Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Psykisk syge har også brug for senge

Jeanett Bauer, Thomas Middelboe, Poul Videbech og Raben Kosenberg: Med det stigende pres på sundhedsvæsenet er det vigtigt, at vi får mest mulig behandling for pengene. Samtidig viser de alvorligste psykiske sygdommes historie, at intensiv døgnbehandling kan være afgørende i de mest kritiske faser af psykisk sygdom. Også når den ambulante behandling er fuldt udbygget.

Ambulant psykiatri er godt, men ikke altid nok. En seng, omsorg, behandling og pleje på døgnbasis kan være den eneste rigtige løsning i mange tilfælde. Arkivfoto: Torben Klint Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I de seneste uger har der igen været fokus på det pres, der er på behandlingspsykiatrien. Og på de konsekvenser, som dette pres har for patienterne. Dansk Psykiatrisk Selskab har for nylig udgivet en hvidbog, der gør status over dansk psykiatri: Hvor skal der sættes ind? Og hvad skal man prioritere? Her har selskabet bl.a. foreslået, at man øger sengekapaciteten i psykiatrien. Det har fået nogle - primært ledende - kolleger til at gå helt i baglås. »Det grænser til ansvarsløshed,« lyder det og »det er en gammeldags tankegang - psykisk syge skal ikke stuves af vejen på et hospital.« »Vi vil ikke parkere syge i senge, vi vil bruge ressourcerne på at kurere patienterne i deres nærmiljø,« fastslår næstformanden i Danske Regioner, Carl Holst.

For udenforstående kan det se ud som om, at fagfolkene i psykiatrien er dybt uenige. Men det er snarere udtryk for, at menneskers holdninger afspejler den virkelighed, der omgiver os.

Klinisk arbejdende psykiatere landet over, der i deres daglige arbejde har ansvaret for at sikre den enkelte patient en ordentlig behandling, har nemlig længe givet udtryk for, at der er for få senge. Og at dette gør det svært/umuligt at sikre patienternes tarv. Det fremgår klart af en ny spørgeskemaundersøgelse, Danmarks Radio har foretaget, og som 400 psykiatere landet over har besvaret. 30 pct. af de psykiatere, der udskriver patienter, er hver uge pga. pladsmangel nødt til at udskrive patienter, der ikke er færdigbehandlet. Men det afspejler først og fremmest, at psykiatrien er udsultet økonomisk, når ønsket om flere senge opfattes som et angreb på den ambulante psykiatri. Det har aldrig været hensigten. Vi har alene ønsket at sætte fokus på, om antallet af sengepladser har nået en nedre grænse. En diskussion, der også foregår i udlandet. Så skal vi ikke få ryddet en misforståelse af vejen: Forslaget om flere senge er ikke udtryk for et ønske om at ville »stuve nogen af vejen«.

Ønsker vi så ikke at udbygge den ambulante behandling? Jo, bestemt. Er vi modstandere af initiativer som OPUS, opsøgende psykoseteams m.m.? Nej, på ingen måde. Indlæggelse er og bliver en støttefunktion for den ambulante behandling. Men en vigtig funktion vel at mærke.

Vi er også ressourcebevidste. De, der kan behandles ambulant, skal behandles ambulant. Men det ene udelukker ikke det andet. Vi mener nemlig ikke, at alle psykiatriske patienter kan behandles ambulant. Uanset hvor meget, man udbygger den ambulante psykiatri. Efter vores opfattelse er sengepladser nemlig et helt uundværligt værktøj i behandlingen af nogle psykiatriske patienter.

Hvem har brug for en seng? Vi kunne jo begynde med de patientgrupper, hvor selv den mest inkarnerede ambulant-psykiater må acceptere, at indlæggelse er uomgængelig. Det er dem, der er omfattet af straffeloven og psykiatriloven - de behandlingsdømte og dem, der tvangsindlægges.

