Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen svigter de stærkeste elever

»Hvorfor i alverden vil regeringen nedprioritere deres uddannelse? Hvorfor vil regeringen spare på vores fælles fremtid? Svaret må være, at de dybest set er ligeglade.«

Jeg har altid haft et fagligt overskud, altid været dygtig og ofte lidt foran mine klassekammerater rent fagligt. Desværre har det danske uddannelsessystem aldrig formået at imødekomme min iver efter at lære, tilegne mig viden og dykke dybere.

I indskolingen fik jeg at vide, at jeg skulle vente, holde mig inden for pensum eller opsøge ekstra udfordringer uden for skoletiden. I udskolingen fik jeg at vide, at jeg skulle vente til gymnasiet, for »der ville det blive udfordrende«. Og nu – i gymnasiet – får jeg at vide, at jeg skal vente til universitetet.

Som elev er det frygteligt frustrerende. Det føles som om, at skolen er ligeglad med én. Når man troskyldigt møder op til sine timer, men stadig mangler udfordring, og når man efterfølgende spørger lærere, vejledere eller ledere om ekstra udfordring, men at den fortsat udebliver – da føles det som om, at skolen har spillet fallit.

Men fejlen ligger ikke hos skolerne selv. Svaret, man får, er, at der »ikke er timer nok«, underforstået, der ikke er penge nok til. For det koster selvfølgelig penge at udfordre alle elever på hver deres niveau. Det kræver særligt tilrettelagte forløb, differentieret undervisning og lignende tiltag – de tiltag kræver lærertimer, og lærertimer koster penge.

Penge, som skolerne ikke har, fordi politikerne sparer. Senest med den nyligt vedtagne finanslov, der samlet – via en fem-årig grønthøster – skal spare staten for over ti mia. kr. på hele uddannelsesområdet.

På mit gymnasium skal vi bare næste år (ifølge tal fra GL) spare hele 2,3 mio. kr., svarende til, groft omregnet, fire-fem lærere til samme antal elever. Vores tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby »har tillid til, at ledelserne på de enkelte gymnasier gør det på en måde, så det ikke går ud over kvaliteten, men i stedet ser på indkøb og administration.« Men vi, der befinder os ude i virkeligheden – med hånden oppe i timerne og fingrene i budgetterne i bestyrelsen – ved, at det vil koste kvalitet. Det eneste, vi kan skære på, er nemlig lærerne.

Lærere, som allerede i dag siger, at de ikke har timer nok til at udfordre de stærkeste elever, vil få endnu færre timer tildelt og dermed blandt andet mindre forberedelsestid og færre ekstra aktiviteter. Ergo: færre udfordringer til de dygtige. For det første: Det man sparer væk, er selvfølgelig alt »det overflødige«. Det er talentundervisningen, det er forfatterworkshoppen og vigtigst: den daglige undervisningsdifferentiering.

Det har massive konsekvenser. For den enkelte elev, hvor det er frustrerende, men også for samfundet, der ikke udnytter sine ressourcer. De dygtige elever af i dag er morgendagens iværksættere, innovatører og arbejdsgivere. Det er dem, som samfundet skal leve af i fremtiden.

Så hvorfor i alverden vil regeringen nedprioritere deres uddannelse? Hvorfor vil regeringen spare på vores fælles fremtid? Svaret må være, at de dybest set er ligeglade.

Jens Philip Yazdani er gymnasieelev på Langkaer Gymnasium og var en af de nominerede til Berlingskes kåring af Årets Dansker.