Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Reality-TV om Carina

Hans Hauge: Da religionsfilosoffen K.E. Løgstrup havde set filmen »Gøgereden« fra 1975 med Jack Nicholson i rollen som patient på et psykiatrisk hospital, forsvarede Løgstrup sygeplejersken Big Nurse – filmens skurk. Løgstrup sagde, at filmens forkyndelse var falsk.

Carina Melchior fra DR Dokumentaren »Pigen, der ikke ville dø« inden den alvorlige bilulykke. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Filmen var uhyre populær i de dage, hvor psykiatrien var under stærk kritik. Man hyldede den såkaldte anti-psykiatri. Hvorfor var forkyndelsen falsk? Fordi den sagde: Giv magten til dem, der ikke har forstand på noget. Tag magten fra sagkundskaben. Da vi så filmen, var vi så afgjort på patienternes side, fordi hospitalet repræsenterede , som det gjaldt om at slippe ud fra. Socialmedicin var den sande form for medicin – alle sygdomme var samfundsskabte.

Disse tanker fra fortiden dukkede op, da jeg så den halvanden time lange tårepersende reality-film om en 19-årig pige, der kommer ud for en ulykke, og som næsten erklæres hjernedød, og som overlever. Vi ser overlægen, der næsten ikke kan vente på organerne fra hende og de grædende forældre. Fra nu af er pigen ikke anonym længere. Vi kender hende som Carina. Programmet præsenteredes som ’Pigen der ikke ville dø’, som om der var tale om en viljesakt, eller som om vi er vores eget livs redaktører. DR kalder det en ’fantastisk’ historie.

Det er naturligvis lidt af et scoop, at DR netop var på stedet, da Carina kommer ind på neurologisk afdeling i Aarhus. Det er nærmest usmageligt, at DR på denne måde udnytter en ulykke til at lave underholdning med. Hvad nu hvis Carina var død? Skulle vi så have været med til begravelse? Og have mødt en person, der fik doneret hendes organer, for på den måde at lave en happy-ending inden tv-avisen? Hvad havde de filmfolk mon tænkt?

Stedet er allerede en del af dansk filmhistorie; jeg tænker på Nils Malmros’ film om faderen, der var overlæge samme sted og om nogle fejlbehandlinger, der muligvis skete. Man kan spørge om, hvorfor sygehusene i stigende grad tillader tv-hold at rende rundt og forstyrre roen. Hvem har glæde af disse udsendelser?

Denne historie var ren følelsesporno. Vi ser den grædende far, der slynger om sig med eder og forbandelser og alligevel taler om et mirakel. Der sker hurtigt en fiktionalisering af historien. Helte og skurke begynder at aftegne sig. Faren iscenesættes næsten som en grisehandler Larsen. Der bruges utallige filmtrick. Musikken og gentagelse af, hvad lægerne sagde ’efter fire dage’ virker suggererende. Hævnen er sød. Carina vandt over systemet. Den kvindelige overlæge kommer næsten til at blive som Big Nurse, mens sygeplejerskerne forbliver anonyme. Forældrene bliver sandhedsvidnerne. De stoler ikke på de professorer, der går rundt deroppe. Forkyndelsen kommer til at lyde som »Gøgeredens«. Stol ikke på sagkundskaben. Og straks forsøger sundhedsminister Astrid Krag at score billige point på historien. Der skal flere regler til og mindre skøn.

Nu er forældrene en del af begivenhedskulturen og optræder i talkshow. Carina i Vild med dans? Hvorfor ikke? Hun ville vinde. Problemet er, at de kameraer, der var til stede ved de første samtaler, ændrer hele samtalens karakter. Ingen ville have sagt det samme uden tv. Når vi medieres, spiller vi med, men vi er også os selv. Man græder anderledes på tv. Læger går ind i lægerollen. Mon DR overvejer, hvilke psykiske problemer, Carina vil få ved at overvære sin egen nærdød igen og igen med musik? Næppe. Dokumentarholdet er sikkert på vej til et andet sygehus. Men de fik da det ud af det, at der nu vil blive mangel på organdonorer. Måske har filmholdet liv på samvittigheden. Måske får de en pris for autentisk tv.