Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

byline Hans Hauge

Nu er der VM i håndbold i Qatar. Og der skal være fodbold-VM. Verdens øjne vil hvile på Doha og omegn. Det ser ud til, at de har ophævet den bestemmelse, der siger, at mænd ikke må bære korte bukser. Qatar er efterhånden blevet en del af vor hverdag, men det er dybest set en lidt underlig del. Små drenge går rundt med T-shirts, der reklamerer for Qatar. Carsten Niebuhr fik i sin tid ikke Qatar med på sit kort over Arabien.

Qatar er Mellemøstens Norge. Det er verdens rigeste velfærdsstat. Det er ellers ikke lige et sted, der hylder alle vore »værdier« såsom demokrati, ytringsfrihed og lignende. Der er stening af utro koner og alt andet. Sharia er lov. Det skal dog siges, at der i 2008 blev åbnet en katolsk kirke i hovedstaden Doha. Den betjener de mange fremmedarbejdere i landet.

Der er i alt 1.686.228 mænd og 549.203 kvinder inden for statens grænser, men vel kun 200,000 er qatarer, så de er i klart mindretal i deres land. Gad vide om de har problemer med at integrere fremmedarbejderne, eller skal de måske slet ikke være qatarer? Mon de kaldes andengenerations- qatarer, eller løser de problemet med disse fremmedarbejdere på en anden kreativ måde? Nej, naturligvis ikke. For Qatar er på ingen måde en nationalstat. Der er ikke et folk, de fremmede kan integreres i. Sammenhængskraften er sunni-islam. De skelner mellem qatarer og ikke-qatarer. Det er en let måde at klare den slags på.

Qatar er på mange måder en engelsk opfindelse. Det er de fleste arabiske lande. I 1868 blev Qatar invaderet af Bahrain, men så kom englænderne til hjælp, en sheik fra al Thani-familien blev indsat, og landet kom under britisk beskyttelse, skønt det stadig var under tyrkisk overherredømme.

Al-Thani familien har siddet på magten lige siden. De har skiftet hinanden ud, men det er altid blevet i familien. I 1915 smed briterne tyrkerne ud. 3. november 1916 kom der en aftale i stand med England. Qatar blev et protektorat. I 1971 blev landet selvstændigt. Jeg gætter på, at mange qatarer er i familie med den ledende familie. De er alle små prinser og prinsesser. På den måde er magten fordelt. Der er tale om et slags storfamiliedemokrati, og det minder lidt om det gamle græske demokrati, som var de få, mens arbejdet blev udført af slaver. Qatar er det nye Hellas.

Hvorfor sidder sheiker og emirer endnu på magten? Det gør de i mange af de tidligere britiske protektorater. Briterne kunne ikke forestille sig et nyt land uden en konge. Derfor indsatte de straks en i Irak, da de havde overtaget det, og i Jordan skete det samme. Dernæst er der Kuwait og Bahrain samt Saudi Arabien. Det lykkedes ikke briterne at gøre Palæstina til et kongedømme; i stedet kom der uden britisk medvirken et moderne, liberalt demokrati.

Britisk politik i Mellemøsten, da de skabte de nye stater, kaldes »ornamentalisme«. Det var briterne, der med imperiet moderniserede store dele af verden, men efter Første Verdenskrig gjorde de det modsatte. De skabte i Mellemøsten feudale kongedømmer. Det gamle, edwardianske England à la Downton Abbey var forsvundet, men så genskabte de et før-moderne England i ørkensandet med konger og prinser og det hele.