Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hellere end at tale på andres vegne vil jeg her begrunde min protest mod udflytningen, selvom den synes uundgåelig.

Oprindelig protesterede vi ikke, for udflytningen virkede helt nødvendig. Vi sad på forskellige dyre adresser i Indre By, hvilket hverken var fagligt sundt eller økonomisk forsvarligt. Men situationen har ændret sig. Vi er flyttet sammen omkring Studiegården efter en bekostelig ombygning; penge der er spildt, hvis vi flytter igen. Dermed er det faglige miljø sikret. Vores undervisningslokaler er kritisable, men for en brøkdel af omkostningerne ved nybyggeriet på Amager kan de udbedres.

Der var dermed god grund til ikke at protestere – dengang. Min protest er heller ikke rettet mod ledelsens beslutning om udflytning, der var fornuftig nok – dengang. Jeg er ikke blind for, at en væsentlig drivkraft bag ønsket om udflytning ikke nødvendigvis er ledelsens ønske om campusmiljøer, hvad det så end er, men et politisk drevet ønske om bebyggelse af Amager. De penge, som politikerne ikke under universitet til daglig, kan vi få mod at flytte. Med en sådan belønning kan man ikke bebrejde en ansvarlig ledelse, at den tager pengene og gør en dyd af nødvendigheden.

Det andet forhold er det mere udefinerbare spørgsmål om kulturtab. Nybyggeriet blev oprindelig præsenteret som et fantasislot, hvor kvalitet og design skabte optimale rammer. Men økonomien er skredet, og i stedet tegner der sig en discountløsning; bl.a. er man nødt til at genbruge fundamentet fra den nedrevne betonrædsel KUA. Hvis de studerende tror, at de kommer til at omgås forskerne i det daglige, bliver de nok skuffede. Forskerne placeres i en særskilt fløj, og risikoen for tyveri og behovet for arbejdsro sætter brutale grænser for den fri omgang. Hvis de studerende vil se et bud på fremtiden, kan de besøge jura i Stockholm, der er et ucharmerende reservat isoleret fra byen.

Det uhyggelige ved denne udflytning er det mønster, der præger besparelser, som dette reelt er. Berlingske har dokumenteret, hvordan nedskæringer i kommunerne rammer de varme hænder, mens administrationen omkring borgmesteren går fri. Denne proces, hvor virksomhedens raison d’être fortrænges af administration, er allerede i gang. Prøv at gå ind i hovedbygningen på Frue Plads. Disse smukke haller, der burde genlyde af liv og lærdom, ligger stille hen. I de dejlige forelæsningslokaler, hvor Georg Brandes ruskede op i byens borgerskab, sidder administrationen indhegnet bag brune hessian-skillevægge. Det er håbløst at pege på, at en universitets­uddannelse som jura også handler om ånd og kultur, om tradition fra århundrede i byens centrum. Det kan ikke puttes i et regneark, og det lyder elitært. En ren tabersag. Men også en sag, der angår hele vores samfund. Vi har det absurde fænomen, at en stadig større stat sluger stadig flere ressourcer, alt imens man sparer de centrale opgaver væk eller lader dem forfalde. Det vil jeg gerne protestere over – selvom slaget er tabt.