Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Racismen har afløst kapitalismen som den store fjende

Læs mere
Fold sammen

Allen Tate (1899-1979) var en kendt amerikansk lyriker og en af de førende nykritikere. Mange ældre litteraturlærere har kendt til nykritikken, der blev indført i Danmark i begyndelsen af 1960erne. Nykritikken var den litteraturpædagogik, der blev brugt for at sætte datidens gymnasieelever i stand til at læse modernistisk lyrik af Rifbjerg, Sonne og lignende. Nykritikken fik kun kort levetid i Danmark, for da studenteroprøret kom, blev nykritikken afsløret som reaktionær, og dermed fjernet fra litteraturundervisningen og erstattet af ideologikritik.

Nykritikerne kom fra Sydstaterne. De forsvarede Sydstaternes organiske kultur imod Nordstaternes mekaniske materialisme. De var modernister i deres digte, men antimoderne i deres kritik. Et anskueligt billede af deres syn på verden får man i William Faulkners romaner. Et af Tates mest berømte digte hedder »Ode to the Confederate Dead« (1928), hvor en person står ved en soldaterkirkegård. I dag er der ingen tvivl om, at nykritikerne vil blive kaldt racister. Nykritikken er ligesom de sydstatsmonumenter, der fjernes.

I begyndelsen af 1970erne skulle Tate holde foredrag på University of Texas. Foredraget skulle foregå i The Robert E. Lee room. Og som man husker, var det en statue af Lee, der var den megen ballade om for ikke så længe tid siden. Tilfældet var, at dagen før foredraget var Sydstatsflaget blevet fjernet fra væggen i lokalet. Det fortalte de Tate og om den ballade, det havde medført. Han lyttede uden at reagere. Efter foredraget var der frokost, og Tate rejste sig og holdt en tale. Han sagde, at han følte sig godt hjemme i Robert E. Lee lokalet, og han var glad for, at de i det mindste på dette sted holdt mindet om Sydens helte i live. Der blev helt stille i lokalet. Universitetets rektor sad uroligt på sin stol. Så sagde Tate, at der var noget, der manglede og pegede på den tomme væg bag ham. »Jeg håber, at der en dag igen vil være et stort Sydstatsflag her bag mig.« De studerende måbede, men derefter brød de i ud i et bragende bifald. Der kom aldrig et nyt flag. I dag ville de studerende slet ikke tillade, at en person som Allen Tate talte. Der ville være voldelige demonstrationer.

Nykritikerne blev dømt ude af marxisterne i 1970erne, i dag dømmes de og mange andre ude, fordi de var racister. Racismen er fjenden snarere end kapitalismen. Nutidens amerikanske racismekritik er ikke kommet til danske universiteter endnu, men den kommer. Alt amerikansk får vi med ti års forsinkelse. Der er allerede dukket lidt op: »Hvidhed« og brugen af modeordet »slavegørelse« (enslaved). Snart vil vi høre skældsordet »cis-whites« eller »cis-scum«, som betyder ikke-transkønnede hvide mænd. For at Danmark kan ligne USA, har man på universiteterne forsynet Danmark med en ny kolonial fortid. Det nye består i, at den er fortsat. Der har aldrig været en afkolonisering. Det næste, der kommer, er Black Marxism og »womanism«. Det er en afroamerikansk kritik af marxismen og feminismen. Og den slags trives, belønnes og støttes på de amerikanske universiteter. Snart vil den blive understøttet på de danske.