Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Prognose-forbud hjælper ikke

Bylinefoto: Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ovenpå kommunalvalget sidder der hos Danmarks Radio og analysefirmaet Epinion nogle chefer med æg i hovedet, røde kinder og ømme bagdele. Det burde der i hvert fald. Som bekendt offentliggjorde de på valgdagens eftermiddag en såkaldt »exit prognose«, som angiveligt forudsagde, at Socialdemokraterne ville få et katastrofevalg med kun 22,7 pct. af stemmerne. Det blev straks viderebragt ukritisk af stort set samtlige danske medier – og ansporede statsminister Helle Thorning-Schmidt til at holde en tale, hvori hun beklagede partiets nederlag. Som altså viste sig at være en mindre tilbagegang til 29,5 pct. Valgforskere, der så nærmere på tallene, kunne hurtigt se, at noget var galt: Sandsynligheden for en måling så forskellig fra udfaldet var astronomisk lille (mindre end 0,005 pct.) Det viste sig også, at kun ekstremt få af de adspurgte vælgere (160 styk) var nogle, der havde stemt på selve valgdagen – resten var fra de foregående dage. Dermed hvilede målingen på et potentielt misvisende og statistisk spinkelt grundlag i forhold til at kalde det en »exit prognose«. Noget har været galt i håndværket – formodentlig hos dem, der lavede den, og tydeligvis hos dem, der hastigt og uden forbehold præsenterer den som et »billede« af valget. Fiaskoen fik straks en masse (bl.a. Enhedslisten) til at foreslå egentlige forbud – nogle imod »exit polls« på valgdagen (hvor man spørger vælgere, der har stemt), andre af meningsmålinger op til et valg mere generelt.

Det er uklart, hvad det præcis er, man tror, at et forbud vil løse: Forskere har endnu haft svært ved at finde dokumentation for, at prognoser, »exit polls« og meningsmålinger (rigtige eller forkerte) skulle betyde noget som helst entydigt. Nok så vigtigt vil sådanne indgreb i ytringsfriheden også have potentielt ganske uheldige konsekvenser. For det første er det svært at afgrænse, hvad et forbud skal omfatte. Hvornår præcist er noget f.eks. en »prognose«? Vil det også omfatte, at forskere offentliggør forudsigelser baseret på en blanding af statistiske modeller og gamle meningsmålinger?

For det andet vil det næppe være muligt at forbyde udarbejdelsen af meningsmålinger. Nogle målinger vil derfor blive lækket – af dem med en interesse i deres resultater. Men derudover vil ikke-offentliggjorte målinger reelt koncentrere information i hænderne på de få og magtfulde: Politikerne selv, magtfulde interessegrupper og medierne – som så kan og skal agere i forhold til et valg, hvis sandsynlige udfald de måske som de eneste allerede kender udfaldet af. Er det en demokratisk fordel? Man bør snarere satse på en mere fundamental ændring af mentalitet og rutiner. Først og fremmest større selvdisciplin og højere faglig forståelse hos medierne – som bør lære ikke at overfortolke data eller forhaste sig med offentliggørelse uden at have sat sig ind i grundlaget og taget de nødvendige forbehold. Hvorfor overhovedet bruge penge på en national meningsmåling ved et kommunalvalg? Og hvis man vil, hvorfor så ikke betale for en tilstrækkelig kvalitet? Det gælder også dem, der videreformidler andres historier. En selvpålagt »spærretid« ville være en god begyndelse.

For det tredje: Større eftertanke hos politikere og deres rådgivere – som gerne føler et ustyrligt behov for at reagere hurtigt – bl.a. så de kan få deres 15 sekunders medieopmærksomhed. Et velfungerende folkestyre kan sagtens bruge analyser af politiske processer – og journalister, der ved, hvad de har med at gøre, og politikere der vender skråen en ekstra gang.