Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringens forskningspolitik får mig til at savne Helge Sander

Helge Sander var forskningsminister under Fogh-regeringen i nullerne. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Regeringen har præsenteret en ny forskningspolitisk strategi. Målet er at skærpe dansk forskning internationalt, satse på eliten og jagte nobelpriser.

Det lyder ambitiøst og fornuftigt. Det er vel det, vi skal leve af i fremtiden, ikke? Men man spørger alligevel sig selv: Hvordan harmonerer det lige med de nedskæringer på universiteterne, som samme regering har bebudet og er i fuld gang med at implementere?

Denne stop-go politik får mig til at savne Helge Sander (V), som var videnskabsminister i nullerne, og som jeg havde fornøjelsen af at være med til at rådgive som medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd. Dengang var der bedre sammenhæng i tingene.

Uklarheden i satsningen på de kloge hoveder får yderligere næring, når man hører om, hvordan vi behandler udenlandske forskere, som ikke kommer fra et EU-land.

Her er et konkret eksempel, colombianeren Jimmy Martinez-Correa, som er en af mine meget talentfulde yngre kolleger på CBS. Jimmy, som i 2014 modtog DFF-Forskertalent-prisen for »meget talentfulde unge forskere«, accepterede i 2013 en invitation til at undervise udvekslingsstuderende på Danish Institute for Study Abroad (DIS).

Det må man ikke uden særskilt arbejdstilladelse. Den var der åbenbart uklarhed om, så i stedet for et skulderklap for at bruge sine store evner til at yde en ekstraordinær arbejdsindsats til gavn for det danske samfund blev Martinez-Correa først halet i byretten og så i landsretten. Her blev han heldigvis frifundet – men med ar på sjælen og dybt forvirret.

Eksemplet med Jimmy Martinez-Correa er desværre ikke enkeltstående: En række andre udenlandske topforskere, herunder min CBS-kollega Brooke Harrington, har oplevet samme behandling.

Tænk, at et land med ambitioner om nobelpriser opfører sig sådan. Dette er jo absurd. Hvorfor er der denne asymmetri i den danske udlændingepolitik: Stramningerne kan man foretage fra den ene dag til den anden, men justeringer for utilsigtede følgevirkninger må man vente på pinagtigt længe?

Om en måned skal jeg sammen med kolleger fra CBS til Philadelphia i Pennsylvania for at fiske i den globale talentmasse. Mere præcist går det ud på at hyre nye adjunkter til mit institut, Økonomisk Institut, på det amerikanske jobmarked for økonomer.

Med stolthed kan vi her fortælle ansøgerne om Danmark, København, velfærdsstaten, retssamfundet, miljøvenligheden, trygheden og alt det andet, vi kan byde på og er stolte af.

Men risikerer vi alligevel ikke, at kandidaterne løber skrigende bort, når de gennem den internationale presse og de sociale medier får sandheden at vide: At de kan havne bag lås og slå, hvis de virkelig præsterer?

Svend E. Hougaard Jensen er professor i økonomi på CBS, leder af Pension Research Centre (PeRCent) og formand for Research Council, Bruegel, Bruxelles.