Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Radikale drømme og røde realiteter

Lars Hovbakke Sørensen: De Radikale har signaleret, at hvis rød blok vinder valget, vil de pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men samtidig føre økonomisk politik sammen med de borgerlige partier.

Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor, ph.d., Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De Radikale håber naturligvis på, at det vil betyde, at der vil blive ført masser af radikal politik i Danmark. Det vil sige en stram økonomisk politik kombineret med en lempelse af udlændinge- og retspolitikken, en mindre fokus på test af fagligheden i Folkeskolen osv. Men hvad vil en valgsejr til røde blok egentlig komme til at betyde for den politik, der vil blive ført i de kommende år?

Hvis den røde blok vinder valget, vil Socialdemokraterne og SF næppe finde sig i at sidde på ministertaburetterne uden at kunne føre den politik, de egentlig selv ønsker. Socialdemokraterne og SF vil med Helle Thorning-Schmidt som statsminister sandsynligvis ret hurtigt begynde at søge sammen med Dansk Folkeparti, når det gælder dele af den økonomiske politik, socialpolitikken og velfærdspolitikken.

Det vil sige, at en regering med Thorning-Schmidt i spidsen vil føre en økonomisk politik, som de konservative og de liberale partier (Venstre, Radikale og Liberal Alliance) ville betegne som »uansvarlig«. Dansk Folkeparti vil ganske vist være bundet på efterløns- og pensionsområdet af et eventuelt forlig med V,K og R her inden valget. Men på mange andre områder vil Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kunne blive enige om en række aftaler.

I udlændingepolitikken vil Socialdemokraterne og SF, hvis de kommer til magten, sandsynligvis også samarbejde med partierne til højre: Konservative, Venstre (og til dels Dansk Folkeparti) om en fortsat stram udlændingepolitik. Hvorfor skulle Socialdemokraterne og SF dog tage hensyn til Radikales og Enhedslistens meget »lempelige« synspunkter på udlændingeområdet, hvis de bedre kan fastholde deres egne og deres vælgeres ønsker om en stram linje ved at samarbejde med VKO-partierne.

Sammenfattende kan man altså sige, at Radikales nye selvsikkerhed, som vi i disse dage er vidner til, i forbindelse med deres deltagelse i forhandlingerne om 2020-planen, snarere er baseret på radikale drømme og den traditionelle radikale selvopfattelse af, at være et parti, som man ikke kan komme uden om, end på egentlige politiske realiteter.

Situationen for De Radikale efter valget kan let risikere at blive, at de har medvirket til at bringe en regering til magten, hvis politik de reelt næsten ingen indflydelse har på.

Dette er naturligvis alt sammen under forudsætning af, at den røde blok vinder valget, og at Radikale fortsat vil pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hvis Radikale i stedet – men det er p.t. åbenbart kun en teoretisk mulighed – valgte at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, ville de derimod have mulighed for at få afgørende indflydelse på Danmarks udvikling mange år fremover.