Hans Gammeltoft-Hansen har ganske åbent indrømmet, at han nok ikke var så »påpasselig«, som han kunne have været som Folketingets Ombudsmand. Denne afsløring har givet anledning til forbavsende få reaktioner. Bortset fra nogle forvildede få, der nærmest vil bære ombudsmanden rundt i guldstol, er tavsheden nærmest larmende. Men skal sagen virkelig slutte her?

Der er tale om et forløb, der kan betegnes som et tillidsbrud over for ombudsmandens arbejdsgiver, nemlig Folketinget. Folketinget har gentagne gange valgt Gammeltoft-Hansen til at bestride en meget central funktion i vores folkestyre. Ombudsmanden (gen)vælges som bekendt efter hvert folketingsvalg. Der kan nu sættes spørgsmålstegn ved grundlaget for disse mange genvalg. Havde han nydt tilstrækkelig tillid i Folketinget, såfremt denne sag havde været kendt? Dansk Folkeparti har ikke ligefrem været begejstret for ham som landets ombudsmand. Allerede i forbindelse med Tamil-sagen var der opmærksomhed omkring Gammeltoft-Hansens forhold til den udlændingelovgivning, som han selv var arkitekten bag. Hvad hans aktivitet konkret har betydet for sagen er svært at gennemskue, formentlig ingenting. Men man skal huske på, at der her er tale om en meget alvorlig sag, der fik stor betydning for mange mennesker. Den ødelagde manges liv. Den førte til en regerings fald og en dom i Rigsretten. Det er kedeligt, at der nu kan stilles spørgsmålstegn ved ombudsmandens rolle.

Det har været påpeget, at de videregivne oplysninger af forskellige grunde ikke var tavshedsbelagte i juridisk forstand. Jeg finder det helt meningsløst at sidde og file på, om ombudsmanden lige netop har holdt sig på den rette side af loven. Det er ombudsmandens fremmeste opgave at være loyal over for sine folkevalgte arbejdsgivere og i øvrigt være et klart forbillede for andre offentlige myndigheder. Ombudsmanden skal vise vejen med hensyn til både korrekthed og god dømmekraft. Gammeltoft-Hansen har båret på denne hemmelighed i over 20 år. Sagen rejser en række indtil videre ubesvarede spørgsmål. Hvorfor er han ikke selv gået til bekendelse, hvis denne videregivelse af oplysninger var så uproblematisk? Og endda for mange år siden? Ombudsmanden mødes ellers med Folketinget en gang om året for netop at fortælle om sit arbejde. Hvorfor skulle dette komme fra Seidenfaden hinsides graven?

Men sagen rummer mange principielle aspekter, der rækker ud over Gammeltoft-Hansens påpasselighed. Folketinget bør gribe anledningen til en principiel drøftelse af ombudsmandens rolle. En genvalgsbegrænsning burde overvejes. Ombudsmandsloven kan uden større besvær forbedres på bl.a. det punkt. Det er ikke sundt at sidde på magten i så mange år.