Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Professor: Operafestival kan gøre det bedre

Kunne man forestille sig på kommende operafestivals helt at droppe teltene til traditionelle operaopførelser? Der må være mange endnu uudforskede rum i byen, der egner sig langt bedre til klassisk musik og kan bespilles uden elektronisk forstærkning.

16DEBJOHANNES-MANNOV-141531.jpg
Johannes Mannov. Fold sammen
Læs mere

Det ser ud til at Copenhagen Opera Festival (COF) igen i år blev en succes. Festivalens leder, Michael Bojesen, og hans medarbejdere kan være tilfredse ovenpå en velbesøgt uge med mange forskellige bud på, hvad opera i det københavnske byrum kan. Publikum og pressen giver på forskellige medier udtryk for deres uforbeholdne begejstring. Faktisk er det meget svært at finde udmeldelser, som stiller sig kritisk over for COF. Det synes jeg er synd. For selv om mit indtryk også er, at der er rigtigt meget god scenekunst på COF, så oplevede jeg, at der stadig er plads til at gøre det bedre. Her synes jeg godt at musikkritikere kunne tage den lidt skarpere pen frem. Hvem ved, måske er der en operachef, der sidder og læser med og lader sig inspirere?

Noget af det, COF i gennem årene har vist sig at være god til, er at bruge byrummet til at præsentere opera på nye måder, i anderledes omgivelser: Operettebådene, opera på en ladvogn eller ligefrem på en ladcykel eller i nogle af de mange velegnede og spændende bygninger ,København råder over.

Også crossover og miks af genrer er en del af programmet. Af sidstnævnte så jeg Nina Clausen, Zaki og Lawand give den gas med en slags opera hip-hop-slam. Det var overraskende godt, og det passede perfekt til teltet, som det blev opført i. Men det var som teltkoncert desværre en undtagelse. Opera Hip-Hop eventen kan her stå som eksempel på det, jeg synes fungerer under udendørs teltfest-omstændigheder, og hvorfor jeg mener, at opera som flest ikke gør: Opera Hip-Hop er ifølge sagens natur elektronisk forstærket, så det klangtab, opera ellers lider af at blive opført med microports og dåse-orkesterlyd, var her ikke noget problem. Akustisk konkurrence i form af smældende teltduge, knirkende stilladser, sirener og trafiklarm var stadig en faktor, men ikke på samme forstyrrende måde som under en »Flyvende Hollænder« eller en operagala. Clausen, Zaki og Lawand improviserede både musik og show. Som tilskuer var man først og fremmest til en live KONCERT. Deres show er musikalsk improvisation over operatemaer af Mozart, Verdi eller Puccini og havde det, man kan kalde autenticitet, og lever af de medvirkendes evner til at improvisere. I kontrast hertil står COFs traditionelle operaopførelser i diverse telte. Jeg har overværet Hollænderen på Ofelia Beach og en Wagner-gala sidste år ved Sankt Hans Torv. De led begge voldsomt under de ovennævnte akustiske begrænsninger og blev yderligere skamferet af halvbagte »iscenesættelser«, hvor de, med få undtagelser, fremragende sangere i kjole og hvidt eller koncertkjoler, uden scenografi, instruktion eller rekvisitter, lidt fortabte fjumrer frem og tilbage bag nodepulte i behjertede forsøg på at synliggøre en handling. I bedste fald ligegyldigt og i værste pinligt.

Også de unge, præsenteret som Fremtidens Stemmer, må slås med teltformatet, og det er synd. De talentfulde unge sangeres begrænsede erfaring og deres stemmemateriale, som typisk hører til i den lettere ende af vokalspektret, gør ikke udfordringerne med microports, bylyde og totalt fravær af genklang nemmere.

Kunne man på COF forestille sig på kommende festivals helt at droppe teltene til traditionelle operaopførelser? Der må være mange endnu uudforskede rum i byen, der egner sig langt bedre til klassisk musik og kan bespilles uden elektronisk forstærkning. Boligforeningers baggårde, teatre, palæer, museer og pladser. Hvad med f.eks. Balders Plads, der er totalt indrammet af huse og derfor byder på glimrende naturlig akustik? Den rejsende operafan vil måske her indvende, at Opera Hedeland, Bregenzer Festspiele og andre udendørs opera-venues med stor succes kører microporteret orkester og sang, men det tab af lyd, man her accepterer, bliver opvejet af de helt særlige omgivelser og af, at disse omgivelser fungerer som en vigtig del af en fuldbyrdet operaproduktion.

Og som sagt: Enten koncertant eller iscenesat, tak! Det er ligegyldigt om stolene er med eller uden rødt plys, når man sætter sig imellem dem, så lander man hårdt.

Afsluttende lige en anbefaling til kritikere fra musikredaktionerne på de medier, der dækker COF og klassisk sang: Der er altså ingen grund til at gå til opera med fløjlshandsker. Det er en stærk kunstart, og selv om den som al anden kunst og kultur i disse år er truet af både nedskæringer og politikeres provinsielle udmeldinger om, hvad der er mærkelig kunst, så kan vi godt tåle kritik. Vi bliver ikke bedre af, at det, der skulle være en anmeldelse bliver en lalleglad pep-talk. Når alt er fantastisk og intet kunne blive bedre, så mister pressen sin troværdighed, og vi kunstnere går glip af det, der kunne være et konstruktivt modspil fra anmeldere med kant. Gode operaer handler om meget mere end sang og klang: De fortæller om os som mennesker, og hvordan vi agerer med hinanden på forskellige planer i samfundet. Hvis alt, der kan blive plads til i en anmeldelse, er lidt patroniserende snik-snak om tenorens gyldne stemme, sopranens lovende karriere og barytonens overbevisende skulen, så kan det være lige meget. Tag vores kunst alvorligt og forlang af os, at den er vedkommende, ikke kun velsunget.