Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen skal ikke vedtage stats-sandheder

01DEBHENRIK-DAHL-161932.jpg
ccc Fold sammen
Læs mere

Berlingske offentliggjorde fredag på sin hjemmeside et læserbrev af Matthias Bjørnlund (ganske vist camoufleret som en almindelig, redaktionel artikel. Men fred være med det).

Matthias Bjørnlund klager over, at vi ikke længere forlanger, at regeringen officielt anerkender folkedrabet på op mod 1,5 millioner armenire under og i de første år efter Første Verdenskrig.

Alle har en ret til at blive klogere. Det gælder enkeltpersoner. Det gælder partier. Den udnyttes sørgeligt sjældent, men det er netop denne ret, vi i Liberal Alliance har valgt at benytte os af. Lad mig derfor sige et par ord om vores rejse ad klogskabens vej.

Som enhver, der fulgte forespørgsels- debatten i Folketinget torsdag, er klar over, er der ingen medlemmer af Folketinget, som ikke personligt mener, at der fandt et folkedrab sted på armenierne i den østlige del af Det osmanniske rige i perioden 1915 til 1923. Det gælder således også for mig – og det sagde jeg fra Folketingets talerstol: Jeg er aldeles overbevist om, at den rette betegnelse for de tragiske hændelser er folkedrab.

Imidlertid var det hverken min eller nogen af de andre ordføreres personlige mening, der stod til debat i torsdags. Det var, om der fra dansk side skulle ske en »officiel anerkendelse« af, at den rette betegnelse for begivenhederne er folkedrab.

Og så bliver det pludselig svært. For det, mange har overset i den ophedede debat, er, at begrebet »officiel anerkendelse« er langt mere komplekst (og uklart), end man skulle tro.

I Danmark er det fuldt lovligt at sige, at holocaust aldrig har fundet sted. Ligesom det er fuldt lovligt at sige, at folkemordet på armenierne aldrig har fundet sted.

Det skyldes, at Danmark ikke har en liste med politisk vedtagne sandheder om, hvad man har lov til at mene om holocaust eller folkemordet på armenierne.

Personligt synes jeg, det strider mod såvel vidneudsagn som troværdig historieforskning, og derfor også er særdeles usympatisk at benægte holocaust eller folkemordet på armenierne. Men skal vi ophøje min (og mange andres) mening til lov og dermed skabe en mulighed for at dømme dem, der har en anden opfattelse? Det vil jeg mene er en yderst dårlig idé. Fordi det vil sætte en yderst dårlig præcedens.

Før eller siden vil nogle mene, at angrebene på Hiroshima eller Dresden var krigsforbrydelser. Eller at Darwin er en løgnhals og svindler. Eller at det er tilstrækkeligt at angive pi med fem decimaler.

Det skal de have ret til at mene. Og andre skal have ret til modsigelse. Men vi bør aldrig bevæge os derhen, hvor staten vedtager, at »statssandheden« er, at Darwin er fuld af løgn. Eller at angrebet på Dresden var en krigsforbrydelse. Den instans, der har retten til en kvalificeret mening, er i eksemplerne biologien og historievidenskaben. Ikke Folketinget eller regeringen.