Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen indfører lavere kriminel lavalder ad bagvejen

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

Når man arbejder som socialrådgiver, tænker man ofte, at politikerne ikke ved meget om det arbejde, vi udfører, eller om de love, som de selv har vedtaget.

Regeringen har netop fremsat et forslag om oprettelse af såkaldte ungdomskriminalitetsnævn for børn og unge mellem 12-17 år. Formelt indeholder forslaget ikke en sænkelse af den kriminelle lavalder, som regeringen ellers tidligere har foreslået – men konsekvensen af forslaget er de facto en lavere lavalder. Forslaget må enten være et udtryk for uvidenhed om de indsatser, der i dag fungerer, eller et ønske om at styrke fokus på straf, uanset om det er den mest effektive indsats mod ungdomskriminalitet.

Da regeringen sidst foreslog at sænke den kriminelle lavalder, mødte forslaget alvorlig kritik fra socialrådgivere og andre fagpersoner, børneorganisationer og FN – kort sagt alle, der ved noget om området.

Med det nye forslag lader det til, at regeringen forsøger at omgå kritikken ved at give nævnene mulighed for at straffe børn uden at sænke den kriminelle lavalder. Men at straffene udløses af et nævn, ændrer ikke på det, som var grundlaget for kritikken – nemlig at børn ikke skal straffes, men i stedet mødes af kompetente voksne, som tager hånd om at lede dem på rette spor. Hvis dette ikke kan sikres fra barnets forældre, er der socialrådgivere og børnefaglige medarbejdere, som griber ind, som er uddannet til at sikre barnets integration i normalsamfundet og er trænet i at identificere, hvad der skal til for at forebygge, at barnet kommer ud i en kriminel løbebane.

Ungdomsdomstole og straf

Det, vi indtil videre ved om udspillet, er, at der i hver politikreds skal nedsættes et ungdomskriminalitetsnævn, som skal ledes af en dommer. Nævnet skal behandle sager, hvor unge mellem 12 og 17 år er sigtet for kriminalitet, og det får kompetence til at afgøre, om barnet skal udsættes for en sanktion. Nævnet kan også beslutte, at andre aktører skal følge afgørelsen.

Ifølge Den store danske ordbog er en sanktion: »en straffende foranstaltning; handling der skal presse eller tvinge nogen… til at ændre adfærd.«

Forskellen på at sanktionere og straffe et barn ligger således alene i betegnelsen.

Med ungdomskriminalitetsnævnene får regeringen ad bagdøren indført en mulighed for at straffe de 12-14-årige. Vi ved, at det blandt andet er på tale at børn skal genoprette den skade, de evt. har forvoldt samt samfundstjeneste. Vi ved ikke, hvad sanktionen for ikke at følge nævnets beslutning vil være udover, at justitsministeren oplyser, at man så skruer op for »musikken«.

Regeringen har oplyst, at nævnet skal ledes af en dommer. Da det immervæk er vanskeligt at forestille sig, at alle mindreårige erkender den kriminalitet, som de mistænkes eller sigtes for, må vi regne med, at nævnet også skal tage stilling til beviser. beviser.

Det lyder grangiveligt som en retssag, men barnet vil som udgangspunkt ikke have ret til en forsvarer. I de tilfælde hvor barnet får en forsvarer, er vi endnu et skridt nærmere en reelt lavere kriminel lavalder og et parallelt system for straf af børn.

Lappeløsning eller fortsat succes?

Regeringens argument er, at unge skal opleve, at deres adfærd har konsekvenser, og at de derigennem ledes på rette spor. Vi vil vove den påstand, at de indsatser, der i dag kan iværksættes af kommunerne, ikke bare er tilstrækkelige, men faktisk er en succes. Ungdomskriminaliteten er faldet markant de seneste år og lader til fortsat at være faldende på trods af bandekonflikten.

Desuden vil Ungdomskriminalitetsnævnene formodentlig kun kunne sanktionere børn, der »kendes skyldige« i en forbrydelse. Stik modsat socialrådgivere, der kan gribe ind og hjælpe langt tidligere. Fx skal socialrådgiverne inden for syv dage efter at et barn mistænkes for alvorlig kriminalitet, udarbejde en handleplan for at modvirke yderligere kriminalitet sammen med netværket omkring barnet. Vi kan handle hurtigt og forebyggende, fordi vi arbejder på baggrund af bekymringer og formodninger, mens retssystemet har fokus på skyld og beviser.

Sociale foranstaltninger er i øvrigt ikke en straf eller en sanktion, men en bred vifte af tiltag, som støtter, behandler og sikrer omsorg – alt lige fra hjælp til at komme i fritidsjob, bevilling af kontaktperson og misbrugsbehandling, til de mere indgribende foranstaltninger såsom anbringelse uden for hjemmet. En del foranstaltninger kan iværksættes uden samtykke fra barn eller forældre, hvis det vurderes at være nødvendigt.

Ungdomskriminalitetsnævn er hverken nødvendige eller den bedste vej til at mindske kriminaliteten. Så hvis man reelt ønsker, at færre udsættes for kriminalitet, og at færre børn kommer på kant med loven, skal vi satse på mere af det, som vi ved virker.

Marie Skovgaard er socialrådgiver og BA i jura, Maria Kumari Lauridsen er socialrådgiver og Sebrina Vulff Blaabjerg er socialrådgiver og stud. jur.