Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rapport om oksekøds klimaaftryk fik fortjent kritik – den er et symptom på et større problem på universiteterne

En pressemeddelelse fra Aarhus Universitet har sat fokus på et ellers overset problem: At forskere og universiteter også bærer et medansvar for videnskabelig misinformation.

Aarhus Universitet er kommet i modvind på grund af en rapport om oksekøds klimaeffekt. Medierne har en rolle, men det er i høj grad også universiteternes rolle at kæmpe imod misinformation, skriver læge Ida Donkin. (Foto: Jørgen Kirk/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Kirk

De seneste uger er kritikken med rette haglet ned over Aarhus Universitet efter at det kom frem, at interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, der havde sponsoreret en i forvejen omdiskuteret rapport om oksekøds klimaaftryk, også havde fået indflydelse på universitetets pressemeddelelse. Og Information kunne fredag fortælle, at Landbrug & Fødevarer skrev hele afsnit i rapporten.

Et kontroversielt afsnit af rapporten, hvori det fremgik, at oksekød var en mindre klimasynder end en række nydelsesmidler lagt sammen, var blevet fremhævet. Det gav resultatet, at netop denne vinkel blev viderebragt af landsdækkende medier til den brede offentlighed.

Det er ikke nyt, at medier kritiseres for at glemme forbeholdene og søge sensationen, når de formidler videnskabelige fund. Men vi glemmer ofte, at forskningsinstitutionerne også har et stort medansvar for videnskabelig misinformation. For sagen fra Aarhus Universitet er langtfra enestående. Også historier om fedmeforskning og alkohol er blevet skævt formidlet med afsæt i netop universiteternes egne pressemeddelelser. Faktisk viser studier, at pressemeddelelser om forskningsnyheder ofte overdriver resultaterne og giver anledning til misforståelser.

»Incitamenterne til at smøre ekstra tykt på i formidlingen er således tydelige.«


Årsagen synes indlysende. Omtale i pressen kan være adgangsbillet til både citeringer i videnskabelige artikler, anerkendelse, priser og forfremmelser. Og forskningsinstitutionerne øger mulighederne for at tiltrække fondsmidler og dygtige forskere. I ovenstående eksempel må skævvinklingen af pressemeddelelsen mistænkes for at bunde i interessevaretagelse af bidragsyder.

Incitamenterne til at smøre ekstra tykt på i formidlingen er således tydelige. Men omtale af nye forskningsresultater bør ske med varsomhed. Èt forskningsstudie skaber nemlig ingen sandhed. Forskningsresultater skal efterprøves af uafhængige forskergrupper og skal diskuteres og vendes på konferencer verden over, før vi ved, hvor vigtige og relevante de egentlig er. Den erkendelse overses alt for ofte.

Ida Donkin Fold sammen
Læs mere

Et engelsk studie har vist, at fire ud af ti pressemeddelelser overdriver resultaterne, mens et tilsvarende hollandsk studie fandt, at det gjaldt to ud af ti pressemeddelelser. De danske forhold er ikke undersøgt, men Charlotte Autzen, ph.d. i videnskabsjournalistik og tidligere chefkonsulent i Københavns Universitets kommunikationsafdeling, beskrev for nylig til mediet Science Report, hvordan de danske pressemeddelelser er: »(…) meget afsenderorienteret. Det handler mere om markedsføring af forskeren eller forskningsgruppen og universitetet end om at oplyse den almindelige borger.«

Denne tendens er særligt uheldig, når vi samtidig ser hyppige eksempler på, at universiteternes pressemeddelelser videreformidles stort set uændret i medierne.

»En undersøgelse fra 2017 viser, at flere af os er forvirrede over, hvad der er sundt og usundt. Næppe overraskende, når vi så ofte mødes af modsatrettede budskaber på sundhedsfronten.«


Præcis som det skete ved oksekødsrapporten. Jens Degett, formand for Danske Videnskabsjournalister, fortalte i 2017 til Uniavisen, at universiteterne bærer et medansvar for den stigende mistillid til videnskaben, eftersom »ubearbejdede pressemeddelelser og historier bliver ofte ukritisk kopieret, fordi det er billigere for aviserne at få historierne fra universiteternes og virksomhedernes kommunikationsafdelinger end at lave dem selv.« Det fordrer i endnu højere grad, at universiteterne tager deres formidlingsopgave alvorligt. Som borgere lytter vi til de nye forskningsresultater, når de behandles i medierne. Og vi lader os påvirke af dem – også når de rammer skævt.

En undersøgelse fra 2017 viser, at flere af os er forvirrede over, hvad der er sundt og usundt. Næppe overraskende, når vi så ofte mødes af modsatrettede budskaber på sundhedsfronten. Den ene dag er kaffe sundt, den næste dag farligt. Journalisterne bærer selvfølgelig et medansvar for, at forskningshistorier ikke ukritisk bliver videreformidlet til læserne, men ansvaret ligger også hos forskerne og universiteternes voksende kommunikationsafdelinger.

Hvis troværdigheden ofres på opmærksomhedens alter, undergraver vi tilliden til videnskaben. Den videnskabeligt funderede viden har i forvejen trange kår. Som forskere må vi stå vagt om troværdigheden for ikke at bidrage til misinformation.