikke forstod det.
Og hvis det ikke er meningen, at prædikenerne nødvendigvis skal afholdes, men bare offentliggøres på dansk, hvordan kan man så vide, at det talte og det skrevne ord er præcis det samme? Intet forhindrer en vigtig nuance, betoning eller tillægsord. Hvad vil myndighederne så gøre?
Kan man seriøst mene, at denne selvvalgte dyrkelse ikke må omfatte, hvilket sprog man vil gøre det på?
Der er også en pudsig asymmetri i tankegangen – for ikke at sige dobbeltmoral.
Den danske stat understøtter i praksis en lang række dansksprogede kirker rundt om i verden, skabt for at samle danskere om en fælles tro på et fælles sprog. Hvis regeringen mener sin tankegang alvorligt, bør man straks tage konsekvensen og trække denne støtte tilbage, alternativt forlange at alle de danske kirkers samtlige prædikener »gøres tilgængelige« på de lokale sprog. Noget, der nok vil give en del udfordringer for både præster og menigheder.
Og så er der det mere principielle. Grundlovens § 67 slår fast, at »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, …«. Men kan man seriøst mene, at denne selvvalgte dyrkelse ikke må omfatte, hvilket sprog man vil gøre det på? Måske nogle jurister og politikere vil opfatte et påbud om at »stille til rådighed« som ikke værende i direkte strid med Grundlovens ord, men det er i hvert fald i strid med dens ånd.
Sidst, men ikke mindst, går forslaget kun på statsanerkendte trossamfund, mens de radikaliserede muslimske menigheder, hvor man virkeligt kunne have noget at frygte, typisk ikke er blandt de disse.
Så alt i alt vil man belaste problemfrie trossamfund og næppe fange dem, man er ude efter. Så spørgsmålet er, om ikke der er bedre midler?
Hvis det er opfordringer til terror eller lignende, man er bange for, kan PET så ikke sende fremmedsprogskyndige undercoveragenter ind, hvor man har grund til at frygte for sådanne budskaber? Eller måske endog aflytte? Midlerne er der allerede, og det ville virke som mere kirurgisk fine redskaber end at smadre løs på religionsfriheden med en forhammer.
Peter Kurrild-Klitgaard er professor og ph.d. ved Københavns Universitet
