Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Prostitution er ikke et erhverv og ej heller noget respektabelt

Ved at italesætte prostitution som noget respektabelt, overskrider Caspar Stefani en grænse for anstændighed, som jeg slet ikke kan acceptere.

Caspar Stefani, der er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti ude på Amager, går i rette med min klumme om prostitution i Berlingske 1. november.

Det er forfriskende at høre Stefanis syn på prostitution, og i det mindste kan vi da enes om, at prostitution - oftest - har at gøre med kvinder i nød, som egentlig skal hjælpes ud af den misere, som de er havnet i.

Men enigheden stopper brat.

Prostitution er ikke et erhverv og heller ikke noget respektabelt

Et af de indledende problemer er, at Stefani konsekvent taler om prostitution som »et af verdens ældste erhverv«. Et erhverv? Det mener jeg kun, man kan kalde det, hvis man også er villig til at kalde for eksempel voldelig pengeinddrivelse, villaindbrud eller »bare-knuckle boxing« for et erhverv. For hvorfor egentlig ikke?

Der er vi simpelthen bare nok uenige. Jeg mener ikke, at hele den kriminelle pallet af aktiviteter skal anerkendes som erhverv. Og »mafioso« eller »sigøjnerboss« er ikke titler i min bog.

Ved at italesætte prostitution som noget respektabelt, overskrider Stefani en grænse for anstændighed, som jeg slet ikke kan acceptere. Og som arbejdsformidlingen i øvrigt heller ikke kan acceptere. For nu at tage et fuldkommen banalt eksempel. Man kan ikke blive sendt i erhvervspraktik som prostitueret. Og gæt engang hvorfor.

Syrede ræsonnementer

Stefani bruger desuden et bærende argument i sin kommentar, som jeg faktisk egentlig allerede har tilbagevist endegyldigt i min oprindelige klumme, som han ellers foregiver at have læst, eftersom han jo svarer på den. Det ser nu ellers ikke sådan ud.

Stefani skriver: »Forbud skulle gerne stoppe ting, særligt de ting, vi som samfund ikke kan lide.«

Det er simpelthen forkert.

Intet som helst af det, der omtales i straffeloven, er »stoppet«. Folk voldtager, stjæler, kører dødskørsel, begår underslæb, overfalder og laver injurier hver evig eneste dag. Det er overhovedet ikke derfor, vi har love og regler. Vi har derimod love og regler for at vise befolkningen, hvad der er op og ned. Vi har love og regler for at udmønte en fælles moral. Og det kan undre, at der er mange - herunder borgerlige - som ikke synes at forstå dét argument.

Mange - i andre sammenhænge begavede - debattører mener kun, man skal forbyde eller lovgive om ting, hvis de dernæst forsvinder fra jordens overflade som dug for solen. Argumentet minder lidt om den anden version af samme tanke, nemlig ideen om at forbrydelser skal kunne lokaliseres.

»Hvis vi forbyder hash på Christiania, så går det helt galt. For lige nu ved vi, trods alt, hvor det er.« Det er et totalt syret ræsonnement. Det svarer til at sige, at man ikke skal gøre noget ved magtmisbrug på ministerplan, for så ved vi ikke, hvor vi har det – lige nu ved vi jo, trods alt, at vi har det på Christiansborg.

Stefani spekulerer

Stefani fortsætter: »For såfremt vi forbyder prostitution, gæt så hvilket marked, bandemedlemmer vil få fingrene i? Bander vil gerne have forbud, for det giver dem et marked.«

Det er ren spekulation.

Det er som bekendt forbudt at sælge madvarer, der ikke er egnede som menneskeføde. Men i Kina har man haft skandale efter skandale med for eksempel ekstremt forgiftet mælk, som kunne sælges langt under pris med en gigantisk profit – skønt små børn døde af at drikke det.

Jeg har endnu ikke hørt om, at rockerne eller indvandrerbanderne er begyndt at sælge cuttede madvarer – det kunne være kontaminerede grøntsager eller bestrålet frugt eller for gammelt kød – selv om markedet jo faktisk er helt frit og profitten kunne være, ja, enorm.

Desuden er argumentet i sig selv en anelse redundant. Rockere og bander overtager ikke prostitutionen, hvis den forbydes. De sidder sådan set allerede massivt på den.

At få lettet trykket

Relativisering er også et klassisk argument i prostitutionsdebatten. Stefani anfører, at han selv har været soldat, og som sådan jo i princippet kunne blive slået ihjel. Andre debattører har anført, at kassedamer jo sælger både deres krop og deres tid. Andre har fremhævet, at tandlæger eller gynækologer jo også arbejder intimt med og sågar i andre folks kroppe.

Måske kan man enes om, at der er lidt mere gavn for nationen i, at man forsvarer den, end i at en tilfældig mand får lettet trykket, fordi han ikke fik scoret en lørdag aften? Måske kan vi lidt bedre gå på kompromis med overskridelser af intimsfærer, hvis målet er at fjerne en sygdom?

Sådan en dispensering er nødvendig, for ellers skulle kirurger, der redder konkrete liv, jo dømmes for knivoverfald, man normalt dør af. Det ender i nonsens. Men princippet er jo banalt og velkendt. Selvfølgelig er der forskel på, om en kassedame bruger sin tid på at sælge fødevarer til befolkningen og så på, at en prostitueret sælger ud af sit mest intime og private liv – og i langt, langt de fleste tilfælde på den lange bane ender som psykisk og fysisk invalid.

Samfundet skal have et moralsk bundniveau

For mig handler hele denne debat om moral.

Og om, at man simpelthen skal have et lavmål for, hvad der må foregå i et samfund. En af de ting, vi må og skal undgå, er, at folk i nød uden nogen tvingende nødvendig grund bliver udnyttet på den mest skandaløse og skamløse vis.

Vi kan jo tage samme diskussion, når de såkaldte »bumfights« – et efterhånden velkendt amerikansk fænomen – rammer os herhjemme. Ville vi acceptere den praksis herhjemme?

Bumfights er hjemmelavede film, der er skabt ved, at teenagere og hjemløse mænd slås. Den hjemløse får penge, alkohol, hash eller sågar bare mad for at deltage i en nævekamp og lade sig banke sønder og sammen, når teenagerne skal have lidt spas. I andre eksempler laver de hjemløse vanvittige amatørstunts som for eksempel at kaste sig ud fra høje steder eller bogstaveligt talt løbe panden imod en mur, indtil de bløder. På nettet kan man se små happy slapping-agtige film, hvor elendige stakler – mod kontant betaling – trækker tænder ud på sig selv uden bedøvelse. Altsammen bare for, at nogle unge fyre kan blive underholdt lørdag aften.

For vi skal jo have det sjovt. Og hvis hjemløse mennesker vælger at deltage i den slags for f.eks. at få en sandwich, så er det jo deres frie valg.

Vores eneste opgave i den forbindelse som samfund er at hjælpe bumserne til bedre arbejdsforhold, etablering af fagforeninger og sikring af pensionsordning. Og en af de vigtigste løsninger vil være at stikke dem et visitkort, hvor der står »Bums« som stillingsbetegnelse. Så får de det meget bedre. Sådan synes devisen at være.

Til den form for laissez-faire må jeg bare sige, at mine ambitioner for, hvor et godt samfund skal have sit moralske bundniveau i forhold til borgernes ve og vel ganske enkelt ligger et helt andet sted.