Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen skaber læger på dåse

Nikolaj Thure Krebs Krarup: Som yngre læger har vi fået en skrivebordsløsning, som giver os for kort tid til at vælge speciale og efterlader os i et vadested. Sundhedsministeren og regeringen bliver nødt til at spørge sig selv, om ikke kvalitet trods alt er at foretrække frem for kvantitet.

I 2008 blev den lægelige fireårsregel indført uden høring i Folketinget, og i 2012 blev de første yngre læger ramt af den korte tidsfrist, som fører til forhastede valg af specialeretning. »Hvis vi ikke sætter foden ned, er vi blevet læger på dåse,« skriver Nikolaj Thure Krebs Krarup. Arkivfoto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

I gymnasiet var der en kammerat, som fortalte mig, at vi ville blive elever på dåse gennem ensretning og kontrol fra gymnasielærerne. Vi skulle indoktrineres, tænke de samme tanker, have de samme holdninger og vælge nogenlunde de samme uddannelser. Jeg tvivlede på den antiautoritære holdning og tænkte optimistisk, at vi selvfølgelig havde vores frie valg til at vælge hvad og ikke mindst hvem vi ville være, »når vi blev voksne«. Ti år, et afsluttet medicin-studium, en færdiggjort klinisk basisuddannelse og halvvejs igennem ph.d.-studiet står jeg så tilbage og føler mig mere eller mindre »forklædt« som voksen. For den indre stemme klinger med genkendelig røst. Budskabet er det samme som dengang i gymnasiet. Nu er jeg ved at blive en læge på dåse.

Og hvorfor så det? I 2008 ordinerede den daværende VK-regering symptombehandling på en selvforskyldt sygdom. I 2008 blev den lægelige fireårsregel indført uden at være til høring i Folketinget, og i 2012 faldt de første yngre læger for tidsfristen.

Fireårsreglen betyder kort sagt, at man, i stedet for en turnus på halvandet år, skal i klinisk basisuddannelse i et år. Herefter har de tre år til at vælge lægeligt speciale (tidligere var dette uden tidsmæssig begrænsning). Det lyder af meget, men inden man kan påbegynde en speciallægeuddannelse skal man for de fleste specialer have taget en etårig introduktion til specialet. Desuden kan man ikke være sikker på at få den stilling, man søger. Tiden rinder hurtigt ud.

Læs mere om fireårsreglen

Sundhedsministeren, der fik trumfet denne regel igennem med Lægeforeningen var, paradoksalt nok, Venstres nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen. Det var paradoksalt, fordi man af en libertarianer bliver pålagt at skulle vælge speciale inden for en bestemt tidsramme. Hvis fristen ikke overholdes, risikerer man aldrig at blive speciallæge i Danmark.

For at kaste et kritisk blik på reglen er sundhedsminister Astrid Krag blevet bedt om en høring om effekten af fireårsreglen. Opgørelser er svære at finde, men Dagens Medicin har estimeret, at 15 pct. af kandidaterne fra 2009 uddanner sig i udlandet og desuden risikerer 126 yngre læger fra samme årgang at falde for fireårsfristen. Foreningen af Danske Lægestuderende gav i december 2012 udtryk for bekymring, da det efterhånden viser sig, at kun 30 pct. af de studerende færdiggør studiet på de normerede seks år. Flere medicinstuderende udskyder deres kandidateksamen for at forbedre deres CV i kampen om at vinde uddannelsesstillinger. Der er endda medicinstuderende, som har påbegyndt en ph.d.-uddannelse inden endt kandidateksamen. Flere følger sikkert efter, hvilket er forståeligt, hvis man kun har pisk at komme ud til efter eksamen. Og sundhedspolitiske ordførere (og sundhedsministeren i særdeleshed) forholder sig med lidet interesse for at gøre noget ved problemerne. Astrid Krag har i Ugeskrift for Læger udtrykt interesse for at gøre noget ved problemstillingen. Men ordene runger hult, da Astrid Krag til et nyligt lægemøde udtrykte sin politiske uvilje mod at ændre eller optimere vores speciallægeuddannelse.

Vi vil ikke, hverken som mennesker eller læger, finde os i at blive genstand for et politisk projekt om at skabe resultater på bundlinjen. Vi har lært at forholde os kritisk til alt, hvad vi foretager os – det burde politikerne også gøre. Især når det har indflydelse på kvaliteten af læger. Hvorfor skal vi alle ensrettes og bare klare os igennem til en speciallægetitel efter laveste fællesnævner? Vi bliver som læger begrænset i vores faglige videreuddannelse efter endt studium. Vi har for kort tid til at vælge speciale. Hvordan – eller rettere hvornår – skal vi finde ud af, hvilket speciale, der er os? Ja, det må vi gøre under vores uddannelse og under de tre år efter turnus, som vi har til at skrabe de fornødne og ønskede kliniske kvaliteter sammen.

Det som Bertel Haarder kaldte for »unødvendige forsinkelser« (efter Højesterets frikendelse af regeringen), og som sundhedsminister Astrid Krag kalder for »fredagsslik og flødeskum« (til det førnævnte lægemøde), kalder vi for fagligt, kvalitetsbevidst arbejde og videreuddannelse! Sundhedsministeren og regeringen bliver nødt til at spørge sig selv, om ikke kvalitet trods alt er at foretrække frem for kvantitet. Det kan være, at der er nogen (f.eks. de yngre læger) som vil respektere hende, hvis hun udfører reelt konstruktivt politisk arbejde i stedet for levebrødspolitik.

Som yngre læger har vi fået en skrivebordsløsning, som efterlader os i et vadested. Der er ingen, der fortæller os, hvor vi skal hen. Jeg foreslår derfor, at vi går mod strømmen, og at vi alle i solidaritet uddanner os, som vi vil, og at vi følger den videreuddannelse, vi har brug for. Yngre læger skal slet ikke forholde sig til fireårsreglen. Hvis vi ikke sætter foden ned, er vi blevet læger på dåse!