Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen bruger for meget krudt på at få den socialistiske velfærdsmodel til at fungere

Som en del af sammenhængsreformen vil regeringen i efteråret præsentere initiativer, der har til formål at nedbringe sygefraværet i det offentlige gennem måltal. Men en syg kultur bekæmpes ikke med måltal. Den bekæmpes med konkurrence.

At der findes hjørner af virkeligheden, hvor et højt sygefravær kan få lov at vokse frem og trives, overrasker mig ikke. I den kommunale hjemmepleje, hvor jeg midlertidigt var ansat tilbage i 00erne, oplevede jeg en kultur, hvor plejepersonalet meldte sig syge for et godt ord, skriver Mia Amalie Holstein. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

»Jeg ved fra andre institutioner, at det er legalt at ringe ind og sige: Jeg har en øv-dag«, udtalte pædagog Jette Bødskov engang til Berlingske og tilføjede: »Øv-dagene tæller ikke som fridage eller ferie. Det er en skuffeaftale på den enkelte institution, der skal opfattes som et personalegode«.

Jeg tror, at mange har på fornemmelsen, at der visse steder i det offentlige er et overnormalt sygefravær. Tallene taler sit klare sprog. Alt kommunalt og regionalt ansat personale har i gennemsnit ca. 11 sygedage om året. Sosu’er og pædagoger er nogle af de personalegrupper, der trækker gennemsnittet op. I 2017 lå det gennemsnitlige sygefravær ifølge data fra KRL på hhv. 13 og 16 sygedage pr. fastansat om året. Og ser man på de enkelte kommuner, havde de 779 sosu-ansatte i Skive Kommune landets højeste sygefravær med et gennemsnit på næsten en arbejdsmåned (godt 21 sygedage) om året, mens de 294 sosu-ansatte i Lemvig Kommune havde et gennemsnitligt sygefravær på godt to arbejdsuger (ca. 11 sygedage) om året. I øvrigt viser min seneste analyse på området, at det kommunalansatte plejepersonales sygefravær er omkring 40 pct. højere end det privatansatte plejepersonales sygefravær.

At der findes hjørner af virkeligheden, hvor et højt sygefravær kan få lov at vokse frem og trives, overrasker mig ikke. I den kommunale hjemmepleje, hvor jeg midlertidigt var ansat tilbage i 00erne, oplevede jeg en kultur, hvor plejepersonalet meldte sig syge for et godt ord. De sagde, at de havde travlt, men løb konstant private ærinder. De løste altid kun de opgaver, der stod skrevet på arbejdsplanen. Og så sad de i øvrigt hellere og røg smøger på gaden, mens en tøjvask vaskede færdig, frem for også at løse de opgaver, der var behov for. Gjorde man det, var man en skruebrækker, fik jeg at vide engang jeg havde repareret et rullegardin.

Store omkostninger

Der er ingen tvivl om, at hvis den offentlige sektor kunne gå konkurs, ville store dele af den for længst have drejet nøglen om. Præcis ligesom mange private virksomheder hvert år går konkurs, hvorefter dets aktiver allokeres til bedre ejere. Men sådan fungerer det ikke i det offentlige. Dragør Kommune er et godt eksempel. År efter år topper plejepersonalet sygefraværslisterne uden at der synes at være den mindste snert af lokalpolitisk vilje til at gøre noget ved det.

Og det høje sygefravær har store omkostninger. Både for kvaliteten af ældreplejen og for os, der betaler unødigt meget for den, bl.a. gennem vikarlønninger. Men bestemt også for plejepersonalet. Mine analyser på området viser, at et højt sygefravær ikke bare er forkølelser og influenzaepidemier. Sygefraværet er også en indikator for kvaliteten af ledelsen, arbejdsmiljøet og medarbejderindstillingen til jobbet. En sygemelding kan for mange medarbejdere være en exitstrategi, når dagene bliver for overvældende.

I det lys er det positivt, at regeringen – som en del af sammenhængsreformen – ønsker at nedbringe sygefraværet i det offentlige. Desværre skal sygefraværet ifølge regeringen bekæmpes med måltal. Men måltal får ikke en leder til at forbedre sine lederevner og retter næppe op på en syg kultur. Man får indtrykket af, at regeringen bruger alt sit krudt på at få den socialistiske velfærdsmodel til at fungere. I stedet for måltal, burde regeringen styrke konkurrencen på velfærdsområdet ved f.eks. at fjerne de barrierer, der gør det svært for private aktører at få fodfæste på markedet. For konkurrence blandt leverandørerne vil netop få virksomhederne til at sætte borgeren i centrum, give skatteborgerne mest mulig velfærd for skattekronerne og sikre et lavt sygefravær blandt de ansatte – gør virksomhederne ikke det, vil de gå konkurs. Og det er en god ting.