Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Publicistisk serviceeftersyn

Anker Brink Lund: Når skatteyderne støtter service til borgerne, anlægges der gerne et såkaldt armslængde-princip. Det vil sige, at de bevilgende myndigheder ikke blander sig direkte i, hvordan pengene anvendes, så længe støttemodtagerne lever op til professionelt definerede formål. På det grundlag bliver serviceydelserne efterfølgende evalueret.

Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En statsstøttet kunstner har for eksempel en betydelig grad af kreativ selvbestemmelse, en læge fri ordinationsret og en forsker videnskabelig metodefrihed. Men der er tale om frihed under ansvar. Lever støttemodtagere ikke op til professionens standarder, kan det få betydning for fremtidige bevillinger.

Noget tilsvarende gør sig gældende for DR og andre former for licensfinansieret public service. Men de publicistiske evalueringer omfatter ikke trykte medier, selvom de modtager over en milliard offentlige kroner i offentlig støtte hvert år. Er det rimeligt?

Spørger man danske dagblade, svarer de fleste chefredaktører ubetinget ja. Enkelte bladhuse har dog på det seneste erkendt, at denne arrogance næppe holder i længden. De har derfor sammen med fritstående web-medier, fagblade, radio og TV medfinansieret et forskningsprojekt, som kaldes Det publicistiske Serviceeftersyn.

Der er tale om et pilotstudie, hvor forskerne forsøger at sætte sig ud over selvfede fordomme ved at tage afsæt i tre professionelt definerede nyhedskriterier: væsentlighed, relevans og fascination. På det grundlag overlades den konkrete bedømmelse af det redaktionelle indhold til kodere med en professionel journalistisk uddannelse.

Det er de analyserede redaktioner selv, som definerer, hvem og hvad de ønsker at være relevante for. Der tages således højde for, at publicister kan have forskellige ambitioner. Men forskerne forudsætter, at de alle i udgangspunktet stræber efter væsentlighed og journalistisk defineret fascination.

Det viser sig, at kun få af dagens nyheder og debatindlæg både kan kodes som væsentlige, relevante og fascinerende, vurderet ud fra et professionelt, journalistisk synspunkt. 54 procent af de 6.328 enheder, der er blevet evalueret, scorer dog point på mindst to af de tre dimensioner, mens de resterende kun skaber værdi på en af dem.

Resultaterne er særligt tankevækkende, fordi nogle af de medier, som slet ikke modtager offentlig mediestøtte, scorer mindst lige så højt, som dem, der hvert år henter millioner i statskassen. På det foreliggende grundlag argumenteres dog ikke for, at hele pressestøtten omlægges, så den udelukkende baseres på væsentlighed, relevans og fascination. Også i fremtiden må der anlægges et armslængde-princip, så de statsstøttede mediehuse kan disponerer relativt frit.

Men fremtidens mediestøtte må tildeles mere professionelt og under publicistisk ansvar. Så hvis de nuværende modtagere af statssubsidier finder forskernes bedømmelsesgrundlag utilstrækkeligt, bør de aktivt medvirke til at kvalificere metodikken. Ikke bare afvise enhver form for ekstern evaluering som »smagsdommeri«.