Der er i dag ca. 2.700 behandlingsdømte og ca. 4.400 tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte. Megen sengeplads bruges altså allerede i dag på patienter, som ifølge loven skal være indlagt.

Hvem er det ellers, der har brug for intensiv observation, pleje og behandling på døgnbasis? Hvor selv den bedste, tætte, specialiserede og tværfaglige ambulante behandling ikke er nok? Det har fx selvmordstruede patienter. Patienter, der er så psykotiske, at de ikke kan tage vare på sig selv, eller er urolige og aggressive. Maniske, der skaber uoverskuelige problemer for sig selv, såfremt de ikke indlægges. Meget depressive, der ikke sover, spiser og tager væske til sig. Anorektikere, hvis vægt er så lav, at de risikerer at dø. Mennesker med alkoholmisbrug, der har - eller risikerer at få - delirium tremens.

Siden 2000 er den gennemsnitlige indlæggelsestid faldet med ca. 35 pct. Tempoet er altså sat radikalt i vejret. Men medicin mod mani, depression og psykose virker ikke helt så hurtigt som f.eks. penicillin. Det kan tage uger, før virkningen indtræder. Med andre ord: De akutte faser af alvorlig psykisk sygdom kræver primært én ressource, som er en alvorlig mangelvare - tid! Hvad er det så, der sker med en patient, når han eller hun er indlagt? Ja, vi hverken ’opbevarer’ eller ’stuver af vejen’, som nogle har hævdet - med en mildest talt nedsættende retorik. Vi udreder, diagnosticerer og behandler. Observerer og samtaler. Undersøger for evt. fysiske sygdomme. Iværksætter medicinsk behandling og justerer for bivirkninger. Plejer, støtter, samtaler, træner sociale funktioner, underviser patienter og pårørende i sygdommen. Søger at inddrage de pårørende. Koordinerer opfølgningen med ambulante behandlere. Og tager hånd om sociale problemstillinger. Sidst, men ikke mindst skal indlæggelsen skærme patienter, der er farlige for sig selv eller andre.

Når patienten udskrives, skulle det gerne skyldes, at han eller hun er stabil nok til at kunne klare sig med ambulant behandling. Ikke en hovsaløsning, fordi en endnu mere syg patient banker på. Sådan som det alt for ofte sker i dag.

I 2010 udskrev vi ca. 39.000 gange en patient fra de 3.000 sengepladser, vi har. Desværre kommer alt for mange hurtigt igen: Omkring 20 pct. af alle patienter genindlægges mindre end 30 dage efter udskrivelse. Hver gang skal psykiater og plejepersonale begynde forfra med at registrere, skrive journal, lave behandlingsplan, justere medicin osv., og kostbar tid er spildt. For slet ikke at tale om al den lidelse, som patienten og de pårørende har været igennem.

Derfor er vi nødt til fordomsfrit at kunne diskutere, om vi har nået en nedre grænse for, hvor mange sengepladser, der er behov for. Med det stigende pres på sundhedsvæsenet er det vigtigt, at vi får mest mulig behandling for pengene. Samtidig viser de alvorligste psykiske sygdommes historie, at intensiv døgnbehandling kan være afgørende i de mest kritiske faser af psykisk sygdom. Også når den ambulante behandling er fuldt udbygget.

Derfor må den sengebaserede behandling ikke udhules så meget, at også det ambulante område bliver præget af nødløsninger, ’brandslukning’ og kortsigtede behandlingsperspektiver.

Jeanett Bauer er overlæge, ph.d., fmd. Dansk Psykiatrisk Selskab

Thomas Middelboe er ledende overlæge, ph.d., næstfmd. Dansk Psykiatrisk Selskab

Poul Videbech er professor, dr.med., ledende overlæge, Center for Psykiatrisk Forskning, Aarhus

Raben Rosenberg er professor, dr.med., ledende overlæge, Center for Psykiatrisk Forskning, Aarhus