Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen bør igangsætte en Mellemøsten-udredning, så vi ikke gentager fortidens fejl

Tyve års indsatser i Mellemøsten har foreløbig haft den konsekvens, at den vestlige og sekulære indflydelse aldrig har været mindre i perioden efter det osmanniske imperiums fald. Der er brug for et kvalificeret bud på Danmarks fremtidige strategi i Mellemøsten.

»Jeg kunne godt tænke mig, at den danske regering nedsatte en kommission eller et udvalg, der meget sagligt og nøgternt og med forbillede i den amerikanske hærs Irakudredning beskrev situationen i Mellemøsten i dag samt årsagerne til den,« skriver Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Danmark overtager fra slutningen af 2020 og halvandet år frem ledelsen af NATOs træningsmission i Irak. Det betyder, at afslutningen på perioden i spidsen for missionen så nogenlunde vil falde sammen med tyveåret for de danske troppers indsættelse i Afghanistan i 2002.

Men hvad er egentlig perspektivet for Danmarks og NATOs indsatser i Mellemøsten?

I januar offentliggjorde den amerikanske hær en 1.300 sider lang analyse af krigen i Irak.

Den rummer selvfølgelig mange konklusioner. Men den helt overordnede er værd at bide mærke i: Den eneste vinder i konflikten var Iran. Det land kom styrket ud af krigen og er – sammen med Tyrkiet og Rusland – i dag den største og vigtigste spiller i regionen. I kraft af det nære forhold til Irak og Syrien strækker landets indflydelse sig fra det centrale Asien til Middelhavet. Og i kraft af kontrollen med Hormuz-strædet har landet indflydelse på cirka en tredjedel af verdens skibstrafik med olie.

At det skulle ende sådan, var der ikke mange, som forudså i 2003. Dengang troede de fleste beslutningstagere, at der ville komme demokrati i såvel Afghanistan som Irak, når de illegitime herskere var blevet afsat.

Foto: Henrik Dahl.

Det gentog sig i forbindelse med Det Arabiske Forår. Mange troede, at der ville komme demokrati til Libyen, Ægypten og Syrien, når de autokratiske herskere var afsat. Men det er ikke sket nogen af stederne. Og i tilgift til elendighederne er Tyrkiet i stigende grad overgået fra at forstå sig selv som et vestligt land, til at forstå sig selv som et mellemøstligt.

I den situation kunne jeg godt tænke mig, at den danske regering nedsatte en kommission eller et udvalg, der meget sagligt og nøgternt og med forbillede i den amerikanske hærs Irakudredning beskrev situationen i Mellemøsten i dag samt årsagerne til den. Og på den baggrund gav anbefalinger til, hvad Danmarks fremtidige strategi burde være i Mellemøsten.

Jeg er sikker på, at hvis det skete, ville beslutningen blive applauderet af et kæmpestort flertal i Folketinget – hvis ikke ligefrem alle partier. Den dag, vi får analysen, vil jeg selvfølgelig holde mig til den. Men indtil da vil jeg tillade mig at gætte på nogle af konklusionerne.

Den første og vigtigste konklusion er formentlig, at der ikke kommer en form for styre, der på nogen måde ligner styret i de vestlige lande, til noget land i regionen (ud over Israel).

I absolut bedste fald kan der komme autokratiske regimer, der opretholder en form for lov og orden, og som har en interesse i, at der ikke består en konflikt med de vestlige lande. Men det vil ske i et mindretal af tilfælde. I stedet kan der opstå iranske eller saudiske lydstater. Det vil i sagens natur sige religiøse eller semi-religiøse regimer, der vil have et antagonistisk forhold til Vesten.

Alt dette vil ske, fordi tyve års indsatser i Mellemøsten foreløbig har haft den konsekvens, at den vestlige og sekulære indflydelse aldrig har været mindre i perioden efter det osmanniske imperiums fald. I Libyen vil der ikke opstå en stat i overskuelig fremtid. Derfor kan den såkaldt Islamiske Stat genopstå der – hvis den ikke bare genopstår i det forholdsvis statsløse rum på grænsen mellem Irak og Syrien.

At tro noget som helst andet vil jeg i mangel på en autoritativ analyse kalde naivt og udtryk for ønsketænkning. Det er derfor det perspektiv, vi bør se danske og vestlige indsatser i. Det er grunden til, at det er vigtigt med en Mellemøsten-udredning.