Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Psykisk syge i knibe

Kritikken af antidepressiv medicin er primært ført af personer, som aldrig eller næsten aldrig har behandlet psykisk syge. Tilbage står læger som jeg, der er klinisk arbejdende, og hver dag ser patienter, som bliver raske efter medicinsk behandling. Det er farligt kun at føre en akademisk diskussion og ignorere klinisk erfaring.

Ifølge WHO udgør psykiske sygdomme en enorm samfundsbyrde på verdensplan. Sygdomme som depression, angst og skizofreni koster utrolig mange penge pga. sygemeldinger, førtidspension og hospitalsindlæggelser. Medicinudgifterne udgør kun en lille del af de samlede udgifter.

I sidste uge deltog jeg i den største europæiske psykiatrikongres i Amsterdam (ECNP). I kongrestasken lå til alle deltagere en oversigtsartikel om udviklingen af ny medicin mod psykisk sygdom. Det var meget deprimerende læsning. Vi har stadig »kun« medicin, der i mange tilfælde blot delvis helbreder psykiske sygdomme. Og meget medicin har bivirkninger som f.eks. vægtøgning, muskelstivhed, sukkersyge og nedsat sexlyst.

Samtidig forhindrer medicin psykisk syge i at begå selvmord, være voldelige samt øger livskvaliteten signifikant. Så effekten skal altså måles mod ulemperne.

Vi har derfor brug for at udvikle ny og bedre medicin, men lige præcis her står det meget sløjt til. Medicinalindustrien er nok den branche, som flest mennesker har fordomme over for. I den offentlige debat er det lige før, at alfonseri er mere acceptabelt end profit på salg af medicin. Mange er urimeligt kritiske, men alle vil ved sygdom gerne have industriens medicin mod f.eks. kræft, ebola, AIDS og hjertesygdomme. Meget tankevækkende dobbeltmoral.

Den førnævnte artikel pointerede, at det især i Europa er tiltagende svært for firmaer at tjene penge på ny medicin. Tilskudsreglerne er strammet så meget, at firmaerne satser på smalle produkter til sjældne fysiske sygdomme og ikke brede produkter til f.eks. depression og angst. Diskussionen om dyr sygehusmedicin har kørt længe og udgifterne er ved at kvæle regionernes økonomi.

Lundbeck måtte i forrige uge fyre 1.000 medarbejdere. Novo klarer sig fantastisk, men primært på markeder uden for Europa. Og Novo producerer ikke medicin til psykiske sygdomme. Lundbeck derimod har specialiseret sig i medicin mod psykiske sygdomme. Det rammer alle danskere, når et så stort firma som Lundbeck fyrer så mange.

Samtidig har vi en stigende antipsykiatrisk bevægelse, hvor professor Peter Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Institut har ført an med en meget ensidig kritik af medicin mod psykisk sygdom og skabt så megen utryghed hos patienter, at en professor i psykiatri i Politiken stod frem med dokumentation for, at patienter p.g.a. af den antipsykiatriske hetz ophører med at tage deres medicin og dermed bliver selvmordstruede.

Kritikken af antidepressiv medicin er primært ført af personer, som aldrig eller næsten aldrig har behandlet psykisk syge. Tilbage står læger som jeg, der er klinisk arbejdende, og hver dag ser patienter, som bliver raske efter medicinsk behandling. Det er farligt kun at føre en akademisk diskussion og ignorere klinisk erfaring.

Tilbage står Europa med dårlig sydeuropæisk økonomi og en strøm af flygtninge, som vi ikke kan magte. Det koster kassen, og taberne bliver de psykisk syge, idet man kan frygte, at det bliver endnu sværere at få ny medicin godkendt til brug i Europa.

De europæiske myndigheder er derfor nødt til at lade medicinalindustrien tjene penge, så de kan udvikle bedre produkter og bevare tusinder af arbejdspladser i Europa.