Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pussyhat-feministerne svigter den universelle kvindekamp

»Vestens feminister kastet os over 100 år tilbage i ligestillingskampen. Mens de render rundt med pussyhatte, kræver at få lov til at fribløde, amme alle steder, samt at de er utrolig sårbare ofre for den hvide mands »grusomme« sexistiske bemærkninger, har de helt glemt eller nok snarere fortrængt, hvad den universelle kvindekamp rent faktisk går ud på.«

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Onsdag er det 8. marts 2017. Kvindernes Internationale Kampdag. Den dag, hvor verdens kvinder sammen kæmper for elementære kvinde- og menneskerettigheder og imod undertrykkelse.

Eller der burde være en universel fælles kvindekampdag. Men det er som om, at kampen lige nu klinger en anelse hult.

Vi er kun lidt over to måneder inde i det nye år, og allerede nu har Vestens feminister kastet os over 100 år tilbage i ligestillingskampen, i hvert fald når man ser, hvad deres vigtigste mærkesager er.

Det begyndte med den nye amerikanske præsident Trump, som er en klassisk ældre, rig mandschauvinist, der for ti år siden fyrede en sexistisk lummer bemærkning af.

Småsexistisk, mandehørmende skurvognssnak er ikke just ukendt, også selvom vi gør vores bedste for at opdrage de nye generationer til ikke at omtale hinandens køn med sexistiske bemærkninger.

En fremtrædende, amerikansk muslimsk kvinde ved navn Linda Sansour tog i den forbindelse initiativ til en massedemonstration imod Trump og hans noget konservative kvindesyn. Millioner af pussyhat-kvinder gik på gaden i hele den vestlige verden, og de rasede mod præsidenten. I iver for at vise deres solidaritet med muslimske kvinder, hyldede de hijaben. Med smil og jubel havde de en enorm plakat med et billede af en kvinde i hijab, hvor hijaben var udsmykket med det amerikanske flag.

Feminister med hat på

På nogenlunde samme tidspunkt blev den årlige Womens Hijab day afholdt. På denne dag hyldede verdens kvinder, især Vestens kvinder, den muslimske kvindes ret til at bære hijab uden at blive udsat for diskrimination i de vestlige samfund.

Talrige billeder af ikke-muslimske kvinder med hijab prydede mange Facebooksider. Der var også et billede af den svenske klima- og udviklingsminister, der kopierede et billede fra Det Hvide Hus, hvor kun mænd var til stede, med et hvor der kun var kvinder på hendes kontor. Et par uger senere var der dog et billede at finde i pressen af den svenske handelsminister, der med sit kvindelige følge besøgte Iran i forbindelse med nogle handelsaftaler, hvor de alle bar tørklæder i ærbødighed over for landets regler. De sås i øvrigt posere dydigt forbi Irans præsident, iført tækkelige tørklæder. Sidst, men ikke mindst, lod den svenske, socialdemokratiske finansminister – med to andre kvinder – sig fotografere med hatte, mens hun smilende skrev over billedet, at de blev påtvunget hat, når de skulle deltage i et statsbesøg på slottet. Altså en besked til de iranske kvinder om ikke at brokke sig, for Vestens kvinder »lider« også under tvungen hat ved særlige lejligheder!

Vi er dog nogle feminister her i verden, der ikke jubler over hverken vestlige feministers støtte til hijab eller over de lyserøde pussyhatte. Den ægyptiske feminist Mona Eltahawy frabad sig venligst, at vestlige kvinder støtter kampen for hijab, da det kun besværliggører det for kvinder i Mellemøsten at fravælge at bære den.

Denne brave kamp føres også af My Stealthy Freedom, stiftet af den iranske feminist og aktivist, Masih Alinejad. Deres Facebookgruppe tæller over en million medlemmer. De kæmper for at få lov til at smide hijaben og gør også Vesten opmærksom på den kvindeundertrykkelse, de iranske kvinder, og nogle millioner andre kvinder i Asien, Mellemøsten og Afrika, er pålagt. De påpeger især, at kvinderne rent faktisk udsættes for vold og pisk, hvis de ikke følger loven om at bære hijab.

Støtten til de iranske feminister er fuldstændig glemt i kampen for at støtte hijaben, som understøtter, at man som kvinde er underlagt Gud. Men i mange tilfælde også sin mand

Mens vestlige feminister render rundt med pussyhatte, kræver at få lov til at fribløde, amme alle steder, samt at de er utrolig sårbare ofre for den hvide mands »grusomme« sexistiske bemærkninger, har de helt glemt eller nok snarere fortrængt, hvad den universelle kvindekamp rent faktisk går ud på.

Om hijaben er frihed, undertrykkelse, islamisk eller blot et tørklæde er irrelevant i denne sammenhæng. Kampen burde handle om retten til at tage hijab på, men så sandelig også retten til at tage den af.

Kvinders ret svigtes

En muslimsk mand skrev til Karen, at vores kvindekamp for frihed, selvbestemmelse og ligestilling var forbi. Nu ønsker kvinder at støtte hijaben og dermed en islamisk ny æra.

Jo, den tanke kan man sådan set godt få her i dag 8. marts. For aldrig nogensinde har vestlige kvinder samlet sig i en demonstration for at støtte iranske kvinder, saudiske kvinder og andre kvinder de steder i verden, hvor kvinder ikke har det frie valg. Aldrig har der været set et større svigt af den universelle kvindekamp for kvinders ret til at gå klædt, som de vil, når ønsket har været det tøj, vi som frie kvinder i Vesten for det meste ynder at pryde vores kroppe med.

Som en konsekvens af de vestlige feministers ihærdige arbejde for at inkludere hijabbærende muslimske kvinder i fællesskabet, er deres agenda blevet en hån mod millioner af kvinder, der hver dag kæmper for at få lov til at vise hår, at gå med kort kjole, eller overhovedet at få lov til at gå i byen. I det hele taget at få lov til at leve et ganske almindeligt liv med løst hår, korte kjoler, kærester og sex, som alle vi andre her i den nogenlunde ligestillede del af verden tager som en selvfølgelighed.

Her er vi nu, ti uger inde i det Herrens år 2017. Om det lykkes at redde den universelle solidariske verdensomspændende kvindekamp, er ret tvivlsomt, men vi har hermed givet bolden op.

God 8. marts!