Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Reality-tv for let (pr)øvede

Hvad med os halvgamle? Hvis reality-genren skal finde nye veje, så prøv med »De gamle mødre«, »Dobbeltliv« og »Kongerne af Carl Mar Møllers baghave«.

De unge er trætte af reality-TV, rapporterede Berlingske tidligere på ugen. »Paradise Hotel«, »Mig og min mor«, »Fristet«, »Familien på Bryggen«, »Kongerne af Rømø«, »De unge mødre«, »Amalies verden«, »Divaer i junglen«, »Gustav og Linse på udebane« og »Singleliv« er tomme kalorier. De unge beder om at få flere vitaminer i de TV-programmer, som henvender sig til deres målgruppe. Altså dem, der er for gamle til Cartoon og Disney og den slags.

TV3s programchef er ikke enig: Her går det fremad, siger han. Aldrig har så mange meldt sig til »Paradise Hotel«. Men er en lyst til at deltage i programmet det samme som lyst til at ville se det? Den er vel snarere et udtryk for lyst til eventyr, en chance for flygtig berømmelse, rejselængsel og måske udsigten til at fylde livet med lir, når man alligevel risikerer at være ungdomsarbejdsløs?

Jeg er imponeret over, at de unge seere, der nu beder om at få mere lødigt og begavet indhold, overhovedet kan skelne mellem reality-virkeligheden og den virkelige virkelighed. Personligt opgiver jeg snart. Jeg sidder fast i en gråzone mellem sandhed og opspind. Hvad er hvad? Lad mig give et eksempel: Det er ikke så mange år siden, at folk, der gik på gaden og talte ud i luften, var psykisk ustabile, småtossede, ja, ligefrem psykotiske. Jeg løb tit ind i en mand, der gik og råbte »Hvorom alting er, må det få en ende, grosserer Albertsen!« Jeg gik i en bue udenom ham, for fik man øjenkontakt, risikerede man at blive mål for hans rablerier. Nu tosser helt almindelige mennesker ved deres sansers fulde fem rundt i gaderne og råber højt i deres smart- eller dumbphones, at »hvorom alting er, må det få en ende, grosserer Albertsen!«

En medarbejder på en døgninstitution for psykotiske fortalte mig, at beboerne tilskyndes til at gå med en mobiltelefon for øret, når de bevæger sig rundt. Så de kan de nemlig i ro og mag samtale med de indre stemmer, de hører, uden at nogen stopper op og glor. Nu er vi alle sammen tossede, åbenbart. »We are all doctors, vi er alle læger«, som anføreren af udbrydergruppen siger i »Gøgereden«.

På en af de nye københavnske cykelstier med to baner - en for de hurtige, og en for os tumber - havde jeg forvildet mig ud i the fast lane på min vinrøde Bedstemor And-model. Det er en alvorlig sag at cykle derude. Man bider tænderne sammen, smiler ikke, ser sig kun rutinemæssigt rundt for at orientere sig og ikke for at glo på folk, man holder kadencen og sprinter, når man kan. Stor klinge. Udbrud. Frem på rekordtid. En af tidens midaldrende cykelfyre i kort buks, Nyrup-hjelm og førertrøje, klemtede kort med klokken, pling, og bad mig rykke ind: »Flyt dig for helvede, kælling«. Jeg er blevet kaldt det, der er værre - men ikke på cykelstien en yndig onsdag eftermiddag. Jeg skiftede benhårdt til 3. gear for at indhente denne cykelstiernes Rolf Sørensen, nu skulle han få et møgfald. Men pludselig slog det mig: Hey, det er et setup! Jeg er med i et reality-program. De havde sendt en cykelfætter Fup ud for at genere så mange mennesker som muligt i myldretiden for at vise, hvordan mennesker reagerer på at blive talt grimt til. Henne ved rødt hev jeg fat i kanten af hans førertrøje: »Okay, Mr. Reality - hvor er kameraet? Hvor er checken for at medvirke i dit program? Og hvornår bliver det sendt?«

Jeg tog fejl. Jeg var ikke med i et reality-show. Og lige meget, hvordan jeg vender skråen, kommer jeg til at lyde som familiens sippede tante. Jeg kunne godt fortælle målgruppen på 12 til 25 år, hvad der er opbyggeligt for dem at se i TV. Men jeg er holdt op. Holdt op med at sige, at de skulle tage og se DR K, BBC World, National Geographic og Dokumania, for jeg aftvinger akkurat samme gaben, som dengang jeg købte »Revolver«, mit allerførste Beatles-album. Dagen efter kom min far bekymret ind på mit værelse med sit pædagogiske modtræk: Mozarts »Eine kleine Nachtmusik« på en EP. Det var dén slags musik, sagde han, der var holdbar, dén slags, jeg burde lytte til. No offense, Mozart, men jeg gaber stadig en smule ved tanken. Min far fik så ikke ret. Beatles holder endnu. Og spørgsmålet er, uden kvalitetssammenligning i øvrigt, om ikke reality-genren fortsætter i mange sæsoner endnu.

Men hvad skal så fremover hældes ned i konceptet, kan man så spørge. Og det er så her, jeg kommer ind i billedet med et par ideer. Et af de mest sete programmer i uge 38/2012, foruden »Forbrydelsen III« og »Vild med Dans«, var genudsendelsen af »Matador«. Der er nostalgi i luften. Interesse for andet end ungt kød på eksotiske locations, kvinder med bryster som airbags, piger, der formulerer sig, som om strømmen er gået, drenge i bar overkrop, der høvler breezere for at dulme den søde kløe, folk der bliver stemt ud, folk, der skal slå hunde ihjel eller tage en bolig fra en fattig, asiatisk familie.

Nu må det altså være tid til »Reality for let (pr)øvede«. Familier vil kunne samles omkring en serie, der hedder »De gamle mødre«. Ingen af de medvirkende må være under 45, vi følger dem i tykt og tyndt og ser, hvordan forældrene, som jo er i en alder, hvor de alligevel skal op og tisse om natten, tager sig tid til at stikke junior en flaske. Eller hvad med »Kongerne af Carl Mar Møllers baghave«, hvor voksne mænd kører rundt i smadrekasser og giver deres gamle mor skylden for alt, opildnet af terapeuten? Eller sætte to modsætninger sammen, for eksempel »Søren Krarup og Imam Petersen på udebane« - først på ekskursion til Seem og siden til Tingbjerg? Anders Samuelsen og Johanne Schmidt-Nielsen? EB-journalisten Jan Kjærgaard og statsministerens mand? Hvad med »Dobbeltliv« i stedet for »Singleliv«? Afsløre ægtefæller, der er utro? Og hvis man vil have programmer med høj IQ, kunne det foregå i et universitetsmiljø? »Nørder i junglen«, hvor overlevelsesbegavelser kan banke et ly for natten op ved hjælp af en stilethæl, de har lånt at Gustav?

Realityen er gået hen over skærmen, siden DRs ungdomsprogram Transit i 1995 viste serien »Nye anden« om livet blandt de studerende på Egmont Kollegiet. Nu skal der ske et generationsskifte. Hæv gennemsnitsalderen til 50. Jeg er klar ved kakkelbordet